Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Karl Johan - spiselig rørhat

Boletus edulis

Spiselig rørhat – bedre kendt som Karl Johan – er en almindelig og smagfuld spisesvamp.

Voksested

Karl Johan er almindelig i løv- og nåleskove og især på mager bund.

Svampen kan findes fra august og frem til oktober. Sidst i august til først i september har man mest held til at finde svampe ved at lede i ædelgranplantninger, hvor den er mest talrig i denne periode.

Hvis der falder meget regn i efteråret, samtidig med at det bliver varmt, så kommer der særlig mange Karl Johan svampe frem. Man kalder det for et ”Karl Johan år”.

Beskrivelse

Svampen kan blive temmelig stor. Normalt er hatten 5-20 cm i diameter, men den kan i sjældne tilfælde blive helt op til 25 cm.

Hatten er halvkugleformet til hvælvet, brun eller gråbrun med en lidt fedtet overflade. 
På undersiden af hatten ses de fine runde rør tydeligt. Undersiden er hvid på unge eksemplarer. Efterhånden som svampen ældes, skifter farven over til gullig og ender i en grønlig nuance.

Stokken er lys okkerbrun til gulbrun, øverste del med et fint hvidt net og nederste del med en hvidlig basis. Stokken er 6-16 cm høj og 2-5 cm i diameter og har ofte en stor bule nederst på stokken, hvilket gør at stokken får en kegleform.

Forvekslingsmulighed

Særligt unge eksemplarer af Karl Johan kan forveksles med unge eksemplarer af galderørhat (Tylopilus felleus ). En god måde at kende forskel er den "net-tegning", som ses på stokken på begge arter. Hos Karl Johan er den fintmasket og hvidligt. På galderørhat er den oftest grovmasket og mørkebrunt. 

Galderørhat kan have rosa rør, men unge eksemplarer af arten har ofte hvidlige rør, og man bør derfor være forsigtig med at bruge dette kendetegn til at skelne svampene fra hinanden.

På Karl Johan er hatten lidt fedtet på oversiden, på galderørhat er den tør.

Hvis man er i tvivl, så kan man prøve at lægge et lille stykke af kødet forrest på tungen (Med ”et lille stykke” menes der mindre end svovlet på en tændstik). Er det en galderørhat, vil man smagen være bitter. Smagen kan mærkes på tungen mange timer efter.

Vidste du at?

Svampe har fået sit tilnavn efter den svenske konge Karl XIV Johan, der holdt meget af at spise svampen.

Kan den spises?

Karl Johan svampen er en af Danmarks mest eftertragtede spisesvampe.

Kødet på Karl Johan er hvidt og smagen er mild og nøddeagtig. Duften er svag og behagelig.

Svampen kan spises rå, ristes eller koges. Den kan også fryses eller tørres, for at forlænge holdbarheden.