Vandløbsvedligeholdelse

Kommunen er vandløbsmyndighed for alle typer vandløb, herunder åbne og rørlagte vandløb, gravede kanaler og dræn. Kommuner har pligt til at vedligeholde alle kommunens offentlige vandløb som det står beskrevet i vandløbsregulativerne.

At et vandløb er offentligt betyder ikke at kommunen ejer det, men blot at kommunen har en så stor interesse i vandløbet at det er optaget som offentligt vandløb med de forpligtelser der følger for kommunen. Alle vandløb, der ikke er offentlige, er private. I private vandløb har den enkelte lodsejer ret men ikke nødvendigvis pligt til at vedligeholde vandløbet. Man skal dog sikre at ejendomme, der ligger opstrøms, fortsat har mulighed for at komme af med deres vand, hvorfor der kan være pligt til at vedligeholde det private vandløb.

Private vandløb, der er beskyttet af naturbeskyttelsesloven og/eller løber langs beskyttede enge og moser må gerne vedligeholdes i det omfang som man plejer at vedligeholde vandløbene. Dette betyder, at vedligeholdelsen skal udføres på tilnærmelsesvis samme måde, på samme tid og det samme antal gange i løbet af året, idet man ikke må ændre vandløbets tilstand. Vil man ændre vedligeholdelsen eller påbegynde vedligeholdelse skal man tage kontakt til kommunen da ændringer i vedligeholdelsen kan betyde tilstandsændringer i vandløbet eller på tilstødende naturarealer.

Anbefalinger til lodsejere

Sæt dig ind i hvilke regler der gælder for vandløb på din ejendom. Ligger der et offentligt vandløb på din ejendom bør du læse vandløbsregulativet. Er der private vandløb, herunder også dræn på din ejendom, er det altid en god idé at være i dialog med nabolodsejere omkring vedligehold. Er du i tvivl om et vandløb er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og/eller om det er offentligt eller privat, eller hvad du har ret eller pligt til, så kontakt kommunen. Kommunens medarbejdere kan også udlevere vandløbsregulativer eller fortælle hvor man kan finde dem på kommunens hjemmeside.

I Natura 2000-områder, er der udarbejdet konkrete handleplaner for arter og naturtyper. Disse handleplaner er bindende for myndighederne. Hvis et vandløb i et Natura 2000-område ikke lever op til sin målsætning, kan der i handleplanerne være beskrevet en række konkrete tiltag som myndighederne skal gennemføre. Da intensiv vandløbsvedligeholdelse forringer udviklingen af artsrige plante- og dyresamfund i vandløb, er ændringer i vandløbsvedligeholdelsen et redskab som myndighederne kan bruge.