Drikkevand

Miljøstyrelsen vejleder om reglerne om kvalitet af drikkevandet for at sikre, at forbrugerne får rent og velsmagende drikkevand - direkte fra hanen

Nyheder om drikkevand

Næsten alle steder i Danmark kan man indvinde grundvand, der er egnet til fremstilling af drikkevand,  der er rent og smager godt. Faktisk indvinder vi næsten 100 % af vores drikkevand fra grundvand i Danmark, hvilket er ret unikt.

Grundvandet er en meget vigtig ressource både for vores drikkevandsforsyning og for vandmiljøet, og derfor arbejder Miljøstyrelsen både med at kortlægge det, overvåge det og beskytte det. Du kan læse mere om vores arbejde med grundvandskortlægning, grundvandsbeskyttelse og grundvandsovervågning. For at også at beskytte grundvandet på dets vej op af jorden, vejleder Miljøstyrelsen om krav til brønde og boringer.

Grundvandet bliver normalt iltet og filtreret på et vandværk, inden det pumpes ud til forbrugernes vandhaner. I nogle tilfælde er en videregående vandbehandling dog nødvendig, for at sikre tilfredsstillende drikkevandskvalitet. Her på siden kan du læse mere om, hvordan grundvandet bliver til drikkevand.

Kvaliteten af drikkevandet reguleres gennem en række danske love og bekendtgørelser samt EU direktiver:

Vandforsyningssystemet

Vi har en decentral vandforsyningsstruktur i Danmark. Det betyder, at drikkevandet typisk produceres på en vandforsyning i lokalområdet. Mere end 95%  af danskerne modtager drikkevand fra landets ca. 2.600 almene vandforsyninger.

De almene vandforsyninger har meget forskellig størrelse. De største vandforsyninger leverer vand til flere hundrede tusinde mennesker hver dag, mens de mindste leverer vand til 10 ejendomme. Produktionsapparatet på de største vandforsyninger består ofte af flere vandværker, mange og lange distributionsledninger og flere hundrede boringer. De mindste almene vandforsyninger kan bestå af et lille vandværk, en enkelt boring og kortere ledningsnet.

De største vandforsyninger, som sælger eller behandler mere end 200.000m3 vand om året, er omfattet af vandsektorloven, som regulerer de organisatoriske og økonomiske forhold for danske vand- og spildevandsforsyninger. Her kan du læse mere om regulering af vandsektoren.

Ud over de almene vandforsyninger skønnes, at der er ca. 50.000 ikke-almene vandforsyninger – dvs. vandforsyninger, der forsyner færre end 10 ejendomme. Disse vandforsyninger forsyner få procent af danskerne med drikkevand. Hovedpartenaf disse er private enkeltindvindere, som kun indvinder til eget forbrug.  

Ansvarsfordeling

Miljøministeriet og Miljøstyrelsen har ansvaret for den danske lovgivningen på området, herunder bl.a. hvilke krav der stilles til drikkevandets kvalitet og kontrolprogrammerne, samt at vejlede om reglerne. 

Kommunerne er myndighed på vandforsyningsområdet, og skal derfor godkende vandforsyningens kontrolprogram, føre tilsyn med, om vandforsyningen lever op til kravene til drikkevandets kvalitet og tilse vandforsyningens tekniske anlæg. En række af kommunens afgørelser er underlagt underretningspligt til Miljøstyrelsen. 

Vandforsyningens ansvar er at drive vandforsyningen effektivt og sikre, at drikkevandet overholder de fastsatte kvalitetskriterier. Ansvaret for at kontrollere drikkevandets kvalitet ligger hos den enkelte vandforsyning. 

Tilladelse og kontrol

Kravene til indvindingstilladelse, kontrol med drikkevandet og eventuelt rensning afhænger dels af vandforsyningens størrelse og dels af, hvilke typer af forbrug som vandet skal anvendes til. Miljøstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger til brug for kommunerne, som går mere i dybden med de regler, som gennemgås i de følgende afsnit.

Hvem er omfattet af drikkevandskontrol?

Som udgangspunkt er alle vandforsyninger, der leverer drikkevand, omfattet af reglerne om obligatorisk kontrol af drikkevandets kvalitet.

