Eksempel fra Vestsjællands Amt: Åmosen

Store Åmose er Sjællands største mose og Danmarks største lavmose. Hele området er dannet ved tilgroning af en stor sø, som blev dannet efter istiden. Ud over betydelige naturmæssige interesser, er området af stor arkæologisk værdi, da der i en international sammenhæng findes en unik koncentration af velbevarede bopladser, fiskepladser og offersteder fra stenalderen. De naturmæssige interesser er regionalt vigtige, men arealmæssigt beskedne og især tilknyttet  fattigkær/hedemoser og kalkkærvegetation.

I krigsårene og umiddelbart efter skete en betydelig indvinding af tørv i Åmosen. Området blev udsat for en gennemgribende afvandning omkring 1960. Det betød en kraftig afvanding af moseområdet og deraf omdannelse af moseområder til dyrkningsjord. Men det betød også at de bevarede bopladser blev udsat for nedbrydning. Området blev udnyttet landbrugsmæssigt intensivt, men allerede i 1970’erne havde tørvejorden sat sig så meget, at landbrugsdriften blev mindre interessant. Sidst i 1990’erne, var kun ca. 1/3 af arealet opdyrket, 1/3 lå brak og den sidste 1/3 lå hen i udyrkede arealer og naturområder.

Stor interesse for vådområde projekt

Da det blev muligt gennem VMP II-projekter at opnå tilskud til at genskabe vådområder, var der en relativ stor interesse for at indgå i et projekt i den Østlige del af Store Åmose. Det projektområde der blev undersøgt udgjorde ca. 1400 ha. For at sikre en tilstrækkelig kvælstoftilbageholdelse skulle projektet udføres ved at hæve vandstanden i Åmose Å og lede vandet fra åen ud over de tidligere dyrkningsjorde. Da det var et relativt stort areal og som følge af en varieret grad af sætninger, betød det, at der blev dannet en lavvandet sø på 4-600 ha. Hvorigennem Åmose Å skulle løbe.

Projektet opgives

Der blev bevilget penge til et forprojekt, og på daværende tidspunkt var samtlige af de berørte lodsejere indstillet på, at der kunne arbejdes videre med projektet. Men kort tid efter kom indsigelser fra lystfiskerinteresser som så en risiko for at smolt ikke kunne passere søen uden store tab. I amtets egen vandløbsafdeling kom man til samme konklusion, og da der var udpeget vandløb som gyde- og opvækstvand (B1) opstrøms Åmosen, så blev det besluttet i amtet ikke at gennemføre projektet.

Samarbejde om fælles løsning

Dette medførte voldsomme reaktioner blandt øvrige naturinteresser og hos kulturhistoriske interesser, som så en væsentlig værdi i at få vådgjort Åmosen. Det afstedkom, at der blandt disse interesser blev sat arbejde i gang for at imødegå den trufne beslutning. Især et samarbejde mellem Kalundborg Museum og lokale lystfiskerinteresser (!) fandt frem til, at påvirkningen på smolten nok var stærkt overdrevet. Baggrunden for dette udsagn var, at den sø, der ville dannes ville få en gennemsnitlig vanddybde på under en halv meter, og sandsynligvis ville udtørre delvist i sommerhalvåret. Da Åmose Å samtidig er udformet som et stærkt reguleret og dybtliggende vandløb, hvor bundkoten på strækningen gennem søen ville ligge 4- 5 meter under vandspejl, blev det vurderet, at der ville være en kraftig ledende strøm, som kunne styre smolten gennem søen. Det blev endvidere oplyst, at der aldrig har været en naturlig bestand af ørredfisk i de vandløb, som ligger opstrøms Åmosen, hvilket kan skyldes en betydelig større forhindring længere nede i vandløbssystemet, nemlig Tissø.

Projektet genoptages

Der var således mulighed for at genoptage projektet, men i mellemtiden var VMP II ordningen udløbet og planerne om at skabe en naturpark i området var begyndt. Senere er der bevilget midler fra Miljøministeriet til et muligt projekt .

mh, Vestsjællands Amt