Baltic Pipe gasprojektet

21-12-2017

Indkaldelse af idéer og forslag til afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten

Energinet og den polske virksomhed GAZ-SYSTEM har søgt Miljøstyrelsen og Energistyrelsen om at igangsætte en miljøvurdering (en VVM-proces) for et projekt til etablering af en rørforbindelse, der transporterer naturgas fra den norske Europipe II i Nordsøen til Danmark og Polen. Projektet består af følgende elemeter:

  • Rørledning fra Europipe II i Nordsøen og ind til vestkysten af Danmark ved Blåbjerg
  • Rørledning i Jylland fra ilandføringen ved Blåbjerg til modtageterminal Nybro
  • En udbygning af modtageterminalen i Nybro
  • Rørledning i Jylland fra Egtved til Lillebælt
  • Rørledning til krydsning af Lillebælt
  • Rørledning på Fyn fra Lillebælt til Nyborg
  • Rørledning på Sjælland fra Kongsmark til ilandføringen syd for Faxe
  • Rørledning over Østersøen fra Sydøstsjælland mod Polen
  • Anlæg af kompressorstation og transformerstation ved Næstved
  • El-kabeler fra en eller flere eksisterende el-transformerstationer ved Blangslev, Fensmark og Haslev og frem til kompressorstationen

Miljøvurderingen skal sikre, at der bliver taget hensyn til miljøet under planlægningen af anlægsprojekter, der kan forventes at påvirke miljøet væsentligt. Miljøstyrelsen er VVM-myndighed for projektets dele på land, mens Energistyrelsen er myndighed for anlæggets dele på vand.

Energinet og GAZ-SYSTEM skal som bygherrer for projektet udarbejde en miljøkonsekvensrapport, som belyser projektets mulige miljøpåvirkninger og danner grundlag for myndighedernes behandling af ansøgningen og beslutningen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til projektet.

Inden miljøkonsekvensrapporten bliver udarbejdet, skal VVM-myndighederne afgrænse rapportens indhold. Som led i afgrænsningen indkaldes der hermed idéer og forslag fra borgere, interesseorganisationer mv. til de forestående miljøvurderinger af projektet på både land og vand.

Du kan læse om projektet og de mulige miljøpåvirkninger i nedenstående idéoplæg. Du kan også læse om projektet på Energinets projekthjemmeside: www.energinet.dk/balticpipe

Alle ideer, bemærkninger og forslag kan senest den 22. januar 2018 sendes til Miljøstyrelsen, mærket ”Baltic Pipe”, på  eller med post til:

Miljøstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø

Herefter vil Miljøstyrelsen og Energistyrelsen behandle de indkomne svar i forhold til eget myndighedsområde. Læs mere om myndighedsbehandlingen i idéoplægget.  

Sagens dokumenter

Idéoplæg

Ansøgning

Oversigtskort - Blåbjerg-Nybro

Oversigtkort - Egtved-Lillebælt

Oversigtskort - Fyn

Oversigtskort - Sjælland

Oversigtskort - Østersøen