Miljøstyrelsen på landsdækkende roadshow om grønne og bæredygtige indkøb

15-03-2011
Grøn virksomhed

Som led i initiativet Grøn Indkøbsuge, har Miljøstyrelsen, Mette Lise Jensen, givet oplæg om miljøvejledninger, partnerskab for offentlige grønne indkøb, forum for bæredygtige indkøb.

Miljøstyrelsen har holdt møder med omkring 100 virksomheder, organisationer og kommuner om grønne og bæredygtige indkøb. Det skete som led i initiativet Grøn Indkøbsuge, hvor der blev holdt inspirationsmøder i Næstved, Rødding, Vejle, Aarhus og Aalborg. Deltagerne ved møderne var en blanding af offentlige og private virksomheder, der alle havde det til fælles, at de gerne vil gøre deres indkøb endnu grønnere.

De deltagende virksomheder fik på møderne en værktøjskasse med hjem – en guide der rummer simpel og produktrettet hjælp til at formulere miljøkrav over for deres underleverandører . I alt findes der i Danmark miljøkrav og vejledningsmateriale for mindst 150 produkttyper, og netop dette vejledningsmateriale blev formidlet til mødedeltagerne.

På møderne deltog også Klimaministeriet, Transportministeriet og Miljømærkning Danmark med præsentationer af deres vejledninger og værktøjer til grønne indkøb.

"Vores møder med virksomhederne viste, at der er et stort behov for at få spredt værktøjerne til grønne og bæredygtige indkøb, især til erhvervslivet. Derfor har vi nu udarbejdet en kvikguide, der samler de væsentligste links til grønne indkøb og vi vil i den kommende tid have fokus på virksomhedernes behov for viden om grønne indkøb. Virksomhederne har brug for en samlet indgang, det var et tydeligt budskab fra dem til os," siger Mette Lise Jensen, Miljøstyrelsen.

Møderne blev arrangeret og afholdt i samarbejde med Key2Green og de regionale miljønetværk. Miljøstyrelsen vil fortsat have fokus på både offentlige og private virksomheders indkøb.

Miljøministeren har nedsat et 'Forum for Bæredygtige Indkøb' og her vil der blive arbejdet videre med at gøre bæredygtige indkøb til en konkret og værdiskabende aktivitet for danske virksomheder. Forummet vil samle information og vejledning om grønne og bæredygtige indkøb, på en portal om bæredygtige indkøb. Den forventes i luften i starten af maj.

For mere information, kontakt Mette Lise Jensen, Miljøstyrelsen, .