Skovgræsning

Ved skovgræsning forstås der i skovloven græsning med husdyr på skovbevoksede arealer.

Græsningsskove har ofte store naturværdier, og græsning er et vigtigt redskab til sikring af biologisk mangfoldighed. Ved hjælp af græsning kan man (gen)skabe - eller fastholde lysåbne, varierede løvskove
med artsrig bundvegetation.

Græsning er med til at give variation, lysåbenhed samt livsbetingelser for særlige arter af planter og dyr, der
er knyttet til gamle, lysåbne løvskove – eller til store
dyr og deres gødning. Græsning kan ligeledes genskabe naturlige overgange mellem krat, åbne overdrev og heder.

Fordele ved skovgræsning:

  • græsning kan genskabe lysåbne, varierede skove med frodig bundvegetation, flere randzoner og indre skovbryn
  • ved »samgræsning« af skove og åbne naturarealer udvikles der naturlige overgange mellem åbne overdrev over krat til skov
  • en varieret skov giver flere levesteder for de mange dyr og planter, der er knyttet til gamle, lysåbne skove
  • græsning kan være med til at selvforynge skovene og fremme naturlig foryngelse med løvtræer
  • kvæggræsning kan forbedre fødegrundlaget for hjortevildt og andre vilde græssere
  • græsning kan anvendes til en miljøvenlig renholdelse af plantninger
  • for husdyrene betyder skovelementet ofte bedre velfærd dels i form af læ for regn og rusk samt skygge og dermed også beskyttelse mod fluer og dels i form af et fodertilskud fra træer og buske

Ulemper ved skovgræsning:

  • store, uoverskuelige hegninger kan betyde større arbejde med tilsyn og håndtering af dyrene
  • skovflåt, fluer og myg kan optræde i store tal og give problemer
  • oldenår eller fødeknaphed kan give problemer med agernforgiftning
  • græsningstrykket skal løbende tilpasses ønsker mht. skovdynamik

Skovtyper egnet til græsningsdrift
Skovgræsning prioriteres særligt højt i skove, hvor der er tydelige tegn på en tidligere græsningsdrift. Det gælder for en del egekrat, gamle stævningsskove og andre gamle løvskove. I egekrat kan græsning være med til at skabe og vedligeholde det særlige kratpræg med bl.a. krogede træer. Græsning kan også være en egnet driftsform af nyanlagte, bynære skove til rekreative formål. Her kan græsning skabe en lysåben og varieret skovtype.

Græsning bør undgås i gamle skove præget af urørt naturskov og/eller med plantearter, der er følsomme over for forstyrrelse.

Store skovgræsningslandskaber
Store græsningslandskaber med en mosaik af skove og lysåbne naturtyper giver mulighed for dynamik mellem åbne og tilgroede arealer med et varieret og rigt naturindhold.

Skoven som græsgang
Den planteproduktion, der er tilgængelig for husdyr som foder, varierer på forskellige naturtyper fra så godt som 0 i tæt nåleskov til 7-8 tons tørstof pr. ha på frodig, fugtig eng. Den del af plantematerialet, der kan afgræsses, varierer hen over denne produktivitetsgradient fra under 20 til over 60 % af den overjordiske produktion. Foderkvaliteten afhænger ud over af jordbundsforhold på den aktuelle lokalitet også af lysforhold og arealets plejetilstand.

Anslåede gennemsnitstal for overjordisk primærproduktion målt i kg tørstof pr. ha.

Kilde: Græsning og høslæt i naturplejen og Woodland grazing toolkit (Sumsion & Pollock, 2005)