Der er dog nogle undtagelser:

  • Vandforsyninger, der alene forsyner én husstand med mindre end 10 m3 vand om dagen uden at levere vand til kommerciel eller offentlig aktivitet, er undtaget kravet om kontrol. 
  • Vandforsyninger, der leverer mindre end 10 m3 vand om dagen til 1 til 9 ejendomme uden kommerciel eller offentlig aktivitet, har kun pligt til at foretage en såkaldt forenklet kontrol af vandet.

Alle andre vandforsyninger, som forsyner 10 eller flere ejendomme (almene forsyninger), eller som leverer vand til kommercielle eller offentlige formål, er underlagt kravet om fuld kontrol.

Ved ’kommerciel eller offentlig aktivitet’ skal forstås institutioner, restauranter, hospitaler, hoteller, forlystelsesetablissementer mv. Det er kommunen som vurderer, om en konkret aktivitet er dækket af begrebet.

Reglerne om kontrol blev i 2017 ændret for de små enkeltindvindere, som ikke leverer vand til offentlig eller kommerciel aktivitet. Kommunerne kan ikke fremover påtvinge ejeren af en forsyning, der alene leverer vand til egen husstand at kontrollere vandet. 

Det er fortsat kommunen, der giver indvindingstilladelser og tilladelser til vandindvindingsanlæg, jf. vandforsyningslovens §§ 20 og 21. Kommunen fører også fortsat tilsyn med indretning og driften af vandforsyningsanlæg, jf. § 57.

Ejeren af en drikkevandsforsyning på mere end 10 m3 vand pr. dag skal kontrollere vandet i henhold til et kontrolprogram fastsat af kommunalbestyrelsen efter drikkevandsbekendtbekendtgørelsens § 7.

Landbrug og andre primærproducenter anses for fødevarevirksomheder

Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. § 1, stk.1, nr. 1, litra a, skal vand, som leveres til fødevarevirksomheder som udgangspunkt også opfylde drikkevandskvalitetskrav og skal ligeledes kontrolleres i henhold til et kontrolprogram fastsat af kommunalbestyrelsen efter drikkevandsbekendtbekendtgørelsens § 7. Fødevarevirksomheder i drikkevandsbekendtgørelsens forstand skal forstås i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens regler, hvorefter primærproducenter er at anse for fødevarevirksomheder. Der er der dog to undtagelser fra kravet om drikkevandskvalitet. Én undtagelse er drikkevandsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, som giver mulighed for, at en fødevarevirksomhed efter ansøgning til Fødevarestyrelsen kan få tilladelse til at anvende vand, der ikke opfylder alle kravene til drikkevand, forudsat at det kan dokumenteres, at vandets kvalitet ikke kan påvirke den færdige fødevares sundhed eller sundhedsmæssige beskaffenhed. Den anden undtagelse er drikkevandsbekendtgørelsen § 4, stk. 3, som fastlægger, at drikkevandskvalitetskravene ikke finder anvendelse for vand fra vandforsyningsanlæg, for så vidt angår vandforsyning til fødevarevirksomheder, hvor der i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer alene er krav om anvendelse af rent vand, som defineret i forordningerne.

Fødevarevirksomheder skal således som udgangspunkt anvende drikkevand. Det vil sige, at vandet skal overholde kvalitetskravene i drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 a-d. Dette gælder både, når vandet leveres fra en almen vandforsyning og fra en ikke-almen vandforsyning, herunder en enkeltindvinder, der alene forsyner fødevarevirksomheden.

Det er Fødevarestyrelsens ansvar at vurdere, hvorvidt der i en given fødevarevirksomhed alene er krav om anvendelse af rent vand, som defineret i hygiejneforordningerne, jf. § 4, stk. 3. I kapitel 10 i Fødevarestyrelsens hygiejnevejledning er det uddybet, hvornår en fødevarevirksomhed skal anvende vand, der opfylder kvalitetskravene til drikkevand, og hvornår virksomheden kan anvende andre vandkvaliteter.

Ofte stillede spørgsmål om indvindingsanlæg, der ikke er omfattet af krav om obligatorisk kontrol

Hvilke stoffer kontrolleres der for?

