Afgørelse om, at forbedring af de hydrologiske forhold i klitnaturen på Natura 2000 område nr. 26, Ålvand Klithede og Førby Sø ikke er omfattet af krav om miljøvurdering (ikke VVM-pligtigt)

20-04-2018

Miljøstyrelsen har afgjort, at naturgenopretning på Ålvand klithede ikke er omfattet af krav om miljøvurdering (ikke VVM-pligtigt).

Miljøstyrelsen har behandlet Naturstyrelsen Thys ansøgning via Thisted Kommune om VVM-screening af forbedring af de hydrologiske forhold i klitnaturen på Natura 2000 område nr. 26, Ålvand Klithede og Førby Sø.

Naturstyrelsen Thy er med i EU-naturprojektet LIFE REDCOHA, der skal hjælpe den trængte kystnatur i udvalgte Natura 2000-områder langs hele Jyllands vestkyst samt være med til at gennemføre Natura 2000 plejeplanerne. Der er flere delaktioner i projektet bl.a. en til forbedring af hydrologien, hvilken denne ansøgning er en del af. I denne forbindelse har Naturstyrelsen Thy identificeret områder indenfor projektafgrænsningen, hvor der er grundlag for at forbedre de hydrologiske forhold via bl.a. grøftelukninger.

Afgørelse
Miljøstyrelsen har på baggrund af en screening vurderet, at projektet ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er omfattet af krav om miljøvurdering (ikke VVM-pligtigt). Afgørelsen er truffet efter § 21 i miljøvurderingsloven (Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Lovbekendtgørelse nr. 448 af 10/05/2017).

Klagevejledning
Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer, jf. miljøvurderingslovens § 50.

Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk. Klageportalen ligger også på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID.

Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr, som er på 900 kr. for private og 1800 kr. for virksomheder og organisationer. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Du kan læse mere om gebyrordningen og klage på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside (http://nmkn.dk/klage/).

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Klagefristen er 4 uger. Eventuel klage skal dermed være modtaget senest den 18. maj 2018.

Betingelser mens en klage behandles
Klage over afgørelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer noget andet. Det betyder, at du kan handle efter Miljøstyrelsens afgørelse. Udnytter du afgørelsen, indebærer dette ingen begræns­ning i klagenævnets mulighed for at ændre eller ophæve afgørelsen. Hvis nævnet tillægger en klage opsættende virkning, skal du afvente nævnets afgørelse før det anmeldte projekt kan gennemføres, og nævnet kan i den forbindelse påbyde påbegyndte bygge- og anlægsarbejder standset.

Miljøstyrelsens afgørelse kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra afgørelsens offentlige bekendtgørelse.

Sagens dokumenter
Naturstyrelsen Thys VVM ansøgning
Miljøstyrelsens screeningsafgørelse
Miljøstyrelsens screeningsskema