Retten til at klage

Konventionens tredje princip er borgernes adgang til at klage, hvis en myndighed ikke har overholdt konventionens bestemmelser.

Det er ikke nok at med regler om adgang til viden og deltagelse. Der skal også være mulighed for at klage eller få prøvet en afgørelse ved en domstol eller et andet uafhængigt og upartisk organ etableret ved lov. Derfor slår konventionen på en række områder fast, at såvel den enkelte borger som organisationer og virksomheder har ret til at klage.

Konventionen sikrer ret til at klage i tre situationer:

  • Alle sager om aktindsigt på miljøområdet skal kunne prøves ved enten en domstol eller ved et tilsvarende uafhængigt og upartisk organ, der er etableret ved lov. Det kan for eksempel være et klagenævn. Man kan ikke nøjes med adgang til domstolsprøvelse. Der skal sideløbende være adgang til en hurtigere og smidigere prøvelsesadgang – for eksempel ved at en overordnet myndighed eller et særligt klageorgan behandler klagen.
  • Spørgsmål, der opstår i forbindelse med regler om ret til at deltage i beslutninger ved anlæg af nye virksomheder eller aktiviteter, der kan være forurenende, skal kunne prøves ved enten en domstol eller ved et tilsvarende uafhængigt og upartisk organ, der er etableret ved lov. Denne ret skal komme alle berørte borgere til gode, og landene skal anerkende, at miljøorganisationerne som hovedregel har adgang til at anlægge sag eller klage.
  • Konventionen indeholder derudover en bestemmelse, der forpligter landene til at sikre borgerne en generel adgang til at lægge sag an eller klage over spørgsmål inden for lov-givningen om miljø, natur og planlægning. Konventionen overlader det til de enkelte lande at afgøre, hvem der skal have denne ret. Det følger derfor ikke automatisk af konventionen, at alle har mulighed for at lægge sag an eller klage i dette tilfælde.

Konventionen stiller krav om at det ikke må være uoverkommeligt dyrt at få en afgørelse prøvet. Domstolsafgørelser på området skal være offentligt tilgængelige.