Drikkevand fremstillet af grundvand indeholder en række naturlige stoffer, som er med til at give vandet smag og karakter. Imidlertid kan grundvandet også indeholde stoffer, som er uønskede i drikkevand. Det kan både være naturligt forekommende stoffer i jorden, men også stoffer fra menneskeskabt forurening. Drikkevandet bliver kontrolleret for begge dele gennem fastsatte krav til stoffernes maksimale koncentration i drikkevandet. Disse fremgår af drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1a – 1f. Generelt gælder kravene ved forbrugers taphane, dog gælder kravet for nitrit ved afgangen fra vandværket, jf. fodnote 3 i bilag 1d til drikkevandsbekendtgørelsen.

Ud over de stoffer som der er faste krav til, er nogle stoffer reguleret som kvalitetskriterier med anbefalede grænseværdier. Disse fremgår af bilag B til Drikkevandsvejledningen.

Vandforsyninger som er omfattet af reglerne om obligatorisk kontrol skal som udgangspunkt kontrolleres for alle stoffer på drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1a - 1f. Nogle stoffer på bilagene er dog kun relevante at kontrollere for, såfremt vandforsyningen er beliggende i områder med særlig risiko, eller anvender specifikke stoffer i forbindelse med drikkevandsfremstillingen. Kommunen skal desuden i forbindelse med udarbejdelse af kontrolprogrammet tage stilling til, om der er andre parametre, eksempelvis stoffer med fastsatte kvalitetskriterier, som ud fra de lokale forhold er relevante at kontrollere.

Kommunen har også mulighed for at afgøre, at de ellers obligatoriske parametre kan undlades i kontrollen. Dette forudsætter gennemførelse af en risikovurdering i overensstemmelse med Drikkevandsbekendtgørelsens bilag 6.

Ved en forenklet kontrol kontrolleres vandet generelt kun for: udseende og lugt, pH, ledningsevne, arsen, nitrat, coliforme bakterier, Escherichia coli (E. coli) og kimtal ved 22°C.

Enkeltindvindere som ikke er omfattet af krav om kontrol vil typisk blive anbefalet at kontrollere for de samme parametre som ved forenklet kontrol.

Der er en kun få undtagelser til kravene om drikkevandskvalitet:

  • Fødevarevirksomheder kan i særlige tilfælde få tilladelse til at anvende vand til fødevarefremstilling, som ikke opfylder alle kvalitetskravene til drikkevand.
  • I de tilfælde, hvor fødevarevirksomheder ikke har krav om at anvende vand af drikkevandskvalitet jf. fødevarehygiejneforordningerne.
  • Der må etableres anlæg til opsamling af regnvand fra tage til WC-skyl og tøjvask i maskine. 

Hvordan foregår kontrollen?

Drikkevandets kvalitet måles løbende i de boringer, der leverer grundvand til vandværket, ved afgang fra vandværket ud i distributionsnettet til forbrugerne og ved stikprøve ved forbrugerens taphane. Kvalitetskravene gælder som hovedregel ved forbrugerens taphane. 

Udtagning af kontrolprøver og analyse af disse skal foretages af et akkrediteret laboratorium, der udfører drikkevandsanalyser. Ejeren af vandforsyningen, herunder også en ikke-almen vandforsyning, skal selv betale for analyserne. Laboratorierne kan oplyse om deres priser. Prøverne skal leve op til kravene til kemiske og mikrobiologiske miljømålinger. Du kan læse mere om kvalitetskrav til miljømålinger her.

Kommunen har udover at fastlægge kontrolprøver ved forbrugerens taphane, også pligt til at fastlægge krav om kontrolmålinger f.eks. i forsyningsanlægget. Disse kontrolmålinger kan typisk tages ved afgang fra vandindvindingsanlægget og i forsyningsanlæggets ledningsnet. Omfanget af denne kontrol er ikke fastlagt i bekendtgørelsen, men det forudsættes, at kommunen fastsætter denne – gerne efter indstilling fra vandforsyningen.

Hvor ofte bliver drikkevandet kontrolleret?

Frekvensen for måling af drikkevandets kvalitet afhænger af, hvilken type og størrelse af vandforsyning der er tale om.

Hvis vandforsyningen er omfattet af reglerne om forenklet kontrol, skal der ikke foreligge et kontrolprogram. Kommunen afgør, hvor ofte kontrollen ved forbrugers taphane skal gennemføres. Der anbefales som udgangspunkt hver 5. år. 

