Forslag til tiltag i praktisk bekæmpelse

Hvis der konstateres resistens, er det vigtigt at fokusere på, at alle rotter og mus bliver bekæmpet, og at bekæmpelsen ikke er slut, før den sidste gnaver er død.

Det umiddelbare valg, når resistens er blevet et problem, er at gå et niveau højere op i styrke, for det er det nemmeste. Men følges denne del af bekæmpelsen ikke op med grundighed, er der intet vundet. I værste fald kan man stå med et endnu større resistensproblem måneder senere.

At benytte en stærkere gift er ikke ensbetydende med, at man får alle rotter eller mus bekæmpet. Skiftet til et nyt bekæmpelsesmiddel kan udløse en midlertidig eller varig skyhed hos de tilbageblivende individer.

I tilfælde af mistanke om resistens bør bekæmperen med det samme supplere med fælder og eventuelt udvide bekæmpelsesområdet, idet bekæmpelsen bør omfatte marginalrotter- eller mus (rotter og mus der lever i de nære omgivelser). Bekæmpelsen fortsætter indtil følgende er opnået:

  • Der ikke længere ædes af giften.
  • Der ikke længere fanges rotter eller mus.
  • Der ikke længere kan ses rotte- eller museaktivitet – målt for eksempel ved udlægning af sporarealer/plader (mel).

Antikoagulanter er ikke løsningen på al rotte – eller musebekæmpelse. En målrettet og grundig bekæmpelse med inddragelse af de nødvendige alternative bekæmpelsesmidler og en rotte- og musesikring vil altid være løsningen.