Naturtype

Primærproduktion,

t tørstof/ha

Lyng- og græshede

2-3

Næringsfattig, sur eng

4-5

Næringsrig tør eng

4-5

Næringsrig, fugtig eng

7-8

Krat

0,5-1,5

Moden birkeskov

0,5-1,5

Egekrat/-skov

0,1-1,0

Rødgranplantage

0

Løvfoder
Løvfoder kan give et værdifuldt supplement til græsgangens bundvegetation, både som ekstra kilde til råprotein og let omsættelig energi og som supplerende mineralforsyning. På sur bund vil mineraltilskuddet dog ikke kunne dække den almene mangel, der er på P, K, Mg og til dels Ca, ligesom det heller ikke kan afhjælpe mangel på mikromineraler. Der er dog forskel på, i hvor høj grad husdyrene udnytter denne mulighed. Træernes frø og frugter er derimod eftertragtede og ædes i stort omfang af de store græssere. Tidligere blev olden og frugt brugt til at færdigfede svin. Frø og frugter er særdeles energirige, og det ret lave træstofindhold gør dem egnede til foder.

Tanniner
En del af træernes blade og frugter indeholder stoffer, der i større mængder er giftige, f.eks. tanniner i egeløv og agern og fagin i bøgeblade og bog. Koncentrationen af de giftige stoffer er størst i unge blade og umodne frø. Gradvis tilvænning reducerer ofte giftvirkningen, idet mikroorganismer i vom og tarm efter tilvænning kan nedbryde væsentlige mængder af de giftige stoffer. Der er desuden forskel mht. forskellige dyrearters tålsomhed over for stofferne – svin er bemærkelsesværdigt lidt følsomme over for giftstofferne.

Fodermængden varierer
Den tilgængelige fodermængde kan variere en del i løbet af de første års græsning. I starten er der måske en del løvfoder, men når dyrene har græsset det, de kan nå, og har opstammet træer og buske, falder foderproduktionen ofte, indtil der er skabt lysåbne arealer med en tæt og stabil bundvegetation.

Græsningstryk
Selvom det tidligt blev erkendt, at græsning er ødelæggende for skoven, kan græsning også gavne skoven, forudsat græsningstrykket ikke er for højt. Græsningen forbedrer spirebetingelserne for kimplanter og reducerer samtidig konkurrencen fra græsser og mus. Men ofte bevirker græsningen også, at de nyspirede træer og buske græsses ned, medmindre græsningstrykket er meget lavt eller helt fjernes i en periode.

Græsningstrykket har stor betydning for bundvegetationens sammensætning og struktur og for dyrelivet. Græsningstrykket bør derfor afstemmes efter forholdene på stedet og i de enkelte år. For højt græsningstryk kan resultere i en åben skov uden underskov og en artsfattig bundvegetation.

Der vil ofte være en stor variation i græsningstrykket på de forskellige bevoksningstyper i den enkelte indhegning. Generelt vil der således være et større græsningstryk på de mere lysåbne dele end i tæt skov.

Indikatorer for græsningstryk i skov (Buttenschøn, R.M. m.fl. 2008)

Græsningstryk

Indikatorer

Lavt

- kun lidt  foryngelse af træer og buske (få kimplanter, høj overlevelse)

- veludviklet underskov uden tydeligt markeret græsningshorisont

- bundvegetation med græsningsfølsomme arter, f.eks. blåbær og/eller græs med veludviklet humuslag

middel

- nogen foryngelse af træer og buske (lokalt mange kimplanter, middel overlevelse)

- stedvis underskov

- tegn på græsning og /eller bid, enkelte pletter med bar jord.

højt

- ingen eller kun lidt foryngelse af træer og buske (mange kimplanter, lille eller ingen overlevelse)

- ingen underskov

- udtalt græsningshorisont

Meget højt

- ingen foryngelse af træer og buske (mange kimplanter, ingen overlevelse)

- afbarkning af grene og stammer

- ingen underskov

- større optrampede områder uden bundvegetation

Græsningstrykket kan reguleres på flere måder, f.eks. gennem valg af dyreart, regulering af antallet af dyr og græsningstidsrum samt ved afgrænsning af græsningsareal. Hvis der kun indgår en lille andel skov i en indhegning, vil skoven f.eks. ofte blive brugt som opholdsareal med et meget hårdt græsningstryk til følge.