For enkeltindvindere som indvinder under 10 m3 vand om dagen, og som ikke har kommerciel eller offentlig aktivitet, er der ikke krav om kontrol af drikkevandet. Kommunen skal som minimum hvert 5. år oplyse ejeren af indvindingen om, at ejeren med fordel kan foretage en kontrol af vandet. Kommunen skal derudover underrette forbrugerne af vandet, om at vandet ikke er underlagt obligatorisk kontrol. 

Kontrolhyppigheden for vandforsyninger som er omfattet af reglerne om kontrolprogram, afhænger af, hvor meget vand vandforsyningen producerer. Jo større vandforsyning, des oftere skal vandet kontrolleres. Der er også forskel på, hvor hyppigt der skal kontrolleres for forskellige stoffer. Der skelnes i drikkevandsbekendtgørelsen mellem såkaldte gruppe A- og gruppe B-parametre, samt radioaktivitetsindikatorer.

Af Drikkevandsbekendtgørelsens bilag 5 tabel 1 fremgår med hvilken hyppighed der som minimum skal foretages kontrol for gruppe A- og gruppe B-parametre, og af bilag 9 tabel 4 fremgår med hvilken hyppighed der som minimum skal foretages kontrol for radioaktivitetsindikatorer. Kravene til kontrolhyppigheden gælder ved forbrugers taphane, men kommunen kan beslutte, at der også skal udtages kontrolprøver andre steder i forsyningssystemet. Kommunen kan derudover beslutte, at kontrollen skal udføres hyppigere eller mindre hyppigt end foreskrevet.

Boringskontrollen omfatter mange af de samme parametre som drikkevandskontrollen, men ikke alle. Af Drikkevandsbekendtgørelsens bilag 8 fremgår, hvilke parametre som er obligatoriske i boringskontrollen, samt med hvilken hyppighed de som minimum skal kontrolleres for afhængigt af den producerede vandmængde. Kommunen kan ligeledes beslutte, at yderligere parametre skal inkluderes, eller at kontrolhyppigheden skal øges, hvis de finder det relevant.

Kontrol af distributionsvandværker

Hvis vandet fra et vandforsyningsanlæg leveres videre til et andet vandforsyningsanlæg til behandling og/eller distribution, fastsættes hyppigheden til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitetskrav, som udgangspunkt ved forbrugers taphane, ud fra den vandmængde, som det pågældende anlæg distribuerer til forbrugerne. Hvis et anlæg sælger en del af den producerede vandmængde videre til et andet anlæg, som distribuerer vandet videre til forbrugerne, skal første anlæg ikke stå for taphanekontrollen af den del, som sælges til det andet anlæg.

Hvis vandet fra flere vandforsyningsanlæg leveres til samme ledningsnet, fastsættes hyppigheden til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitetskravene, som udgangspunkt ved forbrugers taphane, for hvert af disse vandforsyningsanlæg ud fra den vandmængde, som det pågældende anlæg leverer til ledningsnettet.

I forbindelse med kontrollen i forsyningsanlægget efter drikkevandsbekendtgørelsens § 7, stk. 6 skal der også udtages prøver ved afgang fra et vandindvindingsanlæg og i et forsyningsanlægs ledningsnet. Forsyningsanlægget, der producerer vandet, står for kontrollen ved afgang fra indvindingsanlægget. Kontrollen i ledningsnettet varetages af den vandforsyning, der er ansvarlig for det pågældende ledningsnet, hvor kontrollen er placeret.

Hvis vandet fra vandforsyningen er forurenet

Hvis en kontrol viser, at drikkevandet fra en vandforsyning ikke overholder kvalitetskravene for drikkevand eller er sundhedsfarligt, er det kommunens overordnede ansvar at tage hånd om problemet, uagtet om vandforsyningen er almen eller ikke-almen. Kommunalbestyrelsen kan bl.a. påbyde vandforsyningen at genoprette drikkevandskvaliteten eller at udstede en anbefaling til alle forbrugerne om at koge vandet før brug. Kommunalbestyrelsens afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, skal ske efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Vandforsyningen skal gennemføre en sporing af, hvad der er kilde til forureningen, og udbedre vandforsyningsanlægget, så vandet igen overholder kvalitetskravene. Kommunen kan give midlertidig dispensation til vandforsyningen til fortsat at levere vand, selvom det ikke overholder drikkevandskvalitetskravene, forudsat, at Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at dette ikke medføre en sundhedsrisiko for forbrugerne.

