Naturbeskyttelse

Beskyttede naturtyper (Naturbeskyttelseslovens § 3),
Fredninger,
Strandbeskyttelseslinien,
Sø- og åbeskyttelseslinen,
Fortidsmindebeskyttelseslinien,
Friluftsliv

Vådområdeprojekterne gennemføres efter naturbeskyttelsesloven . Derfor skal projekterne opfylde lovens formål (§1) om bl.a. at beskytte naturen, forbedre og genoprette områder af betydning for vilde dyr og planter og for landskabelige og kulturhistoriske interesser. Desuden er det formålet at forbedre mulighederne for friluftslivet og give befolkningen adgang til at færdes i naturen.
Beskyttede naturtyper, naturbeskyttelseslovens § 3
Naturtypebeskyttelsen (beskyttelsen af søer, enge moser osv.), som i varierende form har eksisteret de sidste ca. 25 år, er et af de væsentligste instrumenter til at beskytte vilde dyr og planter og dermed også til opfyldelsen af en række internationale forpligtelser - herunder EU-forpligtelser. Desuden er naturtypebeskyttelsen et fast integreret led i den fysiske planlægning, således at beskyttelsen hermed i vidt omfang er afvejet og prioriteret i forhold til andre, herunder samfundsmæssige, interesser. Det ville derfor ikke være acceptabelt, hvis denne beskyttelse automatisk skulle vige for genopretning af vådområder. På den anden side må det forventes, at der kan meddeles dispensation fra § 3 bl.a., hvis en sådan dispensation ud fra en samlet vurdering fører til en naturmæssig forbedring i projektområdet.
Læs mere om beskyttede naturtyper .

Fredninger
Hvis et vådområdeprojekt berører et fredet areal, skal sagen behandles af fredningsnævnet.
Fredningsnævnet kan dispensere fra en fredning, når ændringerne ikke er i strid med fredningens formål ( naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1). Om der kan opnås dispensation, afhænger af nævnets vurdering af de enkelte ansøgninger.
Er der derimod tale om ændringer, der afviger meget fra indholdet i en fredning, skal der rejses en ny fredningssag ( naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 2.). Man skal være opmærksom på, at en ny fredningssag kan tage lang tid at gennemføre. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i fredningsnævnene har hidtil været over 2 år. Der er dog nu indført en bestemmelse om at fredninger, der ikke er afgjort inden 2 år, bortfalder medmindre fredningsnævnet i særlige tilfælde bestemmer at forlænge fristen.
Erfaringerne fra VMP II indsatsen viser, at det kan være meget vanskeligt på forhånd at vurdere om ændringerne er af sådan en karakter, at der kan dispenseres fra fredningen eller om det vil kræve en ny fredningssag. I flere tilfælde under VMPII indsatsen har de projektansvarlige således vurderet, at der kunne dispenseres i sager, hvor fredningsnævnenes afgørelser har vist det modsatte.
Skal der gennemføres en ny fredning, kan det betyde øgede projektomkostninger, bl.a. pga. af stigende jordpriser.
Strandbeskyttelseslinien
Nogle projektområder berører strandbeskyttelseslinien, fordi de ligger mellem strandbredden og kysten, jf. naturbeskyttelseslovens § 15. Den almindelige administrationspraksis skal i givet fald opretholdes.
Sø- og åbeskyttelseslinien
Genopretning af vådområder er omfattet af naturbeskytteleslovens §16 om sø- og åbeskyttelseslinjen i tilfælde, hvor der foretages terrænændringer inden for 150 m fra søer over 3 ha og fra de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje.
Fortidsmindebeskyttelseslinien
I nogle projektområder kan der ligge beskyttede fortidsminder, jf. museumslovens § 29 e og f og naturbeskyttelseslovens § 18. Kommunen kan dispensere fra 100 m beskyttelseslinien beskrevet i naturbeskyttelseslovens § 18. Hvis tidligere inddæmmede fjorde og vige opnår fri forbindelse med havet og bliver saltvandspåvirket, vil fortidsminder overgå til museumslovens § 29 g.
Landskabelige og kulturhistoriske interesser
Vådområdeprojekterne kan have betydning for landskabet og de kulturhistoriske interesser. Nedenfor nævnes nogle forhold, som kan overvejes, inden projekterne gennemføres:
• Ændringer fra eng til elle- eller pilesump kan sløre landskabsoplevelsen i ådale og i områder med udstrakte moser og søer. I brede ådale kan sump- og rørskov langs selve åen være med til at fremhæve åens forløb. Tilgroning langs åer i brede ådale vil ikke bryde landskabsoplevelsen i samme grad som i smalle ådale.
• Enge og moser var typiske elementer i kulturlandskabet op til midten af forrige århundrede. Mange bebyggelser, voldsteder m.m. afspejler tidligere forekomster af søer. Genopretning af enge og søer er som regel en stor gevinst for kulturlandskabet. Derimod kan naturlige tilgroningsområder med krat, skov og rørsump ofte forstyrre det kulturhistoriske billede.
• I nogle lavbundsområder er der synlige levn fra forhistorisk, historisk eller nyere tid. Under overfladen kan der være arkæologiske levn f.eks. bopladser og offerpladser med velbevarede kulturlag eller enkeltgenstande. Hvor der gennem tiderne har været stor menneskelige akitivitet, kan der gemme sig 10-20 gange flere lokaliteter med levn end de, vi kender i dag.
• Generelt vil hævet vandstand forbedre oldsagernes bevaringsforhold. Men der kan opstå store skader, især på oldsager af træ, hvor arealerne gror til - f.eks. hvis det sker med pil og padderok, der har dybtgående rødder. Tilgroning kan undgås ved græsning og høslæt, eller ved at hæve vandstanden så meget, at der står blankt vand.
• En høj vandstand kan også have ulemper. Der kan f.eks. opstå erosion på voldsteder og på stenalderbopladser, der ofte er koncentreret i kanten af de oprindelige vådområder. Gamle broer og veje kan blive utilgængelige, og kanaler ved mølleanlæg kan blive oversvømmet.

