Miljøtilsynsbekendtgørelsen er trådt i kraft

23-05-2013
Industri

Samtidig offentliggør Miljøstyrelsen en digital vejledning om miljøtilsyn.

Miljøtilsynsbekendtgørelsen er trådt i kraft
Miljøtilsynsbekendtgørelsen er nu trådt i kraft. Den gælder bl.a. for de virksomheder og husdyrbrug, som var omfattet af aftalen om minimumsfrekvenser for samlede miljøtilsyn, og bekendtgørelsen erstatter aftalen.

Se miljøtilsynsbekendtgørelsen på Retsinformation.

Formålet med bekendtgørelsen
Formålet med bekendtgørelsen er at målrette miljøtilsynet mod de virksomheder og husdyrbrug, hvor problemerne er størst. Til gengæld slipper virksomheder og husdyrbrug, der gør en ekstra indsats for miljøet, med færre tilsyn.

Miljøtilsynsbekendtgørelsen gennemfører IE-direktivets regler for miljøtilsyn og Virksomhedsudvalg II’s anbefalinger for, hvordan tilsynet fremover gennemføres. Det er den sidste af de i alt 12 bekendtgørelser, der gennemfører IE-direktivet.

Frister i miljøtilsynsbekendtgørelsen
De vigtigste frister i den nye bekendtgørelse er:
• Miljøtilsynsplanen skal være offentliggjort senest den 31. juli 2013.
• Miljørisikoscoren skal anvendes til at fastsætte tilsynsfrekvens for IE-virksomheder og
-husdyrbrug senest den 30. juni 2013.
• Miljørisikoscoren skal anvendes til at fastsætte en tilsynsfrekvens for visse virksomheder senest den 31. december 2013.

Få hjælp i digital vejledning
Miljøstyrelsen har udarbejdet en ny digital tilsynsvejledning, som erstatter Vejledning nr. 6/2006 om miljøtilsyn med industrivirksomheder, Vejledning nr. 3/1994 om tilsyn med landbrug og Vejledning nr. 6/2004 om differentieret miljøtilsyn. Herudover er der udviklet et regneark til brug for risikoscoringen (værktøj til miljørisikovurdering).

Se miljøtilsynsvejledningen på mst.dk/tilsynsvejledning.

Værktøjet til miljørisikovurdering (Excel-regnearket) ligger i vejledningens afsnit ”Miljørisikovurdering”.

Høring af vejledningen
Den nye vejledning er i høring indtil 20. juni 2013. Der er sendt en mail om høringen til de interessenter, som afgav høringssvar om miljøtilsynsbekendtgørelsen, samt alle kommuner. Hvis andre har bemærkninger til vejledningen kan de sendes til , cc .

Spørgsmål om miljøtilsynsbekendtgørelsen
Kommunerne kan henvende sig med spørgsmål til den nye bekendtgørelse ved at sende en mail til .