Offentlige indkøbere skal klædes på til at købe grønt

25-04-2013
Grøn virksomhed

Et nyt e-læringsprogram og træning af ambassadører skal få flere offentlige indkøbere til at købe grønne produkter og løsninger.

Pressemeddelelse udsendt af Miljøminister Ida Auken, torsdag den 25. april.2013

Et nyt e-læringsprogram og træning af ambassadører skal få flere offentlige indkøbere til at købe grønne produkter og løsninger.

I dag mødes eksperter i offentlige grønne indkøb fra hele Østersø-regionen i København for at sparke en ny fælles uddannelsesindsats i gang.

Målet er, at offentlige indkøbere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Estland og Litauen skal oplæres i, hvordan de kan inddrage miljø- og energikrav, når de køber ind, og hvilke metoder, de kan bruge, for at gøre indkøbene mere grønne og innovative.

Nye værktøjer
Det skal dels ske ved lanceringen af et splinternyt og let tilgængeligt e-læringsprogram, 'Guide til grønne offentlige indkøb', dels ved, at eksperter fra hele Østersø-regionen i dag deltager i et train-the-trainer forløb, der giver dem værktøjer til at undervise indkøbere i hjemlandet i at købe grønt.

- Jo flere lande vi får med, desto bedre er det for miljøet og for de mange danske virksomheder, der sælger grøn teknologi. Offentlige grønne indkøb er en vigtig vækstdriver i forhold til at få virksomhederne til at udvikle og udbyde flere grønne produkter og løsninger. Så hvis hele Østersø-regionen kommer på banen samtidig, kan vi virkelig gøre en forskel, siger miljøminister Ida Auken.

E-læringsværktøjet er allerede nu tilgængeligt for alle på Miljøstyrelsens hjemmeside.

60 grønne ambassadører uddannes
Foruden det internationale seminar, der afholdes i København på Dansk Arkitektur Center i dag, vil der også blive uddannet op mod 60 danske ambassadører, som vil blive klædt på til at undervise indkøbere fra stat, regioner, kommuner mm. i grønne offentlige indkøb.

- Deltagerne på kurserne lærer metoder til grønt og innovativt indkøb, og de får indblik i, hvordan beregninger af totalomkostninger kan medvirke til at opnå målbare økonomiske resultater. Det handler om, hvad der er bedst og billigst i alle henseender - både for miljøet og økonomien, siger Chefkonsulent Rikke Dreyer, der er ansvarlig for Miljø i SKI og underviser på kurserne.

Kurserne bliver afholdt:

  • 4. juni 2013: København, Københavns Madhus
  • 12. juni 2013: Aarhus, Scandic Plaza Aarhus

Meld dig til ved at sende en mail til .

Projektet er støttet af EU's Baltic Sea Region Programme og er udarbejdet i samarbejde med eksperter i grønne indkøb fra Danmark herunder Miljøstyrelsen og Statens og Kommunernes indkøbs Service A/S, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.

Yderligere oplysninger:
Fuldmægtig Iben Sohn, Miljøstyrelsen, tlf: 72 54 44 09, e-mail:
Pressemedarbejder Lasse Perrild-Mathiasen, Miljøministeriet, tlf: 91 36 58 54,
e-mail: