Græsning som pleje og driftsform

Valg af græsningsdyr og driftsform bør tilrettelægges ud fra formålet med plejen og områdets aktuelle tilstand. Pleje af naturarealer stiller særlige krav til driften, hvis naturplejen skal være både rentabel og gavnlig for naturen. Driften af naturarealer kræver en anden tilgang end for den traditionelle drift af dyrkede marker. Hér handler det netop om at tillade en ekstensiv drift. En række vigtige parametre er afgørende for, at naturpleje kan lykkes og være til gavn for både naturen og de mennesker og dyr, som skal udføre naturplejen.

En ekstensiv græsning, hvor arealerne hverken gødes eller omlægges, er en betingelse for at opretholde et rigt dyre- og planteliv. Derfor er mange naturarealer ikke særligt produktive, hvilket betyder, at de græssende dyrs tilvækst ofte er væsentligt lavere end på græsmarker i omdrift. Derfor må mange naturplejere tænke i optimering af indtjeningen på andre måder. Typisk ved at få tilskud til pleje af arealerne og ved at få en merpris for det kød der bliver solgt fra naturarealerne.

Noget af det vigtigste der skal til for at sikre et rigt dyre- og planteliv er kontinuitet af levestedet - det vil sige, at arealerne holdes udenfor omdrift. De fleste overdrev, enge og heder har været drevet ekstensivt med afgræsning eller slæt igennem hundreder - nogle gange tusinder af år. Den lange historie med ekstensiv drift har skabt unikke og stabile levesteder og betyder, at arealerne i dag ofte rummer mange sjældne dyr og planter, som ellers er truet på deres eksistens, fordi deres levesteder forsvinder. Det tager ikke lang tid at pløje et areal, men det vil f.eks. tage minimum 50 år - og ofte meget længere - at genetablere de arter og det unikke samspil mellem de arter som f.eks. lever på et overdrev.

Pleje bør altid tage udgangspunkt i at beskytte og fremme de mest sjældne og sårbare arter først. Pleje, der tilgodeser de sjældne arter, vil typisk også være gavnlig for andre, mere almindelige arter, mens det omvendte ikke altid er tilfældet. Af hensyn til de vilde bier og sommerfugle er det vigtigt, at græsningstrykket ikke er for højt. Et for højt græsningstryk vil mindske antallet af vilde planter og dermed mængden af de blomster, som insekterne er afhængige af.

Læs mere

Læs mere om græsning i Naturplejeportalen