Kan resistens forsvinde?

At være resistent overfor antikoagulanter er ikke udelukkende positivt for den resistente rotte eller mus, for det at kunne overleve indtag af antikoagulanter har nogle omkostninger for de resistente individer.

Omkostningerne er et konstant forøget behov for ekstra vitamin K for at kunne opretholde normal blodkoagulering. Det øgede behov for vitamin K har en række afledte effekter som nedsat vækst (for eksempel lavere kropsstørrelse og vægt), ringere succes med formering, misdannelse af knoglestrukturer og en øget risiko for åreforkalkning. Så hvis giften blev fjernet fra rottens eller musens omgivelser, vil vi i teorien kunne favorisere de følsomme individer fremfor de resistente, og meget langsomt vil frekvensen af resistente rotter og mus falde.

Problemet med denne teori er, at resistens kan forekommer i to versioner i en bestand. Enten har man to ens kopier af resistensgenet, altså homozygotiske resistent , eller også har rotten eller musen kun en kopi af resistens-genet, heterozygotisk resistent (rotten eller musen har både en resistent og en følsom kopi).

Den første type (homozygotiske resistente rotter) vil formentlig forsvinde hurtigere ud af bestanden, da de negative følger for denne type er stærkere. Den anden type (heterozygot resistent) har fortsat en følsom kopi af genet, og derfor er de negative konsekvenser ikke så udtalte for denne type. Man kan antage, at de kun har det lidt dårligere end de følsomme rotter. ”Udvaskningen” af resistensgenet vil derfor tage mange (ukendte) generationer af rotter eller mus. Men det er ikke det samme som, at det ikke er muligt at udrydde resistens. Kodeordet for dette er en effektiv rottebekæmpelse, hvor de sidste rotter eventuelt bliver bekæmpet med alternative bekæmpelsesmetoder som for eksempel fælder eller en af de stærkere gifte.