Græsning

Græsning er den mest oplagte og velegnede plejemetode på de fleste overdrev. De karakteristiske plantesamfund er i høj grad tilpasset græsning, og mange af de mere sjældne arter forekommer typisk på overdrev med en meget lang og kontinuerlig græsningsdrift.

Fordele ved græsning:

  • ekstensiv græsning skaber og vedligeholder artsrige og karakteristiske overdrevssamfund med mange levesteder for faunaen
  • græsning er egnet på overdrev med bakker, skrænter, sten, højryggede agre og andre former for ujævnt terræn

Ulemper ved græsning:

  1. ekstensiv græsning kan ikke – på sigt - hindre tilgroning med træer og buske
  2. ekstensiv græsning kan ikke kontrollere problemarter som italiensk gyvel og rynket rose
  3. græsning hæmmer blomstring og fjerner leve- og skjulemulighed for en række dyr

Græsningstryk
Græsningstrykket angiver forholdet mellem antal dyr og et områdets bæreevne, det vil bl.a. sige i forhold til produktion af tilgængeligt foder. Et højt græsningstryk giver normalt færre arter af planter og dyr. Kun de mest hårdføre planter kan tåle en tilbagevendende tæt nedbidning, og der er færre levesteder og skjulemuligheder for faunaen i den tætbidte vegetation. Ved højt græsningstryk sker der en gradvis udviskning af effekten af forskellige dyrearters græsning. Et lavt græsningstryk kan betyde, at en del af en græsgang ikke græsses i tilstrækkelig grad til at opretholde et karakteristisk græsningspræg. Ved undergræsning vil en del af planterne forblive ugræssede og visne. Det betyder, at arealerne bliver mindre attraktive for dyrene, som derfor fortsat vil undgå dem, medmindre græsningstrykket hæves.

Græsningstrykket bør tilpasses den enkelte lokalitet og dens naturindhold. En del af overdrevets særlige plusarter trives bedst ved et lavt græsningstryk, mens andre har en større tolerance over for græsning. Tilsvarende gælder for overdrevsfaunaen.

Overdrevsplanters tolerance over for græsningstryk

Kantet kohvede er et eksempel på en art, der er driftsafhængig, men som kun tåler en vis grad af græsning eller anden forstyrrelse.

I forsøg på Mols fremmes den af efterårsgræsning, dvs. i perioden okt. – dec. (se Græsning og høslæt i naturplejen ).

Eksempler på planter med hhv. høj, middel og lav tolerance over for græsning og anden forstyrrelse. * angiver værdifulde plusarter og **særligt værdifulde plusarter, jf. Feltskema til registrering af overdrev, version 4.2.2010 (pdf)

Eksemplerne indeholder nogle karakteristiske planter som f.eks. guldblomme, opret kobjælde, kantet kohvede og alm. månerude, der ikke indgår i feltskemaet, og derfor ikke er vægtede som plusarter.

Arter med høj tolerance over for græsning

Arter med middel tolerance

Arter med lav tolerance

Bakketidsel*

Blåbær*

Blæresmelde*

Blåmunke*

Blåhat*

Bynke, grå-

Blåtop

Bunke, bølget

Draphavre

Brunelle, alm.*

Djævelsbid**

Hestegræs, krybende

 

Enghavre, alm**.

Hindbær

Dværgbunke, tidlig* og udspærret*

Fladbælg, gul og krat-*

Jordbær, bakke-*

Ene*

Guldblomme

 

Enghavre, dunet*

Gyldenris, alm.*

Kørvel, vild

Frytle, mangeblomstret* og mark-*

Hedelyng*

Mjødurt, knoldet**

Gulaks, vellugtende*

Hvene, kryb-

Rejnfan

Hvene, alm., kryb og sand*

Hypnum cupressiforme*

Snerle, ager-

Kamgræs, alm.*

Høgeurt, smalbladet*

Snerre, hvid

Katteskæg*

Hønsetarm, femhannet*

Storkenæb, blodrød**

Klokke, liden*

Kløver, bugtet*

Svingel, strand-

Kobjælde, opret

Kodriver, alm.*

 

Kongepen, alm.

Kohvede, kantet

 

Mælkeurt, alm.**

Limurt, nikkende*

 

Nellike, bakke-*

Løg, sand* og vild*

 

Pimpinelle, alm.*

Månerude, alm.

 

Ranunkel, knold-*

Perikon, kantet og prikbladet

 

Rottehale, glat**

Potentil, krybende, mat** og sølv-

 

Skjaller, liden*

Rottehale, eng- og knold-*

 

Sneglebælg, humle-

Rundbælg*

 

Snerre, lyng-*

Snerre, gul*

 

Star, alm.*, hare*, hirse*, pille* og vår**

Star, blågrøn*, håret, pigget* og spidskapslet

 

Svingel, eng-, fåre* og rød-

Tidsel, ager-, kær-* og lav**

 

Tandbælg*

Tjærenellike *

 

Timian, smalbladet**

Vejbred, dunet*

 

Tormentil**

Vikke, muse-*

 

Vikke, smalbladet og tofrøet

Viol, hunde-* og håret*

 

Ærenpris, læge-* og mark-

Visse, engelsk*

 

Græsvæksten kan variere meget fra år og år og er de fleste steder kraftigt påvirket af de aktuelle nedbørsforhold. Tørke kan betyde, at væksten går i stå, og planterne visner, således at der opstår behov for at reducere antallet af dyr eller helt at fjerne dem i en periode.

På kraftigt tørkepåvirkede overdrev som f.eks. habitatoverdrevstype 6120 (Meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkholdigt sand, se Naturtyper og arter – Natura 2000) er udtørring med til at holde overdrevet lysåbent og give plads til fremspiring af små planter. Herved reduceres behovet for græsning eller anden pleje, således at behovet måske kun er afgræsning – eller anden pleje i en periode – med års mellemrum.