I græsningsforsøg på Mols lå græsningstrykket i egekrat på omkring 30 t-d/ha (tons dyr x antal græsningsdage pr. hektar). Det svarer til ca. 0,3 storkreatur pr. ha. Græsningen her foregår som sen efterårsgræsning, hvilket giver en ringere udnyttelse af produktionspotentialet, end hvis der havde været tale om sommergræsning og dermed behov for et lavere græsningstryk.

I forsøg med skovgræsning på Klosterheden på et ca. 50 ha stort areal med eng og kær, græsmarker, nåleplantage, blandede løvtræshegn samt yngre løvtræplantninger domineret af eg anvendes et noget højere græsningstryk. Græsningen foregår her med overvejende store kvier af malkekvægsracer. Forsøgsområdet er delt i to indhegninger på hhv. ca. 30 og 20 ha , der græsses med forskelligt græsningstryk, hhv. ca. 45 og 20 kvier i perioden maj til oktober. Det svarer til hhv. ca. 1,2 og 0,8 storkreatur pr. ha.

Ingen græsning  Lavt græsningstryk   Meget højt

Træer
og
buske

Ingen regene-ration
på grund
af kon-kurrence
fra tæt bund-vegetation/ mangel
på lys

Etab-lering
af regene-rations-
nicher

Tab af
kim-planter

Skader
på unge planter

Tab af unge planter.

Bid-skader
på træerne

Bark-skader
på store
træer

Tab af under-skov

Skov-rydning

Etablering
af ”park-landskab”

Kar-planter

Reduceret biodiver-sitet
på grund
af kon-kurrence fra få hurtigt-voksende arter

Begræns-ning af konkur-rence-arter

Øget diver-sitet

Reduktion
i vegeta-tions-
struktur

Øgning
af græs-nings-tolerante arter

Tab af diver-sitet, specielt
forgræs-ningsføl-somme arter

Tab af
plante-
dække
og
skader pga. tramp.
Bar jord

For-armning
på grund
af tab af nærings-stoffer fra øko-systemet

Mosser

Reduceret dækning og diversitet

Øget dække af
mosser og laver

Skader
på jord-boende arter
som
følge
af tramp

Tab af tørkeføl-somme arter

Øgning
af laver knyttet til lysåbne naturtyper

Små pattedyr

Høj
tæthed med
få dominerende arter

Øget diversitet
som
følge
af øget struktur-indhold

Reduktion af antal
afdyr som følge af
mindre variation i vegetationsstruktur

Reduktion af antal af dyr på grund af føde-mangel

Reduktion af diversitet og tæthed

Arter fra lysåbne naturtyper dominerer

Fugle

Favoriserer fuglearter, der hører til i tætte krat

Øget diversitet
som følge
af øget struktur-indhold

Øgning
af arter, der fore-trækker begræn-set krat-dække

Tab af jord-ynglende arter på grund af mangel på skjul

Tab af bær-ædende arter

Reduktion
af antal af rovfugle afhængig
af små pattedyr

Inver-tebrater

Høje
populationer
af få
arter

Øget diversitet
som følge
af øget struktur-indhold

Øgning af

Gødnings-biller og andre arter knyttet til gødning

Tab af skovarter

Øgning
af arter
fra lys-åbne naturtyper

Effekt af stigende græsningstryk på flora og fauna under skovgræsning (Bearbejdet efter Mitchell & Kirkby 1990). Det meget høje græsningstryk kan f.eks. optræde ved tilskudsfodring, eller hvor der er tale om en meget lille andel skov af det samlede græsningsareal.

Bidpåvirkning på træer og buske
Træ- og buskarterne har forskellig grad af tolerance over for græsning, der kan påvirke træartssammensætningen. Eg tåler f.eks. en relativt hård græsning med gentagne nedbidninger og kan være næsten tæppedannende under lysåbne forhold. Det samme gælder i nogen grad lind og bævreasp. Hvis græsningstrykket på et tidspunkt reduceres, kan de vokse sig over bidhøjde og danne flerstammede trægrupper.

Træernes form påvirkes især på de nederste par meter. Større træer kan have tydelige fortykkelser på den nedre bul, der ud over tidligere stævning o.l. også ofte kan skyldes husdyrs bid- og slidskader. Slidskader opstår som følge af dyrenes færdsel og ophold samt i forbindelse med pelspleje og markering af territorium.

