Reduktion af NOX fra skibstransport ved hjælp af vand-i-olie emulsion

06-09-2011
Grøn virksomhed

I et nyt miljøteknologi projekt er der udviklet en teknologi, der muliggør tilsætning af vand til marin gasolie ved hjælp af en emulgator. En stabil vand/olie-emulsion kan fungere som brændsel i store to-takts skibsmotorer og giver en lavere forbrændingstemperatur og dermed mindre dannelse af NOX under forbrændingen.

Tilsætning af vand til marin gasolie kan ved hjælp af en emulgator give en stabil vand/olie-emulsion, der kan fungere som brændsel i store to-takts skibsmotorer. Resultatet er en lavere forbrændingstemperatur og dermed mindre dannelse af NO X under forbrændingen. I projektet er opnået en NO X reduktion på op til 60 % afhængig af vandindholdet.

Projektet er gennemført af MAN Diesel & Turbo København i samarbejde med Danisco A/S. Projektet har modtaget tilskud under Handlingsplan for miljøeffektiv teknologi og indgår som en del af aktiviteterne under Partnerskab for renere skibsfart.

Teknologien med vand-i-olie emulsion er kendt fra heavy fuel olie (som typisk har et højt svovlindhold), hvor emulsionen kan være tilstrækkeligt stabil uden tilsætning af en emulgator. Dette kan ikke lade sig gøre med marin gas olie, som forventes anvendt i Sulpher Emission Control Area (SECA-områder) efter 2015 pga. et lavt svovlindhold. Projektets ide var derfor at finde en emulgator, der muliggør at bruge vand-i-olie emulsion til marin gasolie.

Projektet er baseret på viden og kompetencer fra to meget forskellige virksomhedsområder: Danisco, med viden og udviklingsaktiviteter indenfor emulgatorer til mange forskellige anvendelser, og MAN Diesel & Turbo, med viden og udviklingsaktiviteter indenfor store to-takts skibsmotorer.

Læs projektrapporten

Læs kort case om projektet

Baggrunden for projektet er lovgivningen under den Internationale Maritime Organisation (IMO).
IMO har vedtaget international regulering af udledning af svovldioxid (SO 2 ) og kvælstofoxider (NO X ) fra skibsfart.

Reguleringen af SO 2 -udledning betyder, at skibe, der sejler i SECA områder (Sulphur Emission Control Area), fra 2010 kun må bruge brændstof med maximalt indhold af svovl på 1 % og fra 2015 kun må bruge 0,1 % svovl eller skal etablere tilsvarende rensning af røggassen.

Skibe bygget i perioden 2011 – 2015 skal overholde TIER II krav for udledning af NO X , hvilket svarer til 15%’s reduktion i forhold til Tier I. Skibe bygget i 2016 og frem skal overholde TIER III krav, svarende til 80%’s reduktion i forhold til Tier I, i SECA områderne – som ventes at blive til ECA områder (Emission Control Area).