Græsning som naturplejemetode

Strandeng græsset ved hhv. højt, middel og lavt græsningstryk (Tegning: Mia Mouridsen).

Græsning er en velegnet og meget anvendt metode til pleje af lysåbne naturtyper og lysåbne skovtyper. Siden landbrugsdrift og husdyrhold blev indført i Danmark for omkring 6000 år siden, er landskabet blevet stærkt påvirket heraf. Mange af de lysåbne naturtyper er udviklet og vedligeholdt gennem græsning. Før husdyrene kom til, var der en græsningspåvirkning fra store, vilde planteædere, der sammen med lynbrande, stormfald og anden naturlig forstyrrelse vedligeholdte lysåbne levesteder for lyskrævende arter, hvoraf mange har overlevet siden de indvandrede efter istiden.

Græsning er en egnet plejemetode på overdrev, ferske og salte enge, heder, rigkær og andre kærtyper samt i egekrat og andre lysåbne løvskove. Effekten af græsning afhænger af græsningstryk, og -sæson, græsningsdyrenes art og sammensætning og af det aktuelle naturområde. Valg af græsningsdyr og driftsform bør derfor planlægges ud fra formålet med plejen og områdets aktuelle tilstand.