Mus har let adgang til danskernes hjem

19-09-2011
Pressemeddelelse

Mus kan ødelægge dit hus og overføre sygdomme. Alligevel glemmer mange danskere at lukke huset af for ubudne gæster, viser ny undersøgelse. Rådene til husejerne er simple: Forebyg, fang og undgå at bruge musegift. Giften spreder sig til andre dyr.

Mus kan ødelægge dit hus og overføre sygdomme. Alligevel glemmer mange danskere at lukke huset af for ubudne gæster, viser ny undersøgelse. Rådene til husejerne er simple: Forebyg, fang og undgå at bruge musegift. Giften spreder sig til andre dyr.

Den kolde tid nærmer sig, og det får mus til at søge mod danskernes varme villaer, hjem og huse. Men det kan få alvorlige konsekvenser, når de ubudne gæster flytter ind. Mus gnaver elektriske installationer over og kan sprede salmonella og andre smitsomme sygdomme.

Alligevel glemmer fire ud af ti husejere at forebygge og sikre huset mod mus, viser en ny undersøgelse. Ifølge undersøgelsen har 40 % af de adspurgte husejere og 35 % af sommerhusejerne haft problemer med mus

- Problemer med mus skal tages i opløbet ved at lukke husets smuthuller og ved at sætte effektive fælder op, hvis musene alligevel er kommet indendørs , siger kontorchef i Miljøstyrelsen, Sonja Canger.

Undgå at bruge gift
I en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Miljøstyrelsen, er danske husejere blevet spurgt om, hvilke metoder de bruger til at undgå mus i huset. Undersøgelsen viser, at mange danskere slet ikke forbereder sig til musesæsonen, men venter med at gå i aktion til musene er flyttet ind i huset. En del danskere bruger fælder eller har en kat til at fange musene, men det er stadig mere end hver tiende dansker, der bruger musegift.

- Det er en dårlig ide at bruge gift, for de fleste af musegiftene indeholder nogle giftstoffer, som kan overføres til eksempelvis ugler og rovpattedyr i naturen, når de spiser forgiftede mus. Ofte vil det slet ikke være nødvendigt at udlægge gift. Et årligt hustjek og nogle effektive fælder kan holde huset frit for mus , forklarer Sonja Canger.
- En anden bivirkning er en ubehagelig lugt, der varer ved i ugevis, når forgiftede mus gemmer sig og ligger sig til at dø i dit hus. Husdyr og børn kan også ved et uheld komme til at spise giften , siger Sonja Canger.

Miljøstyrelsen informerer i disse uger danskerne om, hvordan de kan undgå mus i huset. Følg rådene på musetrappen: Forebyg. Fang. Forgift som sidste udvej. Læs mere på: www.husudenmus.dk

Gode tips til musefælden
Mus spiser både sæbe, stearinlys og alle former for madvarer og kan gnave isoleringen på ledninger over, hvilket kan medføre kortslutning og brand i dit hus. Mus kan overføre smitsomme sygdomme. Luk derfor husets små huller i husmurene og brug musefælder. Du kan putte alt fra havregryn, rosiner, spegepølse og chokolade i en musefælde.

Yderligere oplysninger:
Sonja Canger, kontorchef, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 43 37 / e-mail:
Jens Kildevang, pressemedarbejder, Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 45 80 / e-mail: