Samspil mellem jagt og græsning

Nogle jægere er nervøse for, at naturgræsning ødelægger jagten. Det argument bruges tit som begrundelse for, at man ikke ønsker afgræsning af et naturareal. Men praktiske erfaringer viser, at den negative effekt kan afbødes, hvis afgræsningen sker under hensyntagen til vildtet. Med omtanke vil det i langt de fleste tilfælde tværtimod være til fordel for vildt og jagt, at et areal bliver plejet ved afgræsning. Det skyldes at afgræsningen skaber bedre fødegrundlag også for mange af de jagtbare arter, ikke mindst giver afgræsningen en bedre kvalitet af vinterføde for græssende vildt.

Afgræsningen hindrer tilgroning og fremmer genvækst af nyt, friskt græs. Nogen er bekymret for, om vildtet kan krydse hegnene, eller om vildtet overhovedet vil græsse side om side med husdyrene. Erfaringer viser dog, at vildtet hurtig finder sig tilrette med, at et areal bliver afgræsset, og indretter sig efter det. Det siges ofte, at råvildt ikke vil gå sammen med kvæg, men hvis folden er indrettet, bl.a. med lommer kan problemerne minimeres. Dåvildt og kvæg græsser gerne sammen. Det samme gælder i forhold til samgræsning med heste. Erfaringer viser, at får derimod vil fortrænge råvildt fra et græsningsareal. Derfor kan fåregræsning ikke anbefales på arealer, hvor man ønsker råvildt.

For fuglevildtet er afgræsningen en fordel, idet det, udført korrekt, fremmer urtevegetationen. De blomstrende urter skaber fødegrundlag for insekter, som igen er en væsentlig del af fødegrundlaget for bl.a. fasaner og agerhøns samt ikke mindst deres kyllinger.

På lave arealer, strandenge o. lign. fremmer afgræsningen vilkårene for jagtbare ande- og vadefugle. Pga. rovdyr foretrækker disse fugle instinktivt åbne arealer uden tilgroning af f.eks. rørskov og pilekrat, hvor f.eks. ræven ville kunne gemme sig.

Det er muligt, at tænke jagtinteresser ind, når man planlægger naturplejen. Hvis man har fokus på hvilke vildtarter der findes i området, som man ønsker, at tilgodese, er der en række muligheder man kan overveje. F.eks. mulighed for skjul og læ til vildtet, valg af husdyrtype og valg af hegnstype. Desuden, rent praktisk, mulighed for frahegning af husdyr i delområder i forbindelse med afholdelse af jagter, ind- og udbindingstider for husdyrene i forhold til jagttider, jordrugende fugle m.m.

Læs mere

Læs mere i dette faktaark om jagt og naturpleje

Læs mere om vildtvenlig naturpleje i Naturplejeportalen