Græsningssæson
Årlig sommergræsning er generelt den sikreste måde at vedligeholde eller udvikle overdrevsplantesamfund med en typisk artsrig og tæt plantevækst. Men der kan være andre mål og praktiske hensyn, der taler for enten helårsgræsning, græsning uden for sommersæsonen eller periodisk græsning med et eller flere års pause.

Ved efterårs- eller vintergræsning (perioden 1. oktober til 31. marts) får planterne mulighed for at blomstre og sætte frø til glæde for bl.a. de nektarsøgende insekter (se insektvenlig pleje), en del arter af stor statur får en mere fremtrædende rolle, og bundvegetationen bliver mindre tæt. Sen-græsningen vil ofte fremme et islæt af arter, der ellers har deres maksimum i en periode efter græsningsophør og/eller som fremmes af høslæt.

Helårsgræsning er bedst egnet på meget store arealer, der indeholder en mosaik af forskellige naturtyper.

Græsningssæson i forhold til tilgroning
Vintergræsning formodes ofte at give en mere effektiv kratrydningseffekt end sommergræsning, men der er flere faktorer, der påvirker hhv. dyrenes præferencer og vedplanternes tolerance over for græsning. Der er en årstidsvariation i kvægs græsning af vedplanter med en kraftigere græsning om foråret til tidlig sommer og igen sent efterår, men ændringer af vegetationstilstanden, f.eks. som følge af tørke, kan ændre dette mønster. Enkelte arter som f.eks. pilearter ædes året rundt uden tydelig årstidsvariation (se Græsning og høslæt i naturplejen). De fleste vedplanter er mest følsomme over for græsning om foråret, og en forårsgræsning vil ofte være at foretrække frem for vintergræsning.

Græsningsperiode og -tryk i relation til foderkvalitet
Græsningsperiode og -tryk har betydning for foderkvaliteten på arealerne og dermed for arealernes egnethed som græsgang. Når plantevæksten græsses fra om foråret, vedligeholder dyrene planterne i en fortsat vækstfase. Det giver en større planteproduktion, større grad af fordøjelighed og dermed større næringsindhold. Når plantevæksten ikke græsses eller slås, falder næringsværdien i løbet af sommeren. Visne planter og ophobet førne hæmmer væksten og betyder, at næringsindholdet der i forvejen er relativt lavt på naturgræsgange, kan blive utilstrækkeligt i forhold til husdyrenes behov. For at få dyrene til at æde planter med lav foderværdi er det afgørende, at deres samlede foderindtag har tilstrækkeligt indhold af de nødvendige næringsstoffer og udnyttelig energi.

Vintergræsning eller periodisk afgræsning betyder ofte, at der er behov for tilskudsfodring.

Hvad siger loven?
Dyreværnsloven indeholder en række bestemmelser vedr. dyrevelfærd, herunder regler for vintergræsning.

Derudover er der et specielt regelsæt for fællesgræsning. En fælles græsgang defineres som et græsningsareal, hvor der findes dyr fra mere end en besætning. De større fælles græsningsområder, der af Fødevareregionens veterinærafdeling bliver defineret som en fælles græsgang, får alle tildelt et CHR-nr. via Dansk Kvæg. Dette har følgende betydning for kreaturer, der skal indsættes på fællesgræs:

  1. For hver fælles græsgang skal der udpeges en ejer og en bruger, som registreres i CHR med navn, adresse og telefonnummer m.m., således at den ansvarlige person kan kontaktes hvis nødvendigt.
  2. Kreaturer, der indsættes på fælles græsgange, skal have samme sundhedsstatus og være ledsaget af sundhedsdokumenter.

Valg af græsningsdyr
Ved valg af dyr er det vigtigt at holde sig de forskellige dyrearters og -racers egenskaber for øje, men det er ligeledes vigtigt at vælge dyr, der er vænnet til typen af græsningsareal.

Dyrenes tilvænning til typen af græsningsareal har betydning for deres udnyttelse af de tilstedeværende foderressourcer og deres trivsel på arealerne. Kvier, ungtyre og stude af malkekvægsracer er normalt højst på græs i to sæsoner. De har ikke samme mulighed for at vænne sig til græsgangen og de forskellige planter som dyr, der er vokset op på arealerne. I ammekvægsbesætninger kan kalvene lære af deres mødre, hvilke plantearter de kan æde, hvordan de skal indtages, samt hvilke arter de skal undgå. Desuden er kalve, der er opvoksede på græsningsarealerne mere robuste over for indvoldsparasitter. De har dels modtaget antistoffer i råmælken, og de er dels blevet gradvist immune mod sygdomme fremkaldt af parasitterne gennem en løbende kontakt med smittestoffet. Hos de øvrige dyrearter, der anvendes i naturpleje, er afkommet normalt vokset op sammen med deres mødre (se Græsning og høslæt i naturplejen).

Græsning  med kvæg

Græsning med heste

Græsning med får

Græsning med geder


Læs mere:

Buttenschøn, R.M., 2007: Græsning og høslæt i naturplejen. Skov og landskab, Københavns Universitet og Miljøministeriet, Naturstyrelsen.

Pehrson, I., 2001: Bete och Betesdjur. Jordbruksverket, Jönköping

Naturstyrelsen, 2001: Danske naturtyper i det europæiske NATURA 2000 netværk.

Tolhurst, S. & Oates, M. (eds.), 2001: The Breed Profiles Handbook. GAP, English Nature

Videntjeneste /Bladnummer: 9.12-6. Drift og pleje af overdrev. Buttenschøn, R.M., 1998. Forskningscentret for Skov & Landskab, Hørsholm