Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Rogers furehætte

Orthotrichum rogeri

Udbredelse

Rogers furehætte er kun fundet én gang i Danmark. Stedet var Møns Klint, og årstallet var 1866. Ved en undersøgelse i 1999 blev arten eftersøgt på lokaliteten, men blev ikke fundet. Det udelukker dog ikke, at arten stadig kan forekomme i landet.

Krav til voksesteder

I Danmark blev Rogers furehætte fundet på et bøgetræ. I Sverige, hvor arten er meget sjælden, vokser den på træer med basisk bark, f.eks. ask og pil i lysåbne miljøer. I Holland og Norge ser det ud som om Rogers furehætte foretrækker unge træer med glat bark, hvilket kan antyde, at det er en pionérart, som efter nogle år bliver fortrængt af andre mosser.

Vidste du...?

Mosset er tegnet efter det originale - og eneste eksemplar af Rogers furehætte i Danmark. En del af det tørrede eksemplar fra 1866 blev lagt i vand, så det svulmede op og lignede et frisk mos.

Sådan er rogers furehætte beskyttet

Habitatdirektivets bilag II  
Bern-konventionens liste I

Hvad kan hjælpe arten?

Hvis arten genfindes i Danmark, vil det være nødvendigt at bevare værtstræet og potentielle værtstræer i området.

En lav luftforurening lokalt synes at være forudsætning for, at et område er egnet som levested for Rogers furehætte, eftersom mange arter af slægten Orthotrichum påvirkes meget negativt af luftforurening med svovldioxid.