Opmåling

En god beskrivelse af de topografiske forhold er afgørende for vurderingen af vådområders fremtidige tilstand og den potentielle kvælstoffjernelse, samt for beskrivelsen af de arealmæssige konsekvenser.

Foto: Colourbox

En god beskrivelse af de topografiske forhold er afgørende for vurderingen af vådområders fremtidige tilstand og den potentielle kvælstoffjernelse, samt for beskrivelsen af de arealmæssige konsekvenser.
Fremskaffelse af data
Genopretning af et vådområde kræver i mange tilfælde nøjagtige oplysninger om højdeforhold. Kun få myndigheder ligger inde med ajourførte digitale højdemodeller med tilstrækkelig detaljeringsgrad. Fremskaffelse af disse data kræver derfor ofte en ny opmåling.
Afgrænsning af området
Før opmålingen skal man sikre sig en korrekt områdeafgrænsning, idet senere ekstraopmåling kan være tidskrævende og fordyrende. Området kan afgrænses ud fra eksisterende opmålinger. Desuden kan man besigtige området og eventuelt måle enkelte spotkoter med nivelleringsinstrument.
Det er vigtigt, at terrænet opmåles til god højde i områdets randzone, f.eks. 2-3 m højere end den forventede fremtidig middelvandstand, så opmålingen dækker hele det påvirkede område. Man skal være opmærksom på, om der sker tilstrømning fra andre arealer i oplandet. I givet fald skal disse arealer også opmåles.
Ældre data
I mange tørveholdige områder har jorden sat sig gennem konsolidering og omsætning siden afvandingen. Der kan ske sætninger på 1-3 cm om året. Derfor er det ikke ualmindeligt at finde afvandede områder, hvor overfladen er 1-2 m under det tidligere terræn. De hastige ændringer betyder, at ældre opmålinger skal anvendes med forsigtighed. Ældre opmålinger kan sjældent beskrive det nuværende terræn eller bruges til at dokumentere de fremtidige vandstandsforhold.
Der kan også herske tvivl om de metoder, der er anvendt før i tiden. Ældre fotogrammetriske undersøgelser kan være udført, uden at man ved, om der er korrigeret for høj vegetation. Desuden er nogle opmålinger foretaget uden reference til D.N.N.
Nye opmålinger
Er der behov for nye terrændata, skal der tages stilling til omfanget af opmålinger samt krav til nøjagtighed og målemetode - også i forhold til økonomien.
De nye opmålinger kan principielt gennemføres fotogrammetrisk eller terrestrisk.
Fotogrammetrisk opmåling bygger på tolkning af luftfotos. Desuden kræves en begrænset terrestrisk opmåling, så man får supplerende oplysninger om vegetation, bundkoter i grøfter og søer samt koter ved tekniske anlæg som siveanlæg, sokkelkoter på bygninger osv. Krav til terrænkoternes nøjagtighed afgør flyvehøjden og hvilket billedmålforhold, der vælges. Krav til opmålingens nøjagtighed eller forekomst af områder med særlig høj eller lav vegetation kan i nogle tilfælde hindre anvendelse af fotogrammetri.
Terrestrisk opmåling, der gennemføres på terrænoverfladen, sikrer en høj kotenøjagtighed. Metoden er konkurrencedygtig i forhold til fotogrammetri selv på store flader. Ofte ønsker man at kunne udtegne et højdekurvebillede med 25 cm ækvidistance. Denne detaljeringsgrad kræver en opmålingsnøjagtighed bedre end 8 cm. Det stiller særlige krav til punkttætheden (maskevidden), definitionsnøjagtighed på punkter, fikspunkter og målemetode.
Tætheden af målepunkter vælges ud fra områdets udseende og krav til kurveækvidistancen. Som hovedregel vil 25-50 m mellem målepunkterne være tilfredsstillende for fladeopmålinger ved svage landskabskonturer, men der kan være behov for forskellig tæthed i forskellige delområder. Valget af metode varierer i forhold til området og den konkrete opgave. Derfor kan der ikke opstilles ens retningslinier for, hvordan man griber opmålingen an.
Mange projektområder omfatter vandløb, som har stor betydning for vandstanden i området – det gælder f.eks. i en enhver ådal. I så fald er det nødvendigt med en undersøgelse af vandstandsforholdene i vandløbet.
Det betyder, at der normalt er brug for en opmåling af vandløbet - medmindre det er opmålt inden for de seneste år - som kan anvendes til vandstandsberegninger i programmer som f.eks. VASP, MIKE11 el. lign.
