Adfærdsmæssig resistens

Rotter er fra naturens side mistænksomme over for alt nyt (neofobi), og det gælder også over for eksempelvis nye fødeemner i omgivelserne. Når der opsættes en foderstation, vil rotten derfor ofte være forbeholden over for den. Først skal rotten overvinde sin angst for at gå ind i foderstationen, og derefter skal den finde ud af, om det så også er sikkert at æde af giften.

Hvis rotten begynder at æde af giften, vil den ikke i første omgang kaste sig over giften og æde løs. Den vil i stedet smage på giften og afvente virkningen. Hvis den kan lide føden og ikke bliver dårlig, så kommer den tilbage og æder mere.

Den tænkende rotte

Adfærdsmæssig resistens er noget, der typisk kan forbindes med de tidligere anvendte akutte gifte, som blev anvendt til bekæmpelse af rotter.

Rotter har en associationsevne, der går cirka syv timer tilbage. Det betyder, at hvis rotten i et tidsrum inden for syv timer bliver dårlig af noget, den har ædt (for eksempel akut gift), så vil den fremover undgå at æde af giften.

Den adfærdsmæssige skyhed kan smitte af på andre rotter i en bestand, og dermed kan der opstå et decideret bekæmpelsesproblem.

Antikoagulanter er langsomt virkende

Adfærdsmæssig resistens er med de nuværende antikoagulanter ikke så problematisk som for de akutte gifte, der nu er forbudte.

Antikoagulanter er langsomt virkende gifte, og de første virkninger viser sig først cirka fire til seks dage efter indtagelsen af en dødelig dosis. Det betyder, at rotten ikke vil kunne associere smerten eller ubehaget med indtagelsen af antikoagulanten.

Når gnaveren har føde nok

Af og til vil rotter og mus ikke æde af den gift, der bliver lagt ud, fordi der er for mange attraktive fødekilder i omgivelserne, som giften ikke kan konkurrere med.

Det er ikke et udtryk for ”adfærdsmæssig resistens”, men har at gøre med rotters og mus generelle fødepræferencer.

I sådanne tilfælde må man som bekæmper forsøge at eliminere de alternative fødekilder og på den måde tvinge rotterne og musene til at æde af giften.

Er det ikke muligt helt at fjerne de alternative fødekilder, kan man forsøge med andre produkter, som kan virke mere attraktive for gnaveren som for eksempel et skift fra korn til pasta.