Miljøstyrelsen åbner for ansøgninger fra firmaer, der vil syne landbrugets sprøjter

24-05-2013

For at undgå fejl på sprøjteudstyr, skal alle sprøjter der bruges i landbrug, gartnerier, frugtplantager og golfklubber fremover synes af en godkendt synsvirksomhed hvert tredje år. Virksomheder, der ønsker at blive certificeret til at foretage sprøjtesyn, kan søge inden 20. juni 2013.

Hidtil er der kun foretaget stikprøvekontrol af få sprøjter, men for at sikre miljøet bedre mod spild, overforbrug eller forkert brug af sprøjtemidler, skal alt sprøjteudstyr fremadrettet synes af en godkendt synsvirksomhed hvert tredje år - efter samme princip, som vi kender fra biler. Dog er der her tale om et mere omfattende syn.

Både rullende og stationære synsvirksomheder

En vigtig brik i indførelsen af det nye system for syn af sprøjter er de virksomheder, der skal stå for de obligatoriske syn. Derfor inviterer Miljøstyrelsen nu virksomheder med interesse for området til at ansøge om at blive godkendt til at syne sprøjter.

- Vi håber på at modtage mange ansøgninger, så vi kan sikre, at der er synsvirksomheder nok til at dække alle dele af landet. Vores forventning er, at der vil blive tale om både ’rullende’ synsvirksomheder, der kører ud til landmanden og syner på stedet, og om virksomheder med et stationært værksted, hvor landmanden kan komme med sin sprøjte for at få den synet, forklarer specialkonsulent i Miljøstyrelsen Anita Fjelsted.

Både større virksomheder og enkeltmandsvirksomheder er velkomne i ansøgningsrunden. Miljøstyrelsen forventer, at de første syn kan gennemføres i slutningen af 2013.

Læs mere om synsordningen, kravene til de nye synsvirksomheder og proces vedr. ansøgning. Download til ansøgningsskema findes her.

Læs om reglerne for syn af sprøjter

Der vil være åbent for ansøgninger frem til 20. juni i år og igen i en periode i efteråret 2013.

Spørgsmål vedr. ansøgningsproces mv. kan rettes til specialkonsulent Anita Fjelsted, mail: tlf.: 72 54 45 19.