Vådområdetyper

Vådområder er karakteriseret ved tilstedeværelsen af vand. I hydrologisk sammenhæng kan vådområderne karakteriseres som arealer, der permanent eller temporært er udstrømningsområder for grundvand til ferske overfladerecipienter, eller gennemstrømmes af overfladevand.

Store Kattinge Sø ved Roskilde Fjord. Foto: Ole Malling

Vådområder er karakteriseret ved tilstedeværelsen af vand. I hydrologisk sammenhæng kan vådområderne karakteriseres som arealer, der permanent eller temporært er udstrømningsområder for grundvand til ferske overfladerecipienter, eller gennemstrømmes af overfladevand. Det er naturtyper, som til stadighed eller i kortere eller længere tid er fugtige, våde eller helt står under vand. Med andre ord ligger vandspejlet ved jordoverfladen, nær jordoverfladen, svinger omkring jordoverfladen eller ligger lige over jordoverfladen. Hertil hører også lavvandede søer med en dybde på op til 2 - 3 meter.
Højmoser indtager i denne sammenhæng en særstilling fordi de primært modtager vand med nedbøren og yderligere er karakteriseret ved at være næringsfattige og de er ikke egnede til fjernelse af næringsstoffer hvis man ønsker at bevare deres karakteristiske kendetegn med et fåtal antal arter der er tilpasset de oligotrofe forhold.
Små vandhuller er heller ikke inkluderet i ovennævnte definition.
Jorderne i vådområder er enten tørvejorde eller mineraljorde med hydromorfe egenskaber (gley-jorde).
Vådområder har en vegetation, der er tilpasset det våde miljø og mangler vegetation, der ikke tåler oversvømmelse.
Hydrologiske principper
Ved etablering af vådområder skal de naturgivne hydrologiske processer så vidt muligt genoprettes uden medvirken af større tekniske tiltag altså uden fysiske indgreb. Det betyder, at vandet på arealerne skal strømme frit efter de naturgivne forhold, hvad enten det drejer sig om grundvand eller overfladevand.
Vådområder kan mindske forureningen med blandt andet kvælstof. Dette forudsætter dog, at arealerne ikke fjerner nævneværdige mængder kvælstof under de nuværende forhold. Det gælder også for arealer, som allerede er vandmættede.
Når hovedformålet med retablering af et vådområde er at reducere tilførslen af næringsstoffer til nedstrømsliggende sårbare, vandområder som f.eks. fjorde og havområder, betyder det, at de nye vådområder skal anlægges i afstrømningssystemer, der har ovennævnte vandområder som slutrecipent. I de fleste tilfælde vil der være tale om at genoprette ferske vådområder, f.eks. langs åer. Men der kan også genoprettes saltvandspåvirkede vådområder ved kysten, f.eks. tidevandspåvirkede engarealer, som det kendes fra Vorup Enge ved Randers, eller som pumpede fjordarme som Nakkebølle inddæmningen på Fyn og Solkær Enge .
Det er vigtigt, at vådområderne permanent eller i perioder gennemstrømmes af grundvand eller overfladevand for at kravet om at fjernelse af næringsstoffer som eksempelvis kvælstof kan opfyldes. Som resultat vil de fleste projekter føre til dannelse af våde enge, moser og søer med et højt næringsniveau.
Der er vigtigt, at de hydrologiske processer får mulighed for at virke uden større tekniske indgreb, så vådområdet kan udvikle sig hen mod den type vådområde som de naturlige processer betinger. Det betyder, at både grundvandet og overfladevandet frit skal strømme gennem vådområderne efter de nu engang naturgivne forhold.
Uden menneskelig indgriben med tekniske installationer der kræver vedligeholdelse bliver udviklingen af naturområdet omkostningsfri og samtidig opnås en naturlig udvikling af flora og fauna.
Vandets strømningsveje
Kendskab til vandets strømningsveje gennem vådområdet er af fundamental betydning for vurderingen af om vådområdet kan tilbageholde næringsstoffer. Nedenstående skitse illustrerer de principielle strømningsveje gennem en ådal. Vandet kan pible frem i skrænten i form af skræntvæld eller som en kilde (Q2), hvorefter vandet fortsætter som overfladisk strømning mod vandløbet. Grundvandet fra oplandet kan også løbe diffust gennem ådalsmagasinet (Q1) ad forskellige veje betinget af jordlagenes hydrauliske ledningsevne og trykforholdene. I mange tilfælde vil oplandet være drænet og drænvandet (Q4) føres via store samlerør direkte til vandløbet hvorved den hydrologiske interaktionen mellem ådal og opland er delvis afkoblet, og den dynamik, som grundvandets strømning gennem ådalsmagasinet skulle skabe, eksisterer ikke længere, og de hydrogeokemiske og biogeokemiske processer er ligeledes påvirkede af den ændrede strømning. Hvis ådalen ligeledes er drænet eller grøftet er hele strømningsmønsteret styret af den effektive afvanding, og for det nu tidligere vådområde vil det bl.a. føre til at jorden ”sætter sig”, hvilket betyder, at jordlagene bliver mere kompakte - i mineraljordene bliver partiklerne pakket tættere, og i tørvejordene koldforbrændes tørven og mister sit fibrøse udseende og ender med at ligne en strukturløs klistret masse, inden tørven eventuelt helt forsvinder. Det skal endelig nævnes, at grundvandet fra oplandet i nogle tilfælde kommer op direkte i vandløbsbunden (Q3) uden at have været i kontakt med ådalsmagasinet.

