CP Kelco ApS, Lille Skensved: Udkast til revurdering af miljøgodkendelsen

15-12-2008

Miljøcenter Roskilde har udarbejdet et udkast til revurdering af miljøgodkendelsen for CP Kelco ApS

Miljøministeriet, Miljøcenter Roskilde, har udarbejdet et udkast til revurdering af miljøgodkendelsen af CP Kelco ApS, Ved Banen 16, 4623 Lille Skensved. Revurderingen blev påbegyndt af Roskilde Amt i 2003.
CP Kelco ApS ligger i den sydøstlige udkant af Lille Skensved på adressen Ved Banen 16, 4563 Lille Skensved.
CP Kelco ApS fremstiller konsistensregulerende midler, der fortrinsvis anvendes indenfor fødevareindustrien. Hovedprodukterne er pektin og carrageenan, som er polysaccharider, der udvindes af henholdsvis citrusskaller og tang. De to produkter afsættes ikke i ren form, men iblandes sukker og/eller andre fødevare-tilsætningsstoffer.
Virksomheden fremstiller endvidere LBG-ekstrakt (Locust Bean Gum) af johannesbrødkernemel. LBG-ekstrakt anvendes som tilsætningsstof i carrageenanblandinger, men afsættes også som et selvstændigt produkt.
Fremstillingsprocesserne for pektin, carrageenan, LBG og deraf afledte færdigvarer er næsten analoge. Virksomheden har en rammegodkendelse for en samlet ekstraktmængde pr. år, således at der kan skiftes mellem produkttyperne afhængig af markedssituationen.
Udkastet til revurderingen foreslår, at nogle af de hidtil gældende vilkår ændres. Blandt andet begrænses lugtpåvirkningen i omgivelserne, støjvilkår justeres, vilkår der beskytter mod forurening af jord og grundvand styrkes, emissionen fra fyringsanlægget begrænses og der stilles større krav til virksomhedens rapportering til tilsynsmyndigheden. Virksomheden skal endvidere redegøre for mulighederne for at forbedre renseanlæggets drift.
Alle har til enhver tid adgang til aktindsigt i sagen. Retten til at se sagens akter finder anvendelse med de begrænsninger, der følger af offentlighedsloven, forvaltningsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Før vi træffer den endelige afgørelse, har enhver ret til at udtale sig i sagen. Bemærkninger til sagen sendes til Miljøcenter Roskilde senest d. 16. juli 2008. Bemærkningerne vil indgå i vores behandling af sagen. 

Kommentarer, spørgsmål og henvendelser om at se sagen eller at få tilsendt udkast til afgørelse rettes til Miljøministeriet, Miljøcenter Roskilde, Ny Østergade 7, 4000 Roskilde, 72548011 eller .