Fuglevenlig pleje

Salte enge er særligt vigtige ynglebiotoper for en række fuglearter og en meget stor del af strandengene er udpegede som EF-fuglebeskyttelsesområder, hvilket der bør tages hensyn til i plejen.

Engfugle har forskellige krav til biotopen mht. vegetationshøjde og -struktur, men fælles for jordrugende fugle er, at de er følsomme overfor græsning og slåning i ynglesæsonen. Det er vigtigt at plejen målrettes mod de tilstedeværende fuglearters specifikke krav.

Pleje for engfugle skal sikre;

  • lav vegetation ved yngelsæsonens start (dvs. en lav græshøjde (under 5 cm) på   indbindingstidspunktet efteråret før)
  • tilstrækkeligt store åbne flader (med lav vegetation) under yngelsæsonen
  • en plantestruktur med egnede redesteder i form af f.eks. tuer og åbne flader
  • arealer med relativ lav og åbenvegetation til ungeføring
  • lav vegetation omring vandhuller, grøfter og kystbræmme der giver fuglene adgang og mulighed for fødesøgning
  • rigelig føde bl.a.   i form af insekter og andre smådyr

Skader på æg og kuld kan begrænses ved:

  1. sent høslæt (efter 1. juli eller senere afhængig af fuglearter)
  2. sen udbinding  (efter 1. juni eller senere afhængig af fuglearter) eller foldskiftesystem, således at folde med størst betydning for yngle fugle, græsses sidst
  3. lavt græsningstryk, mens der er reder med æg
  4. brug af voksne dyr (kødvæg) eller stude, der bevæger sig mindre.

Høslæt giver færre forstyrrelser end græsning
Høslæt giver færre forstyrrelser for fuglene,  men høslæt alene kan ikke altid skabe de rette vilkår for fuglene. Ofte er der behov for en eftergræsning for at få græsset vegetationen i lavninger og omkring vandhuller og grøfter.

Vegetationshøjde og -struktur

Vegetationshøjde og –struktur har betydning i forhold til risikoen for prædation. Lav vegetation omkring redestedet sikrer et godt udsyn for den rugende fugl mod jordlevende rovdyr som f.eks. ræv, mens afstanden til træer og bygninger mv., der kan tjene som udkikspost, har betydning i forhold til fugle som krager og skader, der er potentielle ægrøvere. Viber foretrækker således redesteder, der ligger mindst 100 m fra træer og andre udkiksposter.

De ynglende engfugle og deres unger lever primært af små dyr. Vadefugle søger især føde i de fugtige dele af engene, på bredden langs vandløb, grøfter og vandhuller. Græsning er nødvendig for at fuglene har adgang til disse arealer. Sættes der hegn langs grøfter og vandløb gror bredden til med tagrør eller anden høj vegetation, som gør det umuligt for dyrene at færdes. Let optræding af  bredden, der resulterer i små fugtige lavninger er med til at øge mængden af insekter og smådyr. Der er dog mange steder af andre grunde et krav om hegn langs vandløb, der betyder at det ofte ikke er muligt at lade dyrene græsse helt ud til vandløbet.

Græsningen bør så vidt muligt kunne foregå helt ud til vandkanten, så svømme- og vadefuglenes unger efter klækningen kan komme uhindret til fødesøgningsområder på lavt vand. Hvor strandengen grænser ud mod strandsump, bør græsningen kunne foregå ud i denne, så der dannes en åben, lavvandet zone (et „blåt bånd") mellem strandengen og strandsumpen

Tidspunkt for høslæt
De anbefalede tidligste tidspunkter for høslæt for stor kobbersneppe er hhv. 20. juni på gødskede enge og 25. juni på ikke-gødskede enge, for engryle og brushane 15. juli, mens der for engsnarre er helt henne i august.

Betydningen af høslættidspunkt på antal dræbte ungekuld (Strandenge – en beskyttet naturtype).

