Morgendagens Forretning konference den 6. juni

13-06-2011
Grøn virksomhed

Omkring 70 repræsentanter fra danske virksomheder og den offentlige sektor mødte mandag den 6. juni op til konferencen: Morgendagens Forretning – vugge-til-vugge som driver for innovation der fandt sted i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge.

Idéen med konferencen var at inspirere virksomheder til at tænke innovation og bæredygtighed ind i deres forretningsplan, så de kan klare konkurrencen på det globale marked og samtidig sikre arbejdspladser, vækst og velstand i Danmark.

Download konferencens programoversigt (PDF, 336KB)

De mange gæster var mødt op, fordi de ser potentialet i vugge-til-vugge tankegangen. Der var blandt andet arkitekten, der gerne vil være i stand til at tilbyde sine kunder et bæredygtigt produkt, repræsentanten fra Teknologisk Institut, der vejleder virksomheder i bæredygtighed og rådgiveren fra DI Byggematerialer, der vil være på forkant med udviklingen.

Miljøminister Karen Ellemann slog fast i velkomsttalen, at genanvendelse er et nødvendigt værktøj til at løse de problemer verden har med ressourceknaphed og netop vugge til vugge-principperne kan være en del af løsningen. Efter ministeren var Jørgen Rosted, fhv. direktør i FORA, Jasper Steinhausen, Sustainable Business Developer i COWI, Kristian Eiberg, kommunikationsrådgiver og partner i RelationsPeople, og Søren Stig, Senior Director og Head of Sustainability i Mærsk Line, på talerstolen og talte om udfordringer og muligheder for dansk erhvervsliv på miljøområdet.

Derudover var der to workshops, hvor gæsterne kunne diskutere emnerne. Den ene handlede om, de operationelle og tekniske udfordringer i vugge-til-vugge visionen. Den anden handlede om, de forretningsmæssige aspekter af vugge-til-vugge tankegangen.

Dagen blev afsluttede med en gennemgang af konferencens visuelle referat , udarbejdet af Bigger Picture .

Arrangørerne af konferencen var Miljøstyrelsen , COWI og FORCE Technology .