Landmand politianmeldes

08-06-2012

Miljøstyrelsen har i dag anmodet Syd- og Sønderjyllands Politi om at rejse tiltale mod en navngiven landmand. Det sker efter DR udsendelsen ”Bag Facaden – Landbrugets skjulte gifte”

Miljøstyrelsen har i dag anmodet Syd- og Sønderjyllands Politi om at rejse tiltale mod en navngiven landmand for forsøg på salg samt besiddelse af sprøjtemidlet ”Butisan Top”, som ikke er godkendt i Danmark.
Tirsdag den 5. juni 2012 viste DR udsendelsen ”Bag Facaden – Landbrugets skjulte gifte”. Af udsendelsen fremgik det, at en navngiven landmand var i gang med at sælge det ikke godkendte sprøjtemiddel til en journalist, som gav sig ud for at være relateret til en dansk landmand.
”Butisan Top” indeholder aktivstoffet metazachlor. Midler med dette stof er nægtet godkendt i Danmark pga. risiko for grundvandsforurening.
Yderligere oplysninger
Birte Børglum, funktionsleder i Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 42 97