Om CITES

Konvention om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter trådte i kraft 1. juli 1975.

Aftalen kaldes Washingtonkonventionen efter den by, hvor aftalen i 1973 faldt på plads mellem en række lande. Internationalt er konventionen bedst kendt som CITES efter den engelske forkortelse af Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora.

I Danmark har konventionen været gældende siden 24. oktober 1977, og pr. 1. januar 2023 har 184 lande over hele verden tiltrådt konventionen.

CITES er en international konvention til kontrol af handlen (over landegrænser) med vilde dyr og planter. Det sker gennem overvågning og regulering af den internationale handel. Målet er kun at tillade en bæredygtig handel, - dvs. at man fjerner ikke mere fra bestandene af vilde dyr og planter, end de kan bære.

I praksis betyder det, at det kræver særlige tilladelser eller i visse tilfælde er helt forbudt at handle med visse dyr og planter - levende såvel som døde og produkter fremstillet af deres skind, fjer, tænder, mm.

CITES omfatter omkring 6000 dyrearter og ca. 33.000 plantearter. Arterne er, afhængig af hvor truede de er, opført på liste I, II eller III. Godt 1.100 af dem er så stærkt truede, at handel med dem er totalt forbudt (liste I). For de øvrige kræves særlige tilladelser til ind- og udførsel (liste II og III).

CITES har eksisteret siden 1975. Stater/lande (kaldet "parter") tiltræder frivilligt CITES og forpligter sig derved til at overholde konventionen. Konventionen skal gennemføres ved lov i de lande, som tiltræder CITES. CITES adskiller sig fra mange andre konventioner ved at indeholde en række meget konkrete forpligtelser og lande, som ikke overholder disse risikerer sanktioner fra de øvrige parter.

Danmark har ud over en dansk CITES-bekendtgørelse fælles CITES regler med de øvrige EU-lande i form af diverse EU forordninger.

CITES myndighed i Danmark er Miljøstyrelsen for så vidt angår dyr og ikke-levende planter og plantedele og Landbrugsstyrelsen for så vidt angår levende planter og plantedele.

Hvorfor behøver vi CITES?

International handel med vilde dyr og planter har ført til nedgang i bestandene hos mange arter. Washingtonkonventionen/CITES blev indgået for at forhindre at denne handel fortsat skulle føre til kraftige bestandsnedgange hos en lang række dyr og planter og i sidste ende disses udryddelse.

Handel med vilde dyr og planter er i dag en meget indbringende forretning. Den årlige handel involverer på verdensplan mange, mange millioner dyr og planter og omsætningen skønnes at være mindst 50 milliarder kroner.

Hvert år transporteres millioner af levende dyr og planter over hele verden for at imødekomme efterspørgslen på kæledyr og prydplanter. Hertil kommer så de meget store mængder af produkter, som er fremstillet af dyr og planter. Også turister som køber souvenirs medvirker til denne handel.

Washingtonkonventionens/CITES rolle er at sørge for at de vilde dyr og planter, der indgår i denne handel "høstes" fra naturen på en bæredygtig måde. Ureguleret handel kan hurtigt føre til at en lang række dyr og planter vil blive truet med udryddelse. Illegal handel er således en af de største trusler mod en række vilde dyr og planter.

Konventionen anerkender de enkelte medlemslandes ret til at bestemme over deres egne naturressourcer. Samtidig erkender medlemslandene, at et internationalt samarbejde er nødvendigt for at beskytte visse arter af vilde dyr og planter mod overudnyttelse i forbindelse med handel.

Hvordan fungerer CITES?

Omkring 39.000 dyre- og plantearter er omfattet af Washingtonkonventionen/CITES. Konventionen fastsætter forskellige grader af beskyttelse af disse planter og dyr, afhængig af deres biologiske status og hvilken indflydelse handel kan få på denne status.

Således forbyder medlemslandene i fællesskab handel med arter, som er stærkt udryddelsestruede. Det drejer sig om ca. 1.100 arter af planter og dyr. (De er opført på det, der i CITES regi kaldes Liste I (Appendix I). Kun under ganske særlige omstændigheder kan der gives tilladelse til import eller eksport af disse arter.)

For hovedparten af de arter, som er omfattet af konventionen, gælder at de ikke umiddelbart er udryddelsestruede. De kan imidlertid hurtigt komme i fare for at blive det, hvis ikke den internationale handel kontrolleres nøje. For at kunne ind- eller udføre disse arter, kræves særlige import- eller eksporttilladelser. Ved hjælp af dette særlige tilladelsessystem kan den internationale handel med hver enkelt art overvåges og reguleres. Hvis truslen mod en dyre- eller planteart vokser, skærpes handelsrestriktionerne. Bliver truslen tilstrækkelig stor, kommer arten på listen over stærkt udryddelsestruede arter, hvorved al handel bliver forbudt.

Konventionen beskytter kun dyr og planter, som er genstand for international handel i et omfang, hvor overvågning og regulering er nødvendig. Der kan således findes truede arter som ikke er omfattet af Washingtonkonventionen/CITES, fordi der ikke foregår nogen handel med dem. Omvendt kan selv en beskeden handel være en trussel, hvis arterne i forvejen er sjældne eller truede pga. ødelæggelse af deres leveområder eller lignende.

De enkelte medlemslande forpligter sig til at overholde konventionens regler. Det kræver at det enkelte land gennem dets lovgivning gør det muligt at gennemføre og håndhæve konventionens bestemmelser. I Danmark gælder EU's lovgivning på området, som den gør det for alle øvrige EU lande. EU's bestemmelser er skrappere end konventionens minimumskrav. Eksempelvis kræves tilladelse til visse indenlandske transaktioner. Endvidere er flere arter omfattet af EU reglerne end konventionen forlanger.

De lande, som har tiltrådt konventionen, er forpligtet til årligt at indsende rapporter over ind- og udførsler af dyr og planter. Disse oplysninger bruges til en vurdering af handlens omfang og sammenholdt med de pågældende dyr og planters bevaringsstatus i naturen, træffes beslutninger om reguleringen af handlen med de enkelte arter skal strammes, løsnes eller fastholdes på det eksisterende niveau. Det sker løbende samt på en konference som afholdes hvert 2.-3. år, hvor alle medlemslande mødes og reviderer ind- og udførselsbestemmelserne for en række arter. En tilsvarende vurdering og op- og nedregulering sker sideløbende inden for EU.