Fig. Tværsnit af ådal med illustration af strømningsvejene mellem opland og vandløb. Q1 – Q4 kaldes også strømningsvarianter. Fordelingen af strømningen er stærkt knyttet til den hydrauliske ledningsevne for ådalsmagasinet som helhed.

Hvis man nu går et skridt videre og ser på et udsnit af et vandløbssystem som skitseret nedenfor, kan man igen se på forskellige strømningsveje – nu suppleret med to ekstra strømningsveje, nemlig med oversvømmelse, Q5, hvor vandløbsvand oversvømmer ådalen, den hyporæiske (eng. hyporheic) strømning og Q6, hvor vandet strømmer ind og ud af vandløbets bund og sider.

Fig. Skitse af vandløbssystem med de vigtigste strømningsveje markeret.
Når man befinder sig øverst i vandløbssystemet, foregår tilstrømningen gennem små lokale strømningsveje, hvor vandet hurtigt strømmer til det nærmeste udstrømningsområde det være sig en lille sø eller en lille bæk. Efterhånden som man bevæger sig nedad i vandløbssystemet, bliver tilstrømningen til vandløbet større, og vandet bevæger sig nu over større afstande både i tid og rum, og vandet strømmer til store vandløb, store søer eller til havet. Sagt meget generelt sker den største tilstrømning af vand fra oplandet langs den midterste strækning af vandløbet, fordi det som oftest er her, der er den største trykforskel mellem det tilgrænsende grundvandsmagasin og vandspejlet i vandløbet. I den nederste del af vandløbssystemet er den dybereliggende regionale grundvandstilstrømning aftagende – dog forekommer der også her lokale og intermediære bidrag, men de er af begrænset betydning. Det er også i de nedre dele af vandløbssystemet, der kan forekomme oversvømmelser, idet vandløbets hældning her – som oftest - er meget lille.
Læs mere:
Hvis man ønsker at uddybe sin viden om ådalstypologier og samspillet mellem grundvand og overfladevand henvises til Dahl et al., 2005 samt Dahl et al., 2007.
Dahl, M., Nilsson, B., von Platen-Hallermund, F. Banke, M. Engesgaard, P., Sonnenborg, Wohlfeil-Müller, D.-I., Fuglsang, A. Tornbjerg, H., Ovesen, N.B. og Kronvang, B. 2005. Afslutning af ådalstypologi (Grundvand-Overfladevand Interaktion). Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 17.
Dahl, M., Nilsson, B., Langhoff, J.H. og Regfsgaard, J.C. 2007. Review of classification systems and new multi-scale typology of groundwater-surface water interaction. Journal of Hydrology, 344, 1-16.

Eksempler på vådområdetyper