Nedsivning fra spabade

Med spabade menes her boblebade, spabade og jacuzzier.

Når afløbet fra spabade skal nedsives i et nedsivningsanlæg, er det vigtigt at skelne mellem to anvendelsesformer.

  1. Private spabade. Disse har et badevolumen på 150 - 200 liter. Spabadet tømmes efter hver badning. Disse spabade findes i mange parcelhuse og mange nye sommerhuse.
  2. Større spabade. De er beregnet til flere personer, og de tømmes ikke efter brug. Disse spabade findes i mange større udlejningssommerhuse, hoteller m.v.

Private spabade

Disse spabade kan sammenlignes med et normalt badekar og kan uden problemer nedsives i et normalt nedsivningsanlæg for et parcelhus. I disse spabade tilsættes ikke klor til vandet. En gang i mellem anvendes en "klor/brom tablet" for at sikre sig mod bakterievækst i slanger/rør. Denne tablet har intet med klortilsætning at gøre, og den har ikke større effekt på bundfældningstanken, end afkalkning af WC og brusekabiner har.

Man skal dog være opmærksom på, at hvis de private spabade har et badevolumen på over 250 liter, så kan tømning af dette "badekar" medføre ophvirvling af slam i bundfældningstanken. Derfor bør man her anvende en større bundfældningstank på for eksempel 3 kubikmeter for et parcelhus.

Større spabade

I større spabade, der ikke tømmes hver gang de har været brugt, er man nødt til at tilsætte klor for at sikre hygiejnen.

Når disse spabade en gang i mellem skal tømmes, vil vandet indeholde klor, og vandvolumenet vil være stort. Disse anlæg må ikke tilsluttes til samme nedsivningsanlæg som husholdningsspildevandet, men skal nedsives i et separat anlæg efter følgende retningslinjer:

  • Klorholdigt spildevand nedsives i separat nedsivningsanlæg. Det skal udformes med sivedræn som et normalt nedsivningsanlæg. Der skal benyttes mindst 10 meter sivedræn, og afstanden til nedsivningsanlæg for husspildevand skal være mindst 10 meter.
  • Bundfældningstanken udformes som en 1-kammertank. Størrelsen afpasses efter den tilførte mængde. Tanken skal dog mindst være 1 kubikmeter.
  • Krav i spildevandsbekendtgørelsens kapitel 15 vedrørende afstande til vandindvindinger, vandløb, søer og havet samt afstandskrav på mindst 1 meter til højeste grundvandspejl skal være overholdt.
  • Udledning af klorholdigt vand skal betjenes manuelt (det vil sige, at vandet selv skal løbe ud af spabadet, det må ikke pumpes ud). Tømning må ikke foregå automatisk for eksempel via et overløb eller lignende.