Bidtryk og følsomhed over for bid af kvæg i græsningsforsøg på Klosterheden. Buttenschøn m.fl. 2008.

Artsgruppe

Bid (kvæg)

Følsomhed

Nåletræer: lærk, rødgran, skovfyr, contorta

Stort set 0

Kimplanter græsses som integreret del af bundvegetationen. Nogen slidpåvirkning

Vindspredte pionerarter: pors, øret pil, gråpil, dun- og vorte-birk, bævreasp

Middel på pors ellers højt

Følsomme over for højt bidtryk, men kan overleve en del år i nedbidt tilstand. Kan invadere massivt ved lavt græsningstryk og høj frøregn

Fuglespredte pionerarter: fuglekirsebær, mirabel, hvidtjørn, alm. hæg, alm. røn, sejlerøn

Højt

Relativt tålsomme, mirabel og hvidtjørn tilpasser deres grenvækst til bid

Glansbladet hæg, sargents æble, bærmispel

(fugle- og evt. pattedyrspredt)

Middel til højt

Unge individer af glansbladet hæg (< 2 m ) er meget følsomme i åbne bestande, men mindre følsomhed hos ældre træer, der afløves op til knapt 2 m’s højde. Det samme sker for deres rodskud

Vindspredte klimaksarter: ask, løn, rødel

Meget højt til højt (rødel)

Rødel kan etablere sig på våd bund

Dyre- og vindspredte klimaksarter: eg og bøg

Højt til meget højt på fritstående individer

Høj følsomhed, især hos bøg. Eg kan overleve flere års nedgræsning. Tilgroning under græsning sker i høj grad i ly af tornede planter – eller i mindre omfang i ly af tæt opvækst af vindspredte pionerarter

Skovudvikling under græsning
Den umiddelbare effekt af etablering af skovgræsning er typisk en ændring i lysforhold og etablering af spirebede. Det øgede lysgennemfald til bunden skyldes dels, at dyrene afløver den nederste del af løvtræer og -buske, dels at græsningen   formindsker humuslag og andet vissent plantemateriale i bundvegetationen. Desuden holdes vegetationen frisk og lav og tillader således et relativt stort lysgennemfald til bunden gennem hele vækstsæsonen.

Græsningstrykket har stor betydning for de nyspirede vedplanters mulighed for at overleve, men også spiretæthed og -antal samt voksested har stor betydning. Kimplanter og små spirer af træer og buske, herunder også nyspirede nåletræer, ædes generelt som en integreret del af bundvegetation og er således oftest udsat for samme græsningstryk som den omgivende vegetation.

Med tiden vil der, medmindre græsningstrykket er meget højt, opstå bevoksninger af græsningstolerante buske som enebær, hvidtjørn, skovæble, slåen, rose, brombær m.fl., der kan virke som spirely for mere græsningsfølsomme træer og buske. Det vil kunne starte en skovudvikling i de lysninger, der er skabt under græsningen. Ekstensiv græsning, det vil sige græsning uden tilskudsfoder, vil normalt føre til en dynamisk udvikling med skovtilgroning på de lysstillede arealer.

Valg af græsningsdyr
I skovloven omfatter skovgræsning græsning med husdyr. Husdyrene har forskellige græsningsegenskaber, der dels afspejler deres oprindelse med tilpasning til bestemte nicher og dels den forædling, der er sket af de enkelte husdyrracer.

Dyreart

Græsningsmåde

Græsning af vedplanter

Kvæg

”Bulk- græsser”. Græsser usorterede totter af plantevækst

Vedplanter græsses i begrænset mængde og med store sæsonvariationer

Blade og kviste rives ofte af, således at foretrukne træer og buske kan beskadiges hårdt ved græsning. Nogle dyr lærer sig at bøje grene og mindre træer ned for at nå frisk løv

Blandt de løvtræer, der ædes villigt, er pilearter, alm. røn, dunbirk, asp, eg, æble og slåen. Vortebirk og bøg ædes i begrænset omfang, mens nåletræer normalt helt vrages.

Heste/

ponyer

”Bulk-græsser”

Kan vælge og præcist afbide planter og plantedele, f.eks. modne bær fra roser, brombær m.fl. og kan græsse tæt ved jordoverfladen

Vedplanter græsses ofte kun i begrænset omfang, og mange arter af træer og buske vrages helt, også selvom der er tale om friske træspirer

Robuste hesteracer kan dog under frie græsningsformer æde en stor del vedplanter. F.eks. udgør kristtjørn således en vigtig del af vinterfoderet for ponyer i The New Forest i England

Heste kan få smag for barkgnavning og på den måde aflive selv store løvtræer, afbarkning finder især sted under saftstigning om foråret

Får

Selektiv græsser

Vælger sig de mest friske dele af plantematerialet

Med det smalle hoved kan får nå ind og afbide blade og kviste på tornede planter

Får æder løv og kviste af mange træer og buske, men med årstidsvariation

Får æder gerne de fleste løvtræer og buske, bortset fra vorte-birk, der kun græsses i beskedent omfang

Enebær og andre nåletræer vrages oftest.

Geder

Selektiv nipper

Kraftigt muskulatur og mundepitel gør at de kan græssede på tornede planter

Kan omsætte en større mængde vedagtigt plantevækst end de øvrige drøvtyggere

Træer og buske kan udgøre mere end 60 % af føden

Geder æder mange forskellige vedplanter og æder meget gerne træer og buske som ær, ask, eg, alm. røn, tjørn, hyld, pil, brombær og roser. Den æder også gerne dunet gedeblad og enebær, mens bøg græsses i mindre omfang eller, hvor der er tale om ældre træer, helt vrages.

Generelt foretrækkes yngre træer og buske frem for ældre vedplanter med grovere kviste og forveddet bark.

Svin

Altædende

Svin æder blade af træer og kan også finde på at afbarke træer, størst effekt har dog deres oprodning og tygning på rødder

De bruger også træer som gnubbepæle og slider alt i alt hårdt på trævæksten

Eg efterfulgt af hassel angives at være mest sårbar over for svins roden i jorden.

Kantet kohvede – en af de arter, der typisk findes mellem skovbryn over overdrev. Den er følsom overfor for hård græsning og anden forstyrrelse, men trives i ly af brynets træer buske.

Hvad siger loven
Iht. skovloven må op til 10 % af det enkelte fredskovspligtige areal drives med græsning og stævning. (se Skovloven § 9). Græsningen skal have et formål, der har med skoven eller naturen at gøre. Græsning, som udelukkende har til formål at opdrætte dyr, herunder hjorte, er ikke tilladt.

Indhegninger til græsning forudsætter publikums adgang ikke indskrænkes på steder, hvor naturbeskyttelseslovens regler om adgang ellers giver mulighed for færdsel og ophold.


Læs mere

Buttenschøn, R.M., 2007: Græsning og høslæt i naturplejen. Skov og landskab, Københavns Universitet og Miljøministeriet, Naturstyrelsen.

Buttenschøn, R.M, Odgaard, B. Buttenschøn, J. & Hansen, J.B. 2008: Fra hedeplantage til lysåben græsningsskov. SKOVEN, april 2008.

Buttenschøn, R.M., & Ravn, H.P., 2005. Græsning af egekrat – en traditionel driftsform. Vidensbladnummer 6.06-6. Forskningscentret for Skov & Landskab, Hørsholm

Fritzbøger, B., 1994: Kulturskoven. Dansk skovbrug fra oldtid til nutid. Gyldendal 1994

Mitchell, F.J.G. & Kirkby, K.J., 1990: The impact of large herbivores on the Conservation of Semi-natural Woods in the British Uplands. Forestry 1990; 63(4), 333-353

Sumsion, L. & Pollock, M., 2005: Woodland Grazing Toolkit. Argyll and Bute Local Biodiversity Partnership. Forestry Commission, Scotland

Miljøstyrelsen:  Vejledning til skovloven.