Er der tale om en enkeltindvinder, som ikke overholder de gældende krav for drikkevandskvalitet, kan kommunen give påbud om, at vandforsyningsanlægget skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt eller pålægge ejeren, at foretage andre foranstaltninger, såsom at blive koblet til almen vandforsyning.

I en situation, hvor en overskridelse af vandkvalitetskravene skyldes en bygnings eller virksomheds ledninger eller vandinstallationer, hvorfra der ikke leveres vand til offentligheden, skal kommunen sikre, at berørte forbrugere informeres om overskridelse af drikkevandskvalitetskrav, herunder om eventuelle foranstaltninger forbrugeren bør træffe, medmindre kommunen vurderer, at overskridelsen er ubetydelig. I tilfælde af mindre overskridelser af kvalitetskravene kan kommunen således undlade at skride ind. Oftest vil problemerne kunne afværges ved, at forbrugerne lader vandet fra hanen løbe et kort øjeblik, før vandet anvendes.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en oversigt, som kortfattet giver et overblik over vandforsyningernes og myndighedernes rolle- og ansvarsfordeling, når der konstateres et indhold af pesticider i grundvand eller drikkevand, som kan udgøre en sundhedsmæssig risiko i forbindelse med drikkevandsforsyningen. Oversigten findes her.
Til at supplerede denne oversigt, er der udarbejdet en kortfattet læsevejledning. Læsevejledning til oversigten

Oversigten og tilhørende læsevejledning indeholder ikke en dybdegående beskrivelse af de gældende regler, og materialet skal således læses i sammenhæng med gældende lovgivning og relevante vejledninger.

Rensning af drikkevand

Det meste drikkevand gennemgår en simpel vandbehandling bestående af en iltning og en filtrering.

  • Iltning: Grundvandet iltes/luftes for at tilføre ilt til vandet og for at fjerne opløste luftarter som svovlbrinte (H2S), kuldioxid (CO2) og methan (CH4).
  • Filtrering: Vandet filtreres gennem granulært filtermateriale, oftest sand, for at fjerne jern (Fe), mangan (Mn) og nogle gange ammonium (NH4+).

Hvis det ikke er tilstrækkeligt med en normal behandling, kan det være nødvendigt med videregående vandbehandling. Det kan for eksempel være anvendelse af kulfiltre, tilsætning af kemikalier eller desinfektion af vandet med UV-lys. Videregående vandbehandling kræver tilladelse fra kommunen, når der er tale om en væsentlig ændring af vandindvindingsanlægget.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning om videregående vandbehandling, som henvender sig til ejere af almene vandforsyningsanlæg, der påtænker at etablere videregående vandbehandling, og til kommuner, der skal træffe afgørelse om tilladelse til væsentlige ændringer af vandforsyningsanlægget jf, vandforsyningslovens § 21, som følge af etablering af videregående vandbehandling. Vejledningen beskriver de juridiske og praktiske problemstillinger og afvejninger, der måtte opstå eller bør vurderes i forbindelse med beslutninger om etablering af videregående vandbehandling.

Særligt om blødgøring af vand

Blødgøring af vand på vandværket hører ind under videregående vandbehandling og kræver tilladelse fra kommunen, når der er tale om en væsentlig ændring af vandforsyningsanlægget. Ved blødgøring fjerner man calcium (kalk) og magnesium fra vandet.

I 2011 blev der udarbejdet en rapport om central blødgøring af drikkevand. Rapporten konkluderer, at blødgjort vand forøger levetiden for husholdningsapparater og installationer, reducerer energiforbrug for husholdningsapparater, reducerer forbruget af vaskepulver og sparer tid til afkalkning af husholdningsapparater.

