Nyhedsbrev nr. 8 – Rejseholdet om Vandforsyning 2015 -2016

06-06-2016

Nu er kortlægning af grundvand færdig

For at fremtidssikre drikkevandet er grundvandet inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger blevet kortlagt. I alt er 40 % af Danmark blevet kortlagt. Det er områder, hvor der er et ønske om at beskytte grundvandet ekstra godt, så fremtidige generationer kan drikke rent, urenset grundvand. 

Arbejdet med at analysere og vurdere områder blev sat i gang i 1999 og er udført af de tidligere amter, Miljøcentre og Naturstyrelsen med faglig bistand fra GEUS og Aarhus Universitet. Grundvandskortlægningen har samlet set kostet 2,2 mia. kroner.

På baggrund af kortlægningen er der med bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer 25. april 2016 ( https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=174625 ) udpeget ca. 7.000 km 2 , der er følsomme over for nitrat og sprøjtemidler. Det er første gang, der udpeges sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder. Heraf er 5.000 km 2  udpeget som indsatsområder, hvor der kan være behov for bedre beskyttelse, hvor kommunerne derfor skal udarbejde indsatsplaner for at beskytte grundvandet ekstra godt.

 

Arbejdet med den næste bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer er startet

Naturstyrelsen udarbejder, jf. miljøvurderingslovens § 7, stk. 1, en miljørapport med en miljøvurdering af den kortlægning, som foretages med bekendtgørelsen. Styrelsen igangsatte derfor den 2. maj 2016 en såkaldt scoping med det formål at fastlægge rammerne for miljøvurderingen. Efter endt scoping udarbejder Naturstyrelsen en miljørapport, hvorefter et udkast til bekendtgørelsen bliver sendt i 8 ugers offentlig høring.

Bekendtgørelsen indeholder områdeafgræsninger fra alle de kortlægninger, der blev gjort færdige i 2015, dvs. områder med drikkevandsinteresser (OD), områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for områder med særlige drikkevandsinteresser (IOL), nitratfølsomme indvindingsområder (NFI), sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI) og indsatsområder (IO).         

Naturstyrelsen forventer at udstede bekendtgørelsen om udpegning af drikkevandsressourcer ultimo 2016.

 

Naturstyrelsen holder grundvandsdage

Naturstyrelsen har inviteret grundvandsmedarbejdere fra alle landets kommuner samt regionerne til temadag til grundvandsdage den 14. juni i Aalborg og den 16. juni i Odense.

I foråret 2015 blev det ved lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. (lov nr. 538 af 29/04/2015) besluttet, at den statslige grundvandskortlægning fortsætter frem til og med 2020.

Selve kortlægningsopgaven består fremadrettet af at kortlægge og udpege nye indvindingsoplande uden for OSD, afgrænse nye indvindingsoplande inden for OSD, samt i mindre omfang justere afsluttede kortlægninger. Samtidig er der sket en omstrukturering af Grundvandskortlægningen, der fra august 2016 bliver samlet i en enhed i Aalborg.

Kombinationen af opgavereduktion og omstrukturering gør, at Naturstyrelsen kommer til at gribe kortlægningsopgaven lidt anderledes an end tidligere. Formålet med at invitere kommunale og regionale grundvandsmedarbejdere til grundvandsdage er at informere om disse ændringer samtidig med, at Naturstyrelsen har mulighed for erfaringsopsamling og for at få feedback på de forandringer, der ér trådt i kraft, samt de nye initiativer, der er igangsat i 2016.

Naturstyrelsens Rejsehold om Vandforsyning, BNBO-teamet samt GeoCloud eksperterne vil være tilstede på grundvandsdagene.

Der er tilmeldt 57 kommuner og samtlige regioner.

 

Tidsplan for fastlæggelse af boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)

For Naturstyrelsen beregner og fastlægger Orbicon BNBO for de boringer, som ikke tidligere har fået fastlagt BNBO. Naturstyrelsen fastlægger selv BNBO for en begrænset del af boringerne. Orbicons og Naturstyrelsens fastlæggelse af BNBO forventes afsluttet i slutningen af september. Der vil blive beregnet BNBO for i alt 4.668 indvindingsboringer til almene vandforsyninger. Arealet af et BNBO er typisk 2 - 3 hektar.

Frem til slutningen af september sendes de beregnede BNBO til kommentering hos kommunerne. Som udgangspunkt er kommenteringsperioden 2 uger. Kommenteringen foretages sideløbende med færdiggørelsen af beregningerne. Høringsperioden forventes afsluttet i slutningen af oktober.

I forlængelse af kommunernes kommentering foretages eventuelle genberegninger eller genhøringer af BNBO, hvorefter Naturstyrelsens godkender beregningerne. Dette forventes afsluttet i starten af november, hvorefter projektet afsluttes ved udgangen af året.

Læs mere om BNBO her  http://naturstyrelsen.dk/vandmiljoe/vand-i-hverdagen/grundvand/boringsnaere-beskyttelsesomraader/

 

Sådan kontakter du rejseholdet

E-mail: 

Telefonisk hotline: 93 56 40 62 Vores hotline er åben mandag og tirsdag fra kl. 10 -12 & onsdag fra kl. 13 - 15.

Sådan bestiller du et møde med rejseholdet:

Bestilling af besøg sker ved at skrive eller ringe til os. Vi vil gerne målrette besøget. Derfor beder vi dig om at udfylde dette  skema  og returnere det til rejseholdets e-mail minimum to uger før rejseholdets besøg.

Vi glæder os til at høre fra jer.