Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Grøn fluesvamp

Amanita phalloides

Grøn fluesvamp er en almindeligt forekommende svamp og en af vores mest giftige svampe.

Voksested

Grøn fluesvamp vokser på næringsrig jordbund i løvskove. Den ses ofte under bøg eller eg, som den danner mykorrhiza med.

Beskrivelse

Grøn fluesvamp kan variere en del i størrelse.

Hatten er 2-12 cm bred, hvælvet til affladet med en skinnende og fedtet overside. Farven varierer fra gulgrøn til olivengrøn.

Stokken er hvid og op til 15 cm høj og 1-2 cm i tykkelsen.

Lamellerne er frie og hvide. Lamelsvøbet efterlader en tydelig, bred hudagtig ring på stokken. Farven kan være hvid med grønne skygger eller bælter af samme farve som hatten.

En af grøn fluesvamps vigtigste karakterer er resterne af fællessvøbet, som viser sig som en pose der omgiver stokkens basis.

Forvekslingsmulighed

Typiske eksemplarer af grøn fluesvamp burde ikke kunne forveksles med andre danske arter.

Er det dog et lidt mere gråligt eksemplar, der har mistet ringen på stokken, kan det være sværere at bestemme den.

Grøn fluesvamp kan forveksles med den giftige kugleknoldet fluesvamp( Amanita citrina ) inden dennes hat folder sig helt ud. Kugleknoldet fluesvamp hatten har dog en skællet hat overflade, hvor grøn fluesvamp har en glat hat overflade.

Grøn fluesvamp kan også forveksles med den spiselige høj posesvamp ( Volvariella gloiocephala ), men denne har en mere slimet hathud, mangler grønlige nuancer, har rødtonede lameller og ingen stokring.

Kan den spises?

Grøn fluesvamp er dødelig giftig og må ikke spises. Svampen forårsager celledød i lever og nyrer med fatale lever- og nyreskader som følge.

Kødet er hvidt, lugten er en smule vammelsød og smagen er svag til neutral.
Der er ingen modgift til grøn fluesvamp, men man kan lindre symptomerne og minimere optaget af giften.