Småbiotoper

Småbiotoper er defineret som små uopdyrkede og permanent vegetationsbærende eller vanddækkede arealer. Småbiotoper er områder uden for omdrift med et flerårigt og relativt stabilt samfund af dyr og planter. De udgør i kombination med større naturområder og skove en grøn infrastruktur som er med til at sikre indholdet af vilde dyr og planter i landskabet.

Et landskab med et godt og veludviklet net af spredningsveje kan indeholde mange flere arter og individer end et mere ensartet landskab. Spredningsvejene nedsætter risikoen for isolation og indavl i små bestande, og arter vil ligeledes hurtigt kunne genindvandre, hvis de udslettes af en lokal katastrofe som afbrænding, sygdom, sprøjtning eller hård frost.

Typer af småbiotoper

Småbiotoper kan inddeles i tre hovedgrupper; linjeformede småbiotoper, der på kort er angivet med linjesignatur som f.eks. levende hegn, stengærder, markskel, grøftekanter og vandløb, areelle småbiotoper, der på kort er angivet med flade signatur som f.eks. vandhuller, udyrkede små områder på tør eller fugtigt bund, krat og småskove eller remiser, samt punktformede småbiotoper, der på kort er angivet med punktsignatur, som f.eks. gravhøje og enkeltstående træer.

Småbiotoper i agerlandet kan ligeledes inddeles i tre grupper efter deres grad af oprindelighed (se Kap.3 i Naturplejebogen):

  • De primært landskabsbetingede biotoper, der både i deres beliggenhed og type primært er bestemt af lokalitetens naturforhold, f.eks. vandløb, skrænter, moser og søer.
  • De sekundært landskabsbetingede biotoper, der i deres beliggenhed overvejende er bestemt af naturforholdene. Men i deres type er de i høj grad bestemt af, hvad de bruges til eller har været brugt til, f.eks. grøfter, råstofgrave, gravhøje og i nogle tilfælde vildtremiser og krat.
  • De arronderingsbetingede biotoper, der hverken i deres beliggenhed eller type er bestemt af områdets naturforhold i synderlig grad, men derimod overvejende er bestemt af, hvad de bruges til, f.eks. veje, baner, diger, skel, hegn og i nogle tilfælde vildtremiser f.eks. markhjørner.

Forekomst og tilstand

Småbiotoperne udgør omkring 1,7 % af landets areal. Mange småbiotoper er forsvundet som følge af effektivisering i land- og skovbrug med dræning, sammenlægning af marker mv. Gennem de seneste årtier er udviklingen dog ændret og der anlægges i stigende grad nye småbiotoper i form af f.eks. læhegn, vildtplantninger/remiser og vandhuller.

En stor del af småbiotoperne, specielt småbiotoper der ligger omgivet af dyrkningsarealer, er stærkt påvirket af eutrofiering og mange af de oprindeligt lysåbne typer er under tilgroning.

Agerhønen et godt eksempel på en art, der er helt afhængig af småbiotoper, skel og hegn, hvor den har sin rede i vissent græs. Agerhønen lever året rundt indenfor et ret begrænset område, hvor den skal finde skjul og føde for både voksne og kyllinger. Agerhønsekyllingerne lever af insekter, de voksne fugle af frø. Variation og udbud af disse fødeemner er størst omkring levende hegn og andre småbiotoper

Lovgivning

Småbiotoper i det åbne land er oftest så små, at de ikke er omfattet af naturbeskyttelsesloven, bortset fra vandhuller på 100m2 og derover, samt vandløb der er udpeget som §3 vandløb. Desuden er gravhøje og andre fortidsminder omfattet af beskyttelse iht. museumsloven kapitel 8a . Bevarelse af agerlandets småbiotoper er derfor kun i begrænset grad reguleret af lovgivning.

På fredskovspligtige arealer er småbiotoper bestående af søer, moser, enge, heder og overdrev, strandenge og strandsumpe samt vandløb beskyttede iht. § 28 i skovloven.

Plejebehov

De lysåbne tørre og fugtige småbiotoper samt en del vandhuller har behov for løbende pleje. De lysåbne småbiotoper er vigtige levesteder for lyskrævende arter, således findes mere end 600 forskellige planter svarende til 1/6 af hjemmehørende danske blomsterplanter på de lysåbne småbiotoper. Mange steder er de lyskrævende arter dog udkonkurreret eller truet af næringsbegunstigede arter som alm. kvik og stor nælde.


Læs mere

Brander, P.E., 2004: Hegn og småbiotoper . Side 53-59 I: Buttenschøn, R.M. og Nielsen, L. 2004: Jordbrugeren som landskabsforvalter. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Direktoratet for FødevareErhverv og Miljøministeriet.

Bruun, H.H. & Ejrnæs, R., 1998. Overdrev – en beskyttet naturtype. Miljø- og Energiministeriet, Naturstyrelsen.

Jørgensen, H. & Larsen, S.N. (red.), 2005: Temanummer URT – Høenge i Danmark . Naturstyrelsen og Dansk Botanisk Forening. Juni 2005.

Naturstyrelsen, 1997: Naturplejebogen