Indkaldelse af ideer og forslag til afgrænsning af miljøkonsekvensrapport i forbindelse med nyt DSB værksted i Fredericia

16-04-2018

Miljøstyrelsen har indledt miljøvurderingen (VVM) af DSB’s etablering af nyt værksted på Fredericia baneterræn. Der skal anlægges nye værkstedsbygninger i umiddelbar forbindelse til eksisterende værksted nord for Fredericia Banegård.

For at give borgere og alle andre forudsætninger for at komme med forslag til afgrænsningen af den kommende miljøkonsekvensrapport, udgiver Miljøstyrelsen et idéoplæg, som indeholder en kort beskrivelse af projektet og de mulige påvirkninger af mennesker, miljø og natur, som forventes belyst i miljøvurderingen samt information om det videre forløb. Idéoplægget indeholder også et kort, der viser projektområdet for nyt værksted på Fredericia baneterræn. Oplægget kan ses på nedenstående link.

Under høringen kan alle med interesse i projektet stille spørgsmål og komme med ideer, kommentarer og forslag til, hvad der skal indgå i det videre arbejde med miljøvurderingen. Det kan f.eks. være ønsker til miljøpåvirkninger, der skal sættes fokus på, eller hvis der er særlige forhold i området, som bør belyses.

I nærværende projekt er Miljøstyrelsen myndighed for miljøkonsekvensvurderingen. jf. VVM bekendtgørelsens §3, stk. 1 nr. 1 (Bekendtgørelse om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), BEK nr. 1470 af 12/12/2017).

Ideer og forslag til miljøkonsekvensrapportens indhold kan frem til 7. maj 2018 indsendes til:

Miljøstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø

 

eller som e-mail til:

 

Anfør venligst emnet:

”Miljøvurdering af nyt DSB værksted på Fredericia baneterræn” med angivelse af journalnummer: MST-531-00011

 

Debatoplæg