Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Skrubtudse

Bufo bufo

Udbredelse

Skrubtudsen er almindelig i det meste af Danmark, dog er den sjælden i Vestjylland og mangler helt på bl.a. Bågø, Endelave, Sejerø, Femø, Saltholm, Anholt, Læsø og flere andre.

Udseende

Skrubtudsen kendes på sin vortede hud og de ret korte bagben. Den er ofte ensfarvet brun med hvid bug med små mørke pletter. Den kravler mere, end den hopper.

Øjnene har rødlig eller kobberfarvet iris i modsætning til de andre tudsers gullige eller grønlige iris, og den har oval, vandret pupil.

Skrubtudsen bliver fra 5 til 12 cm. Hunnerne bliver er ofte dobbelt så store som hannerne.

Haletudserne kan ofte ses samle sig i store stimer i flere meter brede, sorte bånd med tusinder af dyr i.

Føde

Afhængig af skrubtudsernes størrelse tager de myrer, bladlus, snyltehvepse, tæger, edderkopper, løbebiller, snegle, bænkebidere og tusindben.

De kan være nyttige på dyrkede marker til at bekæmpe skadedyr, bl.a. æder de mange snudebiller. I jordbærbedet tager de myrer eller snegle. De æder ikke jordbærrene!

Levevis

Selv om skrubtudsen er almindelig i Danmark, yngler den kun i ca. 10% af vandhullerne. Den yngler mest i søer eller større vandhuller, hvor der er fisk. Gerne søer med tagrør, som hunnen bruger til at vikle sin lange ægstreng omkring. Tudser lægger nemlig æg i lange strenge i modsætning til frøer, der lægger dem i klumper.

Skrubtudsen er tilpasset til at leve i vandhuller, som aldrig tørrer ud, og hvor der dermed næsten altid er fisk. Men fiskene spiser ikke haletudserne, fordi de er giftige og ildesmagende. Fiskene spiser derimod stor vandsalamander, som er skrubtudsens fjende og haletudser af butsnudet frø, som er dens konkurrent. På denne måde får skrubtudsen et fristed.

Efter vinterdvalen vandrer tudserne ned til vandhullerne i marts og første halvdel af april. Hannerne først, klar til at møde hunnerne. Parringen og æglægningen finder sted i løbet af få dage, og hunnerne producerer mellem 1.200 og 6.800 æg alt efter hunnens størrelse. Derefter går tudserne på land og vandrer til deres sommerkvarterer, typisk omkring 1. maj. Haletudserne går på land sidst i juni.

Skrubtudsen er meget tro mod vandhullet. Selv om den vandrer flere kilometer væk fra vandhullet, søger den altid tilbage til det samme vandhul, hvor den kom fra.

Undertiden kan man høre skrubtudser kvække, men da hannen ikke har nogen kvækkepose til at forstørre lyden, kan lyden kun høres ca. 150 m væk.

Dens levesteder på land kan være meget forskellige:

  • skove
  • haver
  • dyrkede marker
  • heder
  • klitter
  • moser

Om dagen gemmer den sig i et hul. Det kan være under en træstub eller en flise.

Om efteråret vandrer den mod sit vandhul. Undervejs mod dette graver den sig ned i jorden i 15-20 cm’s dybde, hvor den bliver vinteren over.

Normalt lever voksne skrubtudser 7-10 år, men der er eksempel på et dyr i naturen, der er blevet 36 år.

Naturlige fjender

Haletudserne er giftige for fisk, men ædes af vandkalve, krebs og af larver af guldsmede.

Voksne skrubtudser er også giftige. Alligevel tages de af grævlinger, pindsvin, musvåger, krager og skader. De undgår giften i skrubtudsens hud ved at vende den om på maven, hakke hul på bugen og fortære dens indvolde.

Vidste du...?

På land kan skrubtudsen godt vandre flere kilometer væk fra vandhullet.

Sådan er skrubtudsen beskyttet

Fredet

Skrubtudsen er fredet i Danmark, og må derfor ikke samles ind eller slås ihjel. Den må dog gerne samles ind i begrænset omfang til brug for forskning og undervisning.

Dens ynglevandhuller er beskyttede efter  § 3 i naturbeskyttelsesloven , hvis de er over 100 kvadratmeter.

Trusler

Skrubtudsen er gået noget mindre tilbage end de andre padder. Men den trues af:

  • forurening af vandhuller
  • udsætning af tamænder
  • trafikdrab
  • sprøjtede marker
  • gødningskorn, der kan være meget giftige for den, når de kommer i kontakt med dens tynde hud

Der er forsøgt at grave tunneler til frøer og tudser under trafikerede veje for at mindske antallet af trafikdræbte dyr. Det er især sket i udlandet, men med svingende succes.