Art/tidspunkt

20. maj

10. juni

20. juni

1. juli

15. juli

Stor kobbersneppe

100 %

97 %

45 %

19 %

3 %

Alm. ryle

100 %

95 %

58 %

32 %

16 %

Brushøne

100 %

100 %

92 %

51 %

<5 %

Valg af dyr og græsningstryk
Ungkreaturer og heste bevæger sig mere end voksent kvæg (ammekøer eller stude) og giver derfor flere nedtrampede reder per dyr. Får giver formentlig færre redetramp end kvæg og heste. Får udvikler til gengæld en mere ensartet vegetation med færre tuer, der kan anvendes som redested for fuglene. Fåregræsning giver oftest også færre levesteder for insekter.

Græsningstrykker har stor betydning for hvor mange reder, der trampes i stykker. Ved et græsningstryk på 3,5 ungkreaturer blev der i en undersøgelse på Tipperne iagttaget nedtrampning af 14 % af alle reder pr dag, mens   6 % af alle reder blev nedtrampet per dag ved græsningstryk på 1,5 ungkreaturer. Mens græsningstrykket bør være lavt mens der er ynglende fugle bør det være tilstrækkeligt højt sidst på sæsonen til at græsset er græsset tæt (5 cm’s højde) ved indbinding.

Græsningssæson
Ved græsning bør der tilstræbes sen udbinding (sidst i juni) for at reducere nedtrædning af ynglefuglenes reder og for i det hele taget at undgå de forstyrrelser, der følger af hegnsarbejde, tilsyn m.v. Alternativt kan man frahegne den mindst følsomme del af arealet, oftest en inderfold længst fra vandet, og lade dyrene græsse her i starten af sæsonen.

Nedtrampede reder ved forskellige tidspunkter for udsætning af ungkreaturer ved en tæthed på 2 ungkreaturer pr. ha. (Strandenge – en beskyttet naturtype).

 

Udsætningstidspunkt

Fugleart

15. maj

23. maj

1. juni

15. juni

Vibe

27 %

16 %

8 %

2 %

Stor kobbersneppe

45 %

23 %

13 %

1 %

Rødben

67 %

51 %

29 %

3 %

Alm. ryle

73 %

54 %

34 %

16 %

Brushøne

80 %

61 %

33 %

5 %

Vintergræsning kan forringe forholdene for nogle arter ynglefugle og går ikke godt i spand med hensynet til forårstrækkende gæs. Specielt får græsser ligesom gæs på de friske, næringsrige spirer og er derfor en fødekonkurrent til gæssene. Våde, forblæste strandenge er   heller ikke i forhold til græsningsdyrenes velfærd særligt egnede til vintergræsning.  Derfor kan det anbefales generelt at undgå vintergræsning på strandenge.

Hvad siger loven?
Iht. landbrugsloven må høslæt finde sted i perioden 1. juli til 30. april, mens rydning kun må finde sted fra 1. november til 31. marts (se Vejledning om reglerne om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur på http://www.fvst.dk ).

Der kan være vandløbsregulativer, der kræver frahegning af vandløb og grøfter, hør kommunen.


Læs mere

Asbirk, S. & Pitter, E. (eds.), 2005: Handlingsplan for truede engfugle. Miljøministeriet, Naturstyrelsen.

Thorup, O., 1998: Ynglefuglene på Tipperne 1928-1992. Dansk. Orn. Foren. Tidssk. 92: 1-192

Thorup, Ole 2003: Truede engfugle – status for bestande og forvaltning i Danmark.

Dansk Ornitologisk Forening.

Vestergaard, P., 2000: Strandenge – en beskyttet naturtype. Skov – og Naturstyrelsen.

ec.europa.eu/environment/life/themes: meadow
Coastal Meadow Management. Best practices Guidelines. (Environment-.LIFE project publications/LIFE02 NAT/B/008591)