HOFOR Energiproduktion A/S: Screeningsafgørelse om ikke VVM-pligt

23-03-2017

Miljøstyrelsen har for Amagerværket, Kraftværksvej 37, 2300 København S, truffet afgørelse om, at der ikke er VVM-pligt for ombygning af eksisterende bioaskesystem på blok 1 fra et pneumatisk til et mekanisk system.
En eventuel klage skal være modtaget senest den 20. april 2017.

Screeningsafgørelse om ikke VVM-pligt

Miljøstyrelsen har meddelt afgørelse om, at projektet ikke kræver udarbejdelse af en særlig vurdering af projektets virkninger på miljøet (VVM-redegørelse), da det ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet jf. VVM-bekendtgørelsen nr. 1440 af 23. november 2016 § 2, stk. 8, pkt. 1.

- Screeningsafgørelse om ikke VVM-pligt for HOFOR Energiproduktion A/S

Offentliggørelse

Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk . Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Klagevejledning

Afgørelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen jf. planlovens § 59, stk. 2.

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.nmkn.dk . Klageportalen ligger også på www.borger.dk og www.virk.dk . Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk , ligesom du plejer, typisk med NEM-ID.

Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr, som er på 900 kr. for private og 1800 kr. for virksomheder og organisationer. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Du kan læse mere om gebyrordningen og klage på Miljø- og Fødevareklagenævnets hjemmeside ( http://nmkn.dk/klage/ ).

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

Klagen skal være modtaget senest den 20. april 2017.