Afhængigt af vandløbets faldforhold er det relevant at opmåle tværprofiler med f.eks. 200 meters mellemrum gennem hele projektområdet.
Fikspunktsystemet
Fotogrammetrisk opmåling foretages på grundlag af specielle paspunkter. Ved terrestrisk opmåling etableres et fikspunktssystem med plan- og højdekoordinater, hvortil detailmålingerne relateres. Fikspunktssystemet knyttes til landskoordinatsystemet. Vær opmærksom på, hvilket referencesystem ældre og nye opmålingsdata er knyttet til (DNN GM, DNN GI, Geodatastyrelsen 90, DVR90), idet koten varierer afhængig af referencesystemet.
DNN GM er Dansk Normal Nul efter system GM (den Danske Gradmåling). Dette er betegnelse for det landsdækkende præcisionsnivellement, der blev udført i Danmark i årene 1885-1904 af den Danske Gradmåling (datidens Geodætisk Institut). DNN GI er Dansk Normal Nul efter system GI (Geodætisk Institut). Betegnelse for det landsdækkende præcisionsnivellement, der blev udført i Danmark i årene 1939-1953 af GI (nu Geodatastyrelsen = Geodatastyrelsen). Der er ikke nogen enkel sammenhæng mellem de 2 systemer. Det nye højdesystem DVR90 (Dansk Vertikal Reference) afløste i 2005 de gamle DNN systemer.
Referencepunkter afsættes fysisk i projektområdet ved etablering af kotefikspunkter. Ved hjælp af moderne digital teknik er det let at sammenstille forskellige typer data. Antal og placering af fikspunkter afhænger af områdets størrelse, beskaffenhed og opmålingsmetode samt behovet for efterfølgende detailopmåling. Fikspunktsystemet efterkontrolleres, så det er muligt at afsløre unøjagtigheder i det bestående system og at dokumentere fikspunktssystemets kvalitet og nøjagtighed.
GPS
GPS er særdeles velegnet til fladeopmålinger. GPS-udstyret monteres på bil, motorcykel eller andet køretøj, der effektivt kan bevæge sig rundt i terrænet, mens der måles. GPS-metoden kan også anvendes ved detailmåling af vandløbstværsnit, tekniske anlæg/installationer mv. Dette bruges bl.a. i Vejle Amt, hvor der i nogle tilfælde laves projektering af projekter i marken .
Udgifterne til GPS-udstyr er væsentligt højere end udgifterne til traditionelle opmålingsinstrumenter. Til gengæld er effektiviteten større. Under gunstige forhold kan et opmålingshold dække 50-100 ha dagligt ved motoriseret GPS-måling. Nøjagtigheden er 1-2 cm ved måling af veldefinerede punkter og 2-8 cm ved måling af ikke-veldefineret punkter/flader. Der er dog situationer, hvor GPS ikke er egnet på grund af hindringer i landskaber, træer, skov, bygninger mv.
Totalstation og fotogrammetrisk opmåling
Opmåling med totalstation skal ske med reference til det etablerede fikspunktssystem. Nøjagtigheden er den samme som ved GPS, men effektiviteten er ikke så stor. Derfor må man forvente et øget tidsforbrug.
Fotogrammetrisk kortlægning er også en mulighed. Da startomkostningerne inkl. udlægning af paspunkter er store, kræver det er betydeligt areal (minimum et par hundrede hektar), før metoden er økonomisk fordelagtig. Fotogrammetriens nøjagtighed afhænger i høj grad af den efterfølgende tolkning af luftfotografierne, og den er sjældent så god, som man kan opnå ved opmåling med GPS eller totalstation.
3D Laserscanning
Med denne teknik kan man fra fly på kort tid opmåle højdevariationerne i et område med stor tæthed og præcision. Man kan registrere overfladekoten gennem vegetation med samtidig registrering af vegetationsoverfladen. Ved opmåling af større områder vil denne metode ofte være et fordelagtigt alternativ til de tidligere nævnte metoder. Fordelen stiger kraftigt i takt med kravene til højdemodellens detaljering og koternes nøjagtighed.
Baggrundskort
Eksisterende digitale vektorkort og rasterkort bør anvendes i størst muligt omfang som grundkort. Der findes flere kortværker - f.eks. DTK og Top 10 DK, der indeholder tilstrækkelig topografisk information til at præsentere et projekt og fremstille højdemodeller med begrænsede krav til nøjagtigheden.
Brug af eksisterende kortdata begrænser behovet for opmålingsarbejde. Baggrundskortet fremskaffes inden opmålingen, så et udtegnet eksemplar kan medtages i felten til berigtigelse og til at vurdere, hvilke topografiske elementer, der kan tilføjes eller udelades i forbindelse med opmålingen.