Ingen grund til bekymring over nanosølv i tekstilprodukter

02-07-2012
Kemikalier

Nanosølv i tekstilprodukter er mindre udbredt end antaget, konkluderer en ny rapport fra Miljøstyrelsen. Den er et vigtigt bidrag til den store indsats med at få bedre styr på nano.

Nanosølv i tekstilprodukter er mindre udbredt end antaget, konkluderer en ny rapport fra Miljøstyrelsen. Den er et vigtigt bidrag til den store indsats med at få bedre styr på nano.

Nanosølv har en bakteriedræbende virkning i tekstiler og kan anvendes fx i sokker og svedundertøj, fordi det kan reducere problemer med svedlugt og forbedre hygiejnen.

Der har været fokus på, at der ikke er overblik over, hvilke produkter der indeholder nanomaterialer. Der er sat spørgsmålstegn ved, om nanoprodukter kan skade vores helbred og miljøet, og om hvorvidt nanomaterialer allerede er meget udbredt i forbrugerprodukter.  Det er også baggrunden for, at Miljøstyrelsen har valgt at undersøge en række tekstiler for nanosølv.

- Undersøgelsen viser ganske overraskende, at der ikke findes nanosølv i nogen af de undersøgte produkter. Selvom undersøgelsen er begrænset, så kan vi med de metoder, der blev brugt konkludere, at udbredelsen af nanosølv i tekstilprodukter er meget begrænset, siger Flemming Ingerslev, civilingeniør i Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen fandt ikke nanosølv i de udvalgte tekstiler, men mange af de undersøgte produkter indeholdt andre og velkendte former for sølv. Sølv kan anvendes uden problemer, når reglerne i den almindelige kemikalielovgivning følges, og undersøgelsen konkluderer da også, at indholdet af sølv i de undersøgte tekstiler ikke er skadeligt for menneskers sundhed eller miljøet.

Der er afsat 24 millioner over de næste fire år til at få bedre styr på nano. En stor del af midlerne skal bruges til at opbygge den nødvendige viden, så vi kan sikre, at der ikke er nogen risiko for hverken sundhed eller miljø, når man bruger nanoprodukter.

Desuden skal der oprettes en database over nanoprodukter på det danske marked, som kan give overblik over, hvilke produkter, der indeholder nano.

Fakta
Tekstilerne i undersøgelsen er udvalgt på baggrund af deres antibakterielle virkninger eller via information fra forhandlerne om indhold af nano. Trods en omfattende indsats blev der kun fundet 94 tekstilprodukter, der kunne tænkes at indeholde nanosølv. De 18 produkter, der blev undersøgt for nanosølv, er udvalgt, fordi man vurderede, at der var særlig mistanke om, at netop de produkter kunne indeholde nanosølv. Miljøstyrelsen har vurderet, at undersøgelsen giver et dækkende billede af situationen på det danske marked.

Læs mere:
Rapporten:
Assessment of nanosilver in textiles on the Danish market

Miljøstyrelsens faktaside om nanomaterialer

Yderligere oplysninger:
Flemming Ingerslev, civilingeniør i Miljøstyrelsen, e-mail: , tlf.  7254 4520