Landskabskaraktermetoden

Landskabskaraktermetoden er en metode til at beskrive landskabet uden for byerne. Metoden giver overblik og viser, hvilke områder vi skal passe særligt på, og hvilke landskabstræk vi kan bygge videre på.

Landskabskaraktermetoden (LKM) giver planfolk mulighed for at gennemføre en ensartet vurdering af Danmarks landskaber - og kan med fordel anvendes af 2-3 nabokommuner i fællesskab.

Karakteristiske områder
Med metoden inddeler planfolk landskabet i karakteristiske områder. Inden for hvert område udpeges de steder, der er mest karakteristiske og oplevelsesrige - samt de steder, hvor der er behov for forbedringer. Områderne kaldes landskabskarakterområder.

Landskabskarakteren er det særlige udtryk, som bliver skabt i samspillet mellem naturgrundlaget, arealanvendelsen og de rumlige visuelle forhold. Det er landskabskarakteren, der får området til at skille sig ud.

Formålet
Formålet med landskabskaraktermetoden er at vise, hvilke landskaber vi især skal passe på, når det åbne land bliver forandret. Og metodens resultater kan indgå i behandling af sager om det åbne land - f.eks. byudvikling, landzonetilladelser og forvaltningsplaner.

Hvordan gør man?
Man gennemfører LKM i fire forskellige faser:

  1. Kortlægning
  2. Vurdering
  3. Strategi
  4. Implementering

Fase 1: Kortlægning
Man starter med at opdele det pågældende landskab i landskabskarakterområder og kortlægge dem med fokus på tre kvalitetskriterier:

  • Naturen (terræn, jordtype etc.)
  • Kulturen (byggeri, skov, landbrug etc.)
  • Den rumlige og visuelle fremtoning

Fase 2: Vurdering
Herefter beskriver planfolk de enkelte delområder og vurderer dem ud fra en række parametre:

  • Landskabets styrke
    Hvor tydeligt fremstår de karaktergivende landskabstræk?
  • Særlige visuelle oplevelsesmuligheder
    Er der f.eks. markante udsigter, en særlig arkitektur, kulturhistoriske mønstre eller historiske aftryk?
  • Tilstand
    Hvor intakt og uforstyrret er landskabet?
  • Sårbarhed
    Hvor påvirkeligt er landskabet over for ændringer?


Fase 3: Strategi
På baggrund resultaterne af fase 1 og 2 inddeler planfolk landskabskarakterområderne i en række zoner med strategiske mål. Til hver zone angiver man forslag til, hvordan man kan inddrage de landskabelige interesser i planlægningen og forvaltningen af det åbne land.

De strategiske landskabsmål er et udtryk for, hvilken udvikling der vil være bedst for landskabet. Udgangspunktet er, at særligt karakteristiske landskaber kan beskyttes og vedligeholdes, mens karaktersvage landskaber skal ændres.


Fase 4: Implementering
Når den politiske behandling og afvejning med andre interessenter er gennemført, indarbejder man de landskabelige hensyn i kommuneplanlægningen og i vilkårerne for den konkrete anvendelse af arealet.

Det er vigtigt at få formidlet, hvilke landskabskarakterer og vigtige landskabstræk der har betydning for et område og dets fremtid.