Giv din virksomhed et forspring - deltag i konference

13-11-2013
Industri

Kunne din virksomhed tænke sig at være med til at påvirke, hvilke miljøkrav I selv og jeres konkurrenter i eksempelvis Polen, Tyskland eller Frankrig skal leve op til? Og kunne I tænke jer øget synlighed? Hør mere om mulighederne på Miljøstyrelsens konference den 27. november.

Kunne din virksomhed tænke sig at være med til at påvirke, hvilke miljøkrav I selv og jeres konkurrenter i eksempelvis Polen, Tyskland eller Frankrig skal leve op til? Og kunne I tænke jer øget synlighed? Hør mere om mulighederne på Miljøstyrelsens konference den 27. november.

Bindende krav for forurening
Det nye direktiv for industrielle emissioner betyder, at den begrænsning af forureningen, man kan opnå med den bedste tilgængelige teknik, fremover bliver bindende for virksomhederne. Det får derfor stor betydning, hvilke teknikker der betragtes som bedste tilgængelige teknik (Best Available Techniques, BAT).

Nyt direktiv giver nye muligheder
På konferencen ”BREF-dagen – et forspring for virksomheder og miljø i EU” sætter Miljøstyrelsen fokus på, hvilke muligheder danske virksomheder har for at påvirke miljølovgivningen.
Hør bl.a., hvilke muligheder det nye direktiv giver danske virksomheder og miljøet, bidrag til dialogen om, hvordan vi får skabt det optimale samarbejde mellem myndigheder og virksomheder – og få gode råd og erfaringer fra andre virksomheder.

Bliv godt klædt på til BREF-arbejdet
Blandt talerne er miljøminister Ida Auken, der vil fortælle, hvordan BREF-arbejdet viser vej til grøn omstilling, og Kristine Stubdrup fra EIPPC-kontoret i Sevilla, der vil fortælle om, hvordan BREF-arbejdet foregår i EU.
Dagen byder kort sagt på mange spændende oplæg og giver rig mulighed for dialog og debat. Og ikke mindst mulighed for at få svar på, hvordan, hvornår og med hvad jeres virksomhed kan forsøge at påvirke lovgivningen.

Tilmeld dig konferencen
Konferencen henvender sig til både industrivirksomheder, teknologileverandører, myndigheder, rådgivere og brancheorganisationer.
Den finder sted i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge onsdag den 27. november kl. 9-16, og det er gratis at deltage.

Se programmet og tilmeld dig