39 armbåndsure på det danske marked er mærket forkert

11-07-2013
Kemikalier

Miljøstyrelsen har lavet en stikprøvekontrol af ure på det danske marked. Ingen ure overholdt mærkningsreglerne.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har netop afsluttet en stikprøvekontrol af armbåndsure på det danske marked. Ingen af de 39 ure, der blev undersøgt, overholdt mærkningsreglerne.

Mange armbåndure på det danske marked overholder ikke reglerne på kemikalie- og elektronikaffaldsområdet. Det viser en stikprøvekontrol, som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion netop har afsluttet.
Kontrollen viser nemlig, at ingen af de 39 ure i lav- og mellemprisklassen, som blev undersøgt, overholder de gældende mærkningsregler.

Nogle ure mangler information om, hvordan forbrugerne skal skille sig af med uret og dets batteri, hvis det ikke virker længere og skal kasseres som affald. Andre ure mangler, eller har fejl i, det piktogram, der viser en skraldespand som skal være bagpå uret.

- Det er vigtigt, at forbrugerne ved, hvad de skal gøre med deres aflagte armbåndsur. Det kan være svært at vide, hvis urene ikke er ordentligt mærket. Mange ure indeholder elektronik og dermed en række tungmetaller, der kan skade både miljø og mennesker.  Samtidig er der i elektronik en række sjældne og værdifulde metaller, som skal genanvendes optimalt , siger lederen af Miljøstyrelsens kemikalieinspektion, Birte Børglum og fortsætter:
- Derfor skal ure ikke bare smides i skraldespanden under vasken. I stedet skal forbrugerne bruge deres kommunes indsamlingsordning til elektronisk affald. De kan også altid aflevere det på den nærmeste genbrugsstation eller til miljøbilen.

piktogram

( Figur 1: Piktogrammet til angivelse af særskilt indsamling af elektrisk og elektronisk udstyr består af en overstreget affaldsspand på hjul, som vist ovenfor. Piktogrammet skal anbringes på en sådan måde, at det er synligt, læseligt og usletteligt.)

Lavprisure ender oftest i skraldespanden
Kemikalieinspektionen har også undersøgt de 39 ure for indhold af tungmetaller. Der blev ikke fundet tungmetaller i urenes batterier. Til gengæld indeholdt otte procent af urene for meget bly, der kan ophobes i naturen og i mennesker.

Andre otte procent af urene afgav mere nikkel end tilladt. Det betyder, at tre af de undersøgte ure kan give allergiske reaktioner og risiko for eksem, hvis man er overfølsom for nikkel. Hvis man som forbruger er eller bliver overfølsom over for nikkel, kan man få gode råd om metallet her .
De 39 ure er alle fra smykke- og ur-forhandlere, dagligvarebutikker, supermarkeder og andre forretninger/importører, og koster mellem 25 til 2.000 kroner.

- Det er formentligt oftest ure i lav- og mellemprisklassen, der fejlagtigt ender i skraldespanden. Derfor har vi vurderet, at det er dem, det giver bedst mening at kigge nærmere på. Vi har nu taget kontakt til ur-importørerne og indskærpet over for dem, at de ikke må forhandle urene, så længe der ikke er styr på reglerne, siger Birte Børglum.

Yderligere oplysninger:
Birte Børglum, leder af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, email: , tlf.: 72 54 42 97.
Jacob Gyldenløve Aaen, presse- og kommunikationsmedarbejder i Miljøstyrelsen, email: , tlf.: 72 54 44 62.