Græsning med heste

Hestegræsning er velegnet som naturpleje på overdrev. Hestegræsning resulterer ligesom græsning med kvæg i en arts- og urterig vegetation og kan udvikle og vedligeholde artsrige overdrev med karakteristiske overdrevsarter.

Heste er oprindeligt et steppedyr og en udpræget græsser ligesom kvæg. Robuste hesteracer og ponyer kan omsætte større mængder grove græsvækster (op til 70 % mere end kvæg), og de æder gerne store mængder græs af relativt lav foderværdi, f.eks. bølget bunke. De klarer sig derfor bedre end kvæg på naturarealer med lav foderværdi.

Heste bevæger sig meget omkring. På magre græsgange bruger hesten op til 80 % af døgnet til foderoptagelse. Slidpåvirkningen øges med dens større vægt og højere hastighed. Beskoning af hesten vil øge slidpåvirkningen, da det koncentrerer kraftoverførslen til jorden på et begrænset areal af sålefladen. Det betyder tilsammen, at hesten er det græsningsdyr, der giver den største trådpåvirkning.

Der findes en del forskellige primitive hesteracer, der er meget hårdføre, og som kan klare sig under barske vilkår. Det gælder f.eks. islandske heste og mange engelske heste- og ponyracer. I dag er der stigende interesse for at bevare og opformere de primitive, delvis vildtlevende racer som konikheste og ”vildhestene” på Langeland. ”Vildhestene” er exmoor ponyer, der oprindeligt er tilvænnet fattig, meget træstofholdig hedevegetation.

I Danmark har græsningsforsøg og erfaringer fra praktisk pleje med heste ofte resulteret i en utilstrækkelig græsning med tilgroning af arealet til følge. Det hænger sammen med, at hestene her i høj grad har været vant til at blive fodret og forkælet med godbidder.

Heste som græssere:

Græsningspræferencer
Græsser et bredt spektrum af arter og samfund.
Æder fortrinsvis frisk vegetation, men inkluderer i vekslende omfang høje planter græsstængler, blomster, løv, vissent græs, førne samt høj, grov og tuet plantevækst.
Undgår selektivt en række giftige arter.

Græsningsmønster
Græsser tæt på jordoverfladen, ned til 2- 3 cm græshøjde.
Græsser større sammenhængende flader og lader andre områder ugræssede.
Kan omsætte store mængder af grov vegetation.
Græsser oftest kun i begrænset omfang vedplanter og undgår flere arter af disse.
Undgår egen gødning i få til flere måneder.
Hovedparten af gødningen afsættes i ”latriner”, der ikke græsses.

Vegetationssammensætning
Giver en artsrig vegetation med mange græsser, halvgræsser, urter, mosser og laver. Kan medføre en reduktion af græsningsfølsomme arter.
Resulterer ofte i en tilgroning med græsningspionerer som rose, tjørn, ene, slåen, mirabel og æble, samt nåletræer og birk og efter få årtier klimakstræer, eg, bøg m.fl., og da ikke nødvendigvis beskyttet i buskadser og krat.
Udvikler ofte latriner med ”gødningsflora”, agertidsel, horsetidsel, stor nælde m.fl.

Vegetationsstruktur:
Giver en varieret plantestruktur med en grovmasket mosaik af tætgræssede plæner og områder af højere plantestrukturer.
Resulterer i udvikling af buskadser og småkrat på åbne arealer.
Udvikler større optråds- og sølepladser.

Heste vrager en lang række urter, herunder opret kobjælde, der fremmes af hestegræsning, og som tåler et ret højt græsningstryk.

Fordele ved hestegræsning:

  • udvikler og vedligeholder en arts- og urterig overdrevsvegetation
  • heste kan klare sig på arealer med grov og næringsfattig plantevækst og er generelt mere hårdføre end kvæg og får
  • heste er forholdsvis robuste over for flue- og flåtbelastning
  • kan flyttes uden registrering i CHR

Ulemper ved hestegræsning:

  • kan give slidskader, specielt hvis hestene er skoet.
  • kan fremme tilgroning med træer og buske
  • heste er relativ mere følsomme over for giftige planter end drøvtyggere.
  • er uegnet på arealer med publikumsadgang, på grund af hestenes opsøgende og ofte livlige adfærd
  • kan resultere i større ugræssede områder med kvælstoftyndende plantevækst/behov for at der løbende fjernes hestegødning

Læs mere

Buttenschøn, R.M., 2007: Græsning og høslæt i naturplejen. Naturstyrelsen, Miljøministeriet og Skov & Landskab, Københavns Universitet.

Pehrson, I., 2001: Bete och Betesdjur. Jordbruksverket, Jönköping

Tolhurst, S. & Oates, M. (eds.), 2001: The Breed Profiles Handbook. GAP, English Nature

Videntjeneste/Bladnummer: 6.1-5. Hesten som naturplejer . Buttenschøn, R.M., 1998. Forskningscentret for Skov & Landskab, Hørsholm

Larsen, T. & Buttenschøn, R.M. 2007. Hestegræsning og råvildt . Vidensbladnummer 6.00-23. Forskningscentret for Skov & Landskab, Hørsholm