Der er dog også risici forbundet med at blødgøre drikkevand centralt. Blødgjort drikkevand kan øge forekomsten af hjerte- karsygdomme og påvirke cariesforekomsten i tænderne. Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at alle borgere i Danmark opretholder en høj tandhygiejne, bruger fluortandpasta efter tandlægens anbefaling og går til regelmæssige tandlægekontroller. Disse anbefalinger gælder uanset det lokale drikkevands indhold af fluorid og calcium.

Det er en forudsætning for blødgøring af vandet, at der lokalt er foretaget en helhedsvurdering af fordele og ulemper. Herunder kan kommunen ved behandling af en ansøgning om blødgøring indhente udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis der er tvivl om den sundhedsmæssige kvalitet af vandet.

For mere information kan du læse Miljøstyrelsens vejledning om blødgøring af drikkevand.

Beredskabsplanlægning

Ifølge eksperter er terrortruslen mod vandforsyningen i Danmark begrænset. Det skyldes, at det er en meget besværlig aktion. Terrorister skulle ikke bare skaffe sig adgang til et vandværk, de skulle også ubemærket fragte meget store mængder gift derhen, og de skulle finde en gift, som både er letopløselig, og som ikke giver vandet smag, lugt samt være usynligt.

For at forhindre terror og hærværk mod vandforsyningen er der dog fastsat vejledende retningslinjer for kommunernes civile beredskabsplanlægning for vandforsyningen.

Her står bl.a., at vandforsyningen bør sikre sine anlæg mod uvedkommende adgang. Som minimum bør anlæggene kunne aflåses, og i nogle tilfælde også sikres med alarmer og videoovervågning.

Kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed med vandforsyningerne og drikkevandskvaliteten – og den er også ansvarlig for det kommunale beredskab. Beredskabsloven pålægger kommunalbestyrelsen at udarbejde en plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab, og den skal blandt andet omhandle kommunens beredskabsplanlægning på vandforsyningsområdet. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde der har til formål at forebygge eller afhjælpe forsyningsproblemer, jf. vandforsyningslovens § 52 b, stk. 1. Almene vandforsyningsanlæg kan bl.a. samarbejde om de i § 52 a i vandforsyningsloven nævnte aktiviteter. Den statslige Vandsektors Teknologiudviklingsfond har til formål at yde støtte til projekter der kan forbedre vandsektorens, jf. § 21, stk. 1 i vandsektorloven.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning om planlægning af beredskab for vandforsyningen til vandforsyninger og kommuner.

Indberetning til Jupiterdatabasen

I Danmark indberettes vandforsyningsdata til Jupiterdatabasen, som er den nationale database for grundvands-, drikkevands-, råstof-, miljø- og geotekniske data. Jupiterdatabasen er en fælles offentlig tilgængelig database, som administreres af GEUS. Jupiterdatabasen indeholder data om mere end 418.000 boringer og mere end 35.000 vandindvindingsanlæg, og herunder bl.a. kemiske analyser fra over 450.000 grundvandsprøver og næsten 850.000 drikkevandsprøver. Databasen kan dermed anvendes til at skabe overblik over alle registrerede vandforsynings- og boringsdata i Danmark. Databasens oplysninger om registrerede anlæg og vandforsynings- og boringsdata oprettes og vedligeholdes af brugerne. Ansvaret for data i Jupiterdatabasen er således fordelt mellem flere myndigheder. GEUS skal som ejer af Jupiterdatabasen sikre, at en dataansvarlig kun kan opdatere egne data. Dataansvarlige er bl.a. offentlige myndigheder som kommuner, regioner, Miljø- og Fødevareministeriet eller GEUS. 

Indberetning af data til Jupiterdatabasen kan foretages af flere aktører, men det er den ansvarlige myndighed, der har ansvaret for, at data produceres og lægges i den fællesoffentlige database.

Ved indberetning af vandanalyser, indlæses analyserne først af et analyselaboratorium, hvorefter de godkendes af den dataansvarlige myndighed før de offentliggøres. Først når vandanalyserne er godkendt kan de ses i Jupiterdatabasen. Godkender afhænger af hvem, der har ansvaret for vandanalyserne, f.eks. er Miljøstyrelsen dataansvarlig for vandanalyser udtaget i forbindelse med NOVANA-programmet eller den nationale grundvandskortlægning, Regionerne er ansvarlige for analyser udtaget i forbindelse med kortlægning og afhjælpning af jordforurening og kommunerne er ansvarlige for analyser udtaget i forbindelse med kontrol af grundvands- og drikkevandskvaliteten fra vandforsyningsanlæg. Kommunerne er desuden ansvarlige for at indberette formål, ejeroplysninger, indvindingstilladelse samt oppumpede indvindingsmængder for vandforsyningsanlæg.

