Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Satans rørhat

Boletus satanas

Voksested

Satans rørhat vokser gerne på lune steder med leret og kalkrig jord. Den vokser sammen med de fleste løvtræer, men især bøg, eg og lind, og kan ses fra juli til oktober

Svampen er sjælden i Danmark.

Beskrivelse

Satans rørhat er en stor til meget stor fastkødet rørsvamp.

Hatten har en halvkugle form, til tider med en svag hvælving. Den kan blive 6-30 cm bred. Oversiden af hatten er ru og tør og har en bleg hvidgrålig farve. Enkelte eksemplarer kan dog være lyst læderbrune.

Rørene på undersiden af hatten er fine og gullige med okkergul/orange rørmundinger.

Stokken er varm gul med et rosa net mønster øverst på stokken. Stokken er buttet og tøndeformet, 5-15 cm høj og 4-10 cm bred.

Kødet er gult og moderat blånende ved berøring.

Forvekslingsmulighed

Satans rørhat kan forveksles med djælve-rørhat (Boletus legaliae) og rødgul rørhat (Boletus rhodoxanthus) som begge ligner den meget. Begge arter har dog rosa farver på hatten, hvor satans rørhat har den karakteristiske bleghvide hat. Ydermere blåner rødgul rørhat ikke i kødet ved berøring.

Djævle-rørhat og rødgul rørhat er begge giftige.

Kan den spises?

Satans rørhat er en giftig svamp og må ikke spises. Svampen er ikke dødelig giftig, men kan forårsage kvalme, diarre og opkast.

Svampen har en kvalm og vammel lugt når den er moden, der kan sammenlignes med rådne æg. Svampen smager mildt.