Appen for Beskyttet Natur

Hvad er formålet med appen for beskyttet natur?

Appen for Beskyttet Natur er udviklet for at gøre den vejledende registrering af § 3-beskyttet natur, og udpegningen af § 3-beskyttede vandløb, lettilgængelig mens du er i felten. Formålet med appen er også, at give dig direkte adgang til at se besigtigelser, artsfund og øvrige informationer om de enkelte § 3-områder, samt arealernes score i Biodiversitetskortet og High Nature Value (HNV). Appen giver dig desuden adgang til at se hvor der er fredede fortidsminder og beskyttede sten- og jorddiger.

Notifikationsmuligheder

Appen giver dig mulighed for at modtage en notifikation når du er nær et § 3-registreret naturområde eller et fredet fortidsminde. Under ’Indstillinger’ har du mulighed for selv at justere om og hvornår du vil modtage notifikationer.

Appen har tre forskellige kort i kortgalleriet:

Beskyttede naturtyper

Kortet for beskyttet natur viser den vejledende registrering af § 3-beskyttet natur og udpegningen af § 3-beskyttede vandløb, samt de informationer der hører til den enkelte registrering eller udpegning. Dertil har du mulighed for at se de naturbesigtigelser og –registreringer, der er foretaget af myndighederne. § 3-registreringen er vejledende og der kan derfor forekomme beskyttet natur der ikke er registreret. Læs også folderen: Er der beskyttet natur på din ejendom?

Naturinfo

I Naturinfokortet kan du se Biodiversitetskortets Bioscore og Artsscore samt High Nature Value-scoren (HNV-score) af dit areal. Dertil har du mulighed for at se de naturbesigtigelser og –registreringer, der er foretaget af myndighederne.

Fredede fortidsminder og beskyttede sten- og jorddiger

I kortet kan du se punkter, linjer, arealer og beskyttelseszoner for fredede fortidsminder samt de beskyttede sten- og jorddiger. Dertil kan du tilgå informationer om det enkelte fortidsminde eller beskyttede sten- og jorddige. Læs også Slots- og Kulturstyrelsens folder om beskyttede sten- og jorddiger.

Hvem står bag Appen for beskyttet natur?

Appen for beskyttet natur er finansieret af Miljø- og Fødevareministeriet, Miljøstyrelsen og er udviklet af Miljøstyrelsen og Geoinfo, i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, kommunerne og Slots- og Kulturstyrelsen.

Appen for Beskyttet Natur drives af Miljøstyrelsen.