Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Forbud mod farlige ftalater

23-08-2012

Miljøminister Ida Auken indfører nu et dansk forbud mod hormonforstyrrende ftalater trods modstand fra EU.

Miljøminister Ida Auken indfører nu et dansk forbud mod hormonforstyrrende ftalater, som kan være skyld i for tidlig pubertet hos piger og misdannede kønsorganer hos drenge.
Fremover må produkter som eksempelvis badeforhæng, voksduge og vinylgulve derfor ikke indeholde ftalaterne DEHP, DBP, DIBP og BBP.
Danmark går dermed imod EU-Kommissionen, som mener, at Danmark ikke kan indføre nationale regler, før EU senest i foråret 2013 tager stilling til, om ftalaterne på et tidspunkt skal forbydes i alle EU's medlemslande.
Miljøministeren er klar med et forbud til efteråret, hvilket kan munde ud i, at Kommissionen anlægger sag an mod Danmark.
Ftalaterne er en gruppe af kemiske stoffer, der primært bruges til at blødgøre PVC. Der findes dog en lang række alternativer til de fire farlige ftalater. Alternativerne bliver allerede brugt i de produkter, hvor der i forvejen er et forbud mod visse ftalater – eksempelvis i legetøj.