Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Fakta om rottegifte

Allerede i 1923 opdagede man i Canada en kvægsygdom, som blev kaldt Sweet Clover Disease’, hvor husdyr blev syge af at spise planten skimmel stenkløver, der indeholder stoffet Kumarin. Kumarin forhindrer leveren i at danne stoffet Prothrombin, der er nødvendigt for at opretholde blods størkningsevne.

Siden denne opdagelse er der blevet udviklet mange forskellige arter af antikoagulante stoffer, som blandt andet er blevet brugt til rottegifte. Antikoagulante midler hæmmer blodet i at størkne, hvorefter rotten dør af forblødninger i indre organer eller under huden.

En af fordelene ved antikoagulanter frem for andre gifte er, at den tid det tager, før giftene medfører døden, betyder, at rotterne ikke forbinder giften med det stigende ubehag, og derfor lærer rotterne ikke at undgå giften, men fortsætter med at spise den.

Forskellige former for gift

Der findes i dag tre typer af rottegifte:

  • Ædegifte : Baseret på et kornprodukt tilsat en advarselsfarve. Midlerne fås som hvalsede kornprodukter, piller, blokke eller pasta. Ædegifte kan være uegnede eller meget lidt effektive i fødevare- og landbrugsvirksomheder, hvor der er andre fødekilder.
  • Trædegifte : Indeholder de samme stoffer som ædegiftene, men i højere koncentrationer. De blæses i rotternes huller og udstrøs på deres urinafmærkninger, så dyrene får gift på poter, hale og pels, når de passerer. Rotten slikker efterfølgende giften i sig, når den pudser sig.
  • Drikkegifte : Som regel blåfarvede opløsninger af samme aktive stoffer som de to forestående. Kan med fordel anvendes, hvor der er rigeligt føde for eksempel på kornlagre.

Der er følgende tilladte midler på det danske marked:

Coumatetralyl: Formuleret som både ædegift, trædegift og drikkegift. Er lidt kraftigere i sin virkning end den første brugte rottegift Warfarin, der har været forbudt i Danmark siden 1994, og er i nogen grad effektiv over for Warfarin-resistente individer. Kun effektiv i flere doser.

Chlorophacinon:  Hører sammen med warfarin og coumatetralyl til 1. generations antikoagulanterne. Chlorophacinon er af indandiontypen og er olieopløseligt. Er lidt svagere i sin virkning over for rotter end coumatetralyl. Mest effektiv overfor rotter ved traditionel udlægning.

Bromadiolon: Den mest benyttede antikoagulant i Danmark. Formuleret som ædegift og trædegift.

Difenacoum: Fås som ædegift og er meget effektiv over for begge rottearter og mus.

Brodifacoum: Formuleres som ædegift, pasta og blok. Kraftigt virkende og effektiv over for de fleste gnaverarter ved en enkeltdosis.

Flocoumafen: Fås som ædegiftblok og er kraftigt virkende. Effektiv over for rotter og mus efter en enkelt indtagelse.

Difethialon: Fås som ædegiftblok og er meget kraftigt virkende. Virksom over for rotter og mus efter en enkelt indtagelse.

Miljøstyrelsen og Skadedyrlaboratoriet har sammen lagt en resistensstrategi for giftanvendelsen, der går ud på, at man altid vælger de svagest mulige bekæmpelsesmidler. Strategien har til hensigt både at sinke resistensudviklingen og være i overensstemmelse med samfundets generelle ønske om at bruge det svageste kemiske middel til at løse skadedyrsproblemer.

Desuden vil strategien formodentligt også have en effekt på antallet af sekundære forgiftninger, hvor andre dyr bliver forgiftet af at spise dyr, der har spist rotter.