Brev til borgmestre om undersøgelse af vindmøllestøj og helbred

12-12-2013
Støj

Mïnistre vil undersøge om støj fra vindmøller påvirker vores helbred eller ej.

Martin Lidegaard og Ida Auken har skrevet et brev til landets borgmestre om en ny undersøgelse om sammenhængen mellem vindmøllestøj og helbredseffekter. Miljøministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har i fællesskab med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse besluttet at finansiere undersøgelsen.
I de senere år er bekymringer om støj fra vindmøller opstået i debatten om vindmøller, fordi nogle mennesker oplever støjgener og er bekymrede for, om støjen har negative helbredseffekter.
Der foreligger imidlertid ikke nogen videnskabelige undersøgelser, der viser, at støj fra vindmøller har negative helbredseffekter. Det er forventningen, at en grundig undersøgelse kan imødegå disse bekymringer.
Den lange tradition med vindmøller i Danmark og de omfattende data for befolkningens sygdomsforhold, vi har i Danmark, giver en enestående mulighed for at bruge registerdata og dermed opnå valide, uvildige resultater.
Ud over at undersøge sammenhængen til hjerte-kar-lidelser er det besluttet, at undersøgelsen også skal belyse, om der er sammenhæng mellem vindmøllestøj og henholdsvis depression, højt blodtryk, søvnforstyrrelser, diabetes og fødselsvægt.
Det er forventningen at undersøgelsen kan gennemføres på ca. 3 år.
I brevet til borgmestrene skriver Martin Lidegaard og Ida Auken, at det er deres klare opfattelse, at kommunernes arbejde med den planlægning af vindmøller, som følger af energiforliget fra marts 2012, kan fortsætte mens undersøgelsen pågår. Hermed menes, at både planlægningen og selve udbygningen kan fortsætte.
Læs brevet til landets borgmestre her