Brøndborere indberetter oplysninger om boremetode, gennembrudte jordlag, prøver, pejlinger og pumpninger m.v. Indberetning af boringsoplysningerne sker digitalt til borearkivet. Før der kan indberettes informationer på boringen til Jupiterdatabasen, tildeles den et såkaldt DGU nummer der rekvireres fra GEUS. Det er også GEUS der er ansvarlig for boredata indberettet af en brøndborer.

Foruden myndighedernes indberetning af data, har almene vandforsyninger i perioden 1. januar til 1. februar mulighed for at indberette boringsstatus for det foregående år via Virk.dk. Til de almene vandforsyningers indberetning af boringsstatus har Miljøstyrelsen udarbejdet en brugervejledning.

Indberetning til Jupiterdatabasen er baseret på kodelister og tabeller. En kodeliste fastlægger, hvilken kode der skal anvendes for en bestemt type data eller information. Kodelisterne danner desuden rammen for, hvilket format informationen har, sammenhæng med andre informationer og hvordan informationen kan udveksles med andre databaser.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledning til indberetning af data til Jupiterdatabasen - Jupitervejledningen. I denne vejledning er der især fokus på de forskellige kodelister og koder til brug for indberetning i Jupiterdatabasen. Det er hensigten at vejledningen kan anvendes som et opslagsværk, når der skal ske en indberetning af data og oprettelse af tekniske anlæg ved hjælp af tabeller og kodelister i Jupiterdatabasen.

GEUS hjemmeside kan du finde yderligere oplysninger om kodelister, fejlmeddelelser og brugerstyring administreret af Miljøportalen.

Ofte stillede spørgsmål om indberetning til Jupiterdatabasen

Kontakt ved spørgsmål vedr. indberetning til Jupiter

Miljøstyrelsen

Hvis du har generelle spørgsmål til Jupitervejledningen eller tilhørende gældende lovgivning, så kan du kontakte Miljøstyrelsen på vandforsyning@mst.dk

GEUS

Hvis du har tekniske spørgsmål til Jupitervejledningen eller hvis du har spørgsmål til kort, borerapporter mv., så kan du kontakte GEUS på jupiter@geus.dk.

GEUS er ansvarlig for at vedligeholde A-Boringer. Såfremt der er rettelser til A-boringer kontakt geusbo@geus.dk

Danmarks Miljøportal

Hvis der er spørgsmål om den fælles offentlige del af Jupiterdatabasen (PCJupiterXL datamodel, webservices og godkendelses webformularer) kontakt miljoeportal@miljoeportal.dk

På Danmarks Miljøportals Help Center kan du finde forskellige vejledninger under emnerne "Grundvand - Jupiter" og "Skriftlige vejledninger". 

Fagsystemer

Når tilsynsmyndigheder og laboratorier indlæser data i Jupiterdatabasen, sker dette typisk via et andet fagsystem, et IT-system som via web services kan læse i og opdatere i Jupiterdatabasen.

Disse fagsystemer udbydes af de forskellige udbydere som har opbygget det enkelte fagsystem. Fagsystemer kan være opbygget på forskellig måde, og spørgsmål til disse fagsystemer skal derfor rettes til udbyder af det enkelte fagsystem

Begrænsning af vandtab

De danske vandselskaber er blandt verdens bedste til at holde vandtabet nede. Her kan du blive klogere på, hvilke teknologier og metoder de f.eks. bruger til at overvåge ledningsnettet, planlægge ledningsrenoveringer og finde frem til lækager, så de hurtigt kan blive udbedret

I Danmark gøres der en systematisk indsats for, at så lidt som muligt af det gode drikkevand går tabt på dets vej fra vandværk til slutbruger. Faktisk er de danske drikkevandsselskaber blandt de førende i verden i den disciplin.

Hvad er vandtab?

Vandtab er defineret som den udpumpede mængde drikkevand, der ikke når frem til kunderne, og som vandforsyningerne dermed ikke får betaling for. Det kaldes også for ikke indtægtsgivende vand eller Non-revenue water (NRW). NRW omfatter:

  • den vandmængde, der tabes pga. akutte lækager og utætheder i ledningsnettet, overløb fra reservoirer m.m. (også kaldet fysiske tab)
  • uautoriseret forbrug som f.eks. tyveri og målerunøjagtigheder (også kaldet tilsyneladende tab)
  • kontrolleret vandforbrug, der brugs til udskylninger af ledninger ved nyanlæg og reparationer, vand brugt til brandslukning og kontrol af sprinkleranlæg m.m. (også kaldet ikke solgt autoriseret forbrug)

Vandtab opgøres ofte enten i procent af den samlede udpumpning eller i kubikmeter pr. kilometer forsyningsledning pr. år. 

Danmark er blandt verdens bedste

De danske drikkevandsselskaber har et af verdens laveste vandtab. Det bekræftes af hjemmesiden leakssuite.com , der drives af en verdens førende eksperter inden for området, Allan Lambert, som sidder i Water Loss Specialist Group, International Water Association (IWA).

Placeringen kommer på baggrund af en sammenligning af Infrastrukturlækageindekset (kaldet ILI) for 36 danske drikkevandselskaber med tilsvarende indeks for andre vandselskaber uden for Danmarks grænser.

Vandtab er spild af ressourcer

I Danmark er vandtabet opgjort til at være 7,8 procent på landsplan. Til sammenligning tabes der i mange lande mellem 30 og 60 procent af det behandlede vand på vej ud til kunderne. Det er et enormt spild af både rent vand og de ressourcer, som er blevet brugt på at hente vandet op, behandle og pumpe det ud.

Når vi i Danmark er så gode til at holde drikkevandet i ledningsnettet, så hænger det blandt andet sammen med, at selskaberne i dag anvender nye teknologier, metoder og viden, som gør det muligt at måle og registrere vanddata og til hurtigt at finde frem til selv de mindste lækager på ledningsnettet.

En anden årsag er, at vandværker siden 1994 har skullet betale en strafafgift til staten for den del af vandtabet, der udgør mere end 10 procent af den samlede udpumpning. Dette har i sig selv givet det enkelte vandselskab et økonomisk incitament til at sætte initiativer i gang til at reducere vandtabet. Desuden har det siden 1996 været et krav, at der skal installeres vandmålere på alle ejendomme tilsluttet almene vandforsyninger. Det har betydet et væsentligt mere pålideligt datagrundlag for arbejdet med at reducere vandtabet.

Selvom en vandforsyning har et vandtab på under 10 procent, så er der stadig væsentlige grunde til at reducere vandtabet yderligere:

  • Vandtab er spild af ressourcer. Når drikkevandet tabes i ledningsnettet, er det ikke alene spild af godt vand. Det er også spild af den energi, der er blevet brugt til at producere drikkevandet.
  • Bedre udnyttelse af grundvandet. Vand, som tabes i ledningsnettet, er en unødvendig udnyttelse af grundvandsressourcen, som der hvert år bruges mange midler på at beskytte.
  • Risiko for forurening. Det tabte vand vil i nogle områder nedsive til grundvandsmagasinerne igen. Der er imidlertid risiko for at vandet forurenes undervejs eller ender i et grundvandsmagasin, som ikke anvendes til drikkevandsformål.
  • Drikkevandet løber i kloakken. En del af det tabte vand løber i kloak eller direkte ud i en overfladerecipient, så vandet ikke er til rådighed til drikkevandsformål længere. Dette er primært en problematik i de områder, hvor grundvandsressourcen er sårbar.
  • Image og samfundsansvar. Ved at arbejde proaktivt med at nedsætte vandtabet udviser vandselskaberne samfundsansvar. Initiativerne og resultaterne af dette kan dokumenteres og omtales i selskabernes CSR-regnskaber.

Nedenfor kan du finde en oversigt over en række af disse metoder og teknologier. Dertil finder du tre eksempler på vandforsyninger, der ved en systematisk tilgang har reduceret vandtabet betragteligt de senere år.

Metoder og teknologier til at begrænse vandtab