Fredede arter og naturpleje

En række dyr og planter er fredede. Flere af disse er truet af udryddelse, mens andre er mere almindelige. At en art er fredet betyder, at dyrene ikke må samles ind eller slås ihjel, og at planterne ikke må ødelægges eller fjernes fra det sted, de vokser. Alle vilde pattedyr og fugle er fredede, med mindre jagtloven giver tilladelse til at jage dem. Desuden er alle krybdyr og padder samt en række insektarter beskyttet. Det gælder også nogle truede plantearter, bl.a. alle orkideerne. Vær opmærksom på, at nogle arter også er beskyttede af habitatdirektivets bilag IV, der også indebærer en beskyttelse af artens levested. Du kan læse mere om hensynet til bilag IV-arter her.

Hvad betyder det, hvis der er fredede arter på min jord?

Den hidtidige drift kan fortsætte, men der må ikke foretages driftsændringer eller tiltag, som kan skade de enkelte individer af den fredede art. Såfremt arten også er på Habitatdirektivets bilag-IV, er der også forbud mod at ændre artens levested.

Det er muligt at få genopdyrkningsret trods forekomst af artsfredede dyr eller planter, men ved genopdyrkning skal disse respekteres. Dvs. at på de dele af arealet, hvor evt. fredede arter forekommer, må der ikke opdyrkes, mens en opdyrkning vil være tilladt på den resterende del af arealet. En evt. dispensation om at flytte eller fjerne fredede arter skal søges hos Miljøstyrelsen.

Ofte vil de fredede arter dog leve på arealer, som har været uden for omdrift i en lang årrække og derfor allerede er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.

Hvordan finder jeg oplysninger om fredede arter på konkrete arealer?

Oplysninger om forekomster af fredede arter på eller i nærheden af en ejendom, kan være tilgængelig hos kommunen. Man kan også selv fremsøge data i Danmarks Naturdata eller på arter.dk. Der er dog ikke et fuldstændigt og detaljeret kendskab til, hvor alle arterne forekommer.

Se vejledning til fremsøgning af artsregistreringer

Anbefalinger til lodsejere

Hvis der har indfundet sig fredede arter f.eks. på et areal, der er anmeldt til genopdyrkningsret, må en genopdyrkning kun ske under hensyntagen til de fredede arter. De fredede arter må ikke forsætligt beskadiges eller fjernes fra deres levested. Arealer der har været dyrket inden for de seneste år, er dog ikke de mest oplagte levesteder for fredede planter og dyr. En dispensation til at flytte fredede arter e.l. kan søges hos Miljøstyrelsen.

Læs mere

Se listen over fredede dyr og planter der er beskyttet via artsfredningsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen omhandler bl.a. forbud mod forsætlige handlinger. Det betyder, at hvis der har indfundet sig fredede arter på f.eks. permanente græsarealer, må de ikke slås ihjel, indsamles eller fjernes fra arealet.