Resistens hos rotter

På nuværende tidspunkt er antikoagulanter de eneste kemiske midler, der må benyttes til bekæmpelse af rotter og mus i Danmark. Men når man i længere tid har brugt antikoagulanter til bekæmpelse af gnavere, så er der mulighed for, at dyrene på et tidspunkt bliver resistente over for giften. Her på siden kan man finde information om, hvordan resistens udvikles, og hvad der kan gøres.

Da antikoagulanter anvendes til bekæmpelse af både rotter og mus, så er anbefalingerne på denne side om resistens også gældende for mus. Derudover indgår mus ofte i den samlede bekæmpelsesstrategi hos private bekæmpelsesfirmaer, og mus besøger desuden ofte giftdepoter, der er udlagt til bekæmpelse af rotter.

Ifølge Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter er alle, der er autoriserede til at bekæmpe rotter med antikoagulanter, forpligtiget til at følge den gældende resistensstrategi udarbejdet af Naturstyrelsen, som lyder:

Ved bekæmpelse af rotter med kemiske midler skal antikoagulanten med det svageste aktivstof anvendes først.

Bekæmpelse med flere metoder 

Bekæmpelse af rotter og mus bør aldrig ensidigt ske ved brug af antikoagulanter. I mange tilfælde kan antikoagulanterne erstattes af andre forebyggelses- og bekæmpelsesmetoder, og overordnet set er det vigtigt for en effektiv bekæmpelse, at alternative metoder integreres i bekæmpelsen og forebyggelsen af rotter.

Nogle af de væsentligste alternativer til antikoagulanter er:

  • Bygningssikring.
  • Renholdelse.
  • Renovering af kloakker og ledningsnet.
  • Begrænsning af rotternes mulighed for at finde vand, mad og skjulesteder.
  • Tilpasninger af områder i naturen, så de ikke virker tiltrækkende på rotter.
  • Fældefangst.
  • Biologisk bekæmpelse ved tiltrækning af rovdyr og rovfugle, der æder rotter.

Styrelsen har udarbejdet denne side om antikoagulant resistens for at informere og hjælpe kommuner, rottebekæmpere og bekæmpelsesfirmaer i spørgsmål angående resistens.