Friluftsliv
Hvis der i forbindelse med genopretning af et vådområde sker jorderhvervelser, kan de eksisterende veje og stier sikres ved tinglysning, før arealerne videresælges. I dag har alle - på langt de fleste steder - ret til at færdes til fods og på cykel på eksisterende veje og stier i det åbne land ifølge naturbeskyttelsesloven samt mark- og vejfredsloven . De generelle regler kan ikke altid forhindre lodsejerne i at nedlægge private veje og stier. Man kan også forsøge at etablere stier gennem frivillige aftaler, som i givet fald bør tinglyses. Endelig kan der tinglyses almindelig adgangsret uden for vej og sti.
Etablering af nye friluftsanlæg, bl.a. udsigtstårne, fugleskjul, bådebroer og shelters, kan yderligere gavne friluftslivet, men vær opmærksom på, at sådanne anlæg ofte kræver særskilt tilladelse. Det kan fx dreje sig om dispensation fra naturbeskyttelsesloven (§§ 3 og 16) samt godkendelse efter vandløbsloven. Hvis vådområdet ligger i eller i nærheden af et Natura 2000-område, skal det endvidere vurderes, om anlægget og den deraf øgede forstyrrelse har indflydelse på de arter og naturtyper, området er udpeget for.
Læs om reglerne for frittidssejlads på søer og vandløb her .
Friluftsanlæg kan i mange tilfælde ikke finansieres af projekttilskud, hvorfor der i sådanne tilfælde må findes andre midler. Det kan også være nødvendigt at nedlægge eksisterende friluftsanlæg, f.eks. skydebaner, som følge af vandstandshævningen eller fordi særlige naturinteresser taler for det. Hvis eksisterende friluftsanlæg nedlægges, skal man forsøge at etablere nye som erstatning i eller uden for projektområdet.
Kommunerne kan øge interessen og mulighederne for naturoplevelser ved at informere om projekterne, bl.a. gennem foldere og skiltning. I lighed med andre oplevelsesmuligheder i det åbne land, kan de genskabte områder lægges ind på friluftskortet – især hvis der er knyttet friluftsfaciliteter, f.eks. under fugletårne, eller gode adgangsmuligheder for offentligheden til projektet. Mange vådområder kan indgå i projekter som f.eks. „Spor i Landskabet", og benyttes til at understøtte den kommunale friluftsstrategi.