Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Miljøstyrelsen informerer og kontrollerer tagrensere

12-04-2012

Miljøstyrelsen kontakter alle landets tagrensere, så de ikke er i tvivl om, hvordan de bekæmper alger uden at bryde loven og skade miljøet. Informationsindsatsen vil blive efterfulgt af en kontrol.

Foråret er højsæson for algerensning af hustage, facader og havemøbler. Ofte bestiller husejere professionelle firmaer til opgaven, men ikke alle virksomheder bruger godkendte midler til at fjerne de uønskede alger. Det kan skade både miljø og sundhed.
Derfor tager Miljøstyrelsen nu kontakt til alle landets omkring 250 tagrensere for at præcisere reglerne, så tagrenserne ikke er i tvivl om, hvordan Kemikalielovens spilleregler er. Ifølge loven må alger på eksempelvis hustage og havemøbler kun fjernes med produkter, der er godkendt af Miljøstyrelsen. I øjeblikket er kun et enkelt produkt godkendt til det formål, ”Algefri N”. Samtidig betyder reglerne, at firmaerne i deres markedsføring på hjemmesider og lignende ikke må give kunderne det indtryk, at algebekæmpelse kan klares med almindelige produkter til tagrensning, hvilket nogle firmaer gør i deres markedsføring.

Miljøstyrelsen vil følge op med en kontrolkampagne for at sikre, at reglerne overholdes. Støder styrelsen i den sammenhæng på firmaer, som bruger ulovlige midler til at fjerne alger med, kan det i sidste ende føre til politianmeldelse af firmaerne. Miljøstyrelsen har allerede reageret på flere konkrete indberetninger med indskærpelser til de pågældende tagrensere.

Læs om hvordan du som husejer får bugt med algevækst på taget
Læs om hvordan du som tagrenser overholder loven
Læs spørgsmål og